“Moderne” økonomisk teori – gammel vin på nye flasker?

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal (omtalt mere udførligt herunder).
For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

GRØN NEW DEAL

Forslag til Grøn New Deal blev fremlagt for Repræsentanternes Hus af et af de nyvalgte demokratiske Kongresmedlemmer Ms. OCASIO-CORTEZ. Det var ved fremlæggelsen støttet af 60 repræsentanter (medlemmer af House of Representatives) og 10 senatorer.

Det er udformet som en resolution, der opfordrer til handling/lovgivning inden for klimaområdet. Det består af forslag til grøn økonomisk omstilling af det amerikanske samfund.

Betegnelsen New Deal er bevidst valgt. Det refererer til den New Deal, som præsident Franklin D. Roosevelt fremlagde i 1930’erne efter en lang periode med økonomisk stagnation og stigende ulighed i det amerikanske samfund. Ligesom dengang er det et opgør med en herskende nyliberal ideologi. Roosevelts New Deal førte til vedtagelse af offentlige arbejder, velfærdsforanstaltninger (arbejdsløshedsunderstøttelse, social security m.m.) og til en langt mere progressiv beskatning, dvs procentvist stigende skatteskala for højere indkomster.

Den grønne new deal (“”ny “kontrakt”/fordeling med grøn omstilling””) tager udgangspunkt i FN-rapporten fra 2018 ‘‘Special Report on Global Warming of 1.5 degrees Celsius’’  udarbejdet af  FN-organet IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change, ifølge hvilken temperaturstigningen bør holdes på 1,5 – 2 grader. En stigning ud over 2 grader vil føre til voldsomt øgede konsekvenser af klimaændringer (stigning i vandstanden i havene, vilde brande i tørre områder og flere cykloner og storme).  For at undgå det skal der ske:
(A) globale reduktioner i udledning af drivhusgasser på 40 – 60 percent fra 2010 niveau senest i 2030;  og
(B) netto – 0 globale emissioner i 2050.

Resolutionsteksten konstaterer, at USA historisk har været – og er – en af de største udledere af CO2 (20 pct af global udledning). Det hænger sammen med det høje BNP pr indbygger, højt materielt privatforbrug, og en livsform med fossil energi anvendt til boligopvarmning og individuel biltransport.

Der skal altså ske en hastig omstilling til brug af langt mere vedvarende energi.
Heldigvis er – som resolutionen også gør opmærksom på – teknologien inden for vindkraft og solceller nu så fremskreden, at disse energiformer er ved at være kommercielt konkurrencedygtige i forhold til fossil energi. Men der skal foretages en enorm udbygning af infrastruktur for at omstillingen kan gennemføres.

Resolutionsteksten konstaterer, at på trods af det høje BNP pr indbygger lider USA pt under faldende gennemsnitlig levealder. Grundlæggende behov, så som ren luft, rent vand, tilstrækkelig adgang til sundhedsforanstaltninger, boliger, transport og uddannelse, opfyldes ikke for en betydelig del af befolkningen.
Lønningerne er stagneret for den almindelige befolkning henover de seneste 4 årtier. Og samtidig – og forbundet hermed – er der sket en afindustrialisering. Og der er ført en anti-arbejder/antifagforeningspolitik, der har bevirket, at timelønnen overordnet set er stagneret siden 1970’erne trods stigende produktivitet (produktion pr arbejder).
Resolutionsteksten beklager, at de almindelige lønmodtageres forhandlingsmagt (bargaining power) er reduceret, og det har medvirket til stærkt stigende ulighed i det amerikanske samfund, idet lønmodtagernes organisationsmagt ikke har kunnet hamle op med arbejdsgivernes/de selvstændiges organisationsmagt.

Der er nu, efter den store recession, tale om den største indkomstulighed i USA siden 1920’erne:

(A) Den øverste 1 procent af indkomstmodtagerne fik 91 procent af indkomstfremgangen i de første år af indkomsternes stigning efter Den store Recession;
(B) Der er en kæmpemæssig racebestemt ulighed i formuefordelingen, der “beløber sig til en forskel på 20 gange større formue for den gennemsnitlige hvide familie i forhold til den gennemsnitlige sorte familie”
(C) Et kønsmæssigt løngab mellem mænd og kvinder således, at kvinder tjener ca 80 procent af, hvad mænd tjener (målt ved medianen).

Herefter opregner resolutionen i punktform, hvad der kan gøres ved disse problemer.

Resolutionen sætter en ny dagsorden og udviklingsretning for USA i forhold til den hidtidige nyliberale agenda.
Det er forbundsregeringens opgave at gennemføre en grøn New Deal for at bringe drivhusudledninger til ophør. Det skal ske ved en gennemgribende omdannelse af energiforsyningen til rene, vedvarende energiformer.
Der skal laves en universel sundhedsreform med dækning for alle amerikanere, gives jobgarantier og laves gratis højere uddannelser.

Det er et stort skifte i Demokraternes politik i forhold til tidligere, hvor man i klimapolitikken gik ind for handel med CO2-kvoter, dvs erhvervslivet skulle kunne købe sig til udledningsrettigheder. Det har imidlertid været vanskeligt at nå langt med denne markedsmodel for CO2-reduktion.

Resolutionen har ikke udsigt til at kunne blive vedtaget med den nuværende sammensætning af Kongressen.
Dels har Demokraterne kun flertal i Repræsentanternes Hus, dels er en del af dette parti ikke tilhænger af forslaget i den nuværende form. Den demokratiske formand (speaker) i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt om energiomstilling og andre tiltag på det mere snævert klimamæssige område, som det, der bør tages op.

Republikanske kritikere har kaldt forslaget for “socialistisk”. Det ligger da også langt fra den trumpianske højrefløj. Trump har trukket USA ud af Paris-klimaaftalen (COP23).

Om det er “socialistisk” afhænger af, hvad man lægger i det begreb. Hvis man mener, at lighedspolitik og grøn omstilling er socialisme – så ja. Men med en anden begrebsanvendelse må man snarere sige, at det, der lægges op til, mere er en form for styret kapitalisme, end socialisme.
Man kan også kalde det for en vision om en mere levedygtig form for grøn kapitalisme end den liberalkapitalistiske model, der praktiseres i USA i dag.
For Ocasio-Cortez og flere andre af de i 2018 nyvalgte medlemmer af Kongressen er den grønne politik ikke bare en sektorpolitik, energipolitik, på linje med andre sektorpolitikker. Den vedrører tværtimod hele samfundet og skal ses som led i en samfundsændrende politik, hvis problemerne med global opvarmning grundlæggende set skal løses.