Britisk valg – flertalsvalg

Det britiske parlamentsvalg 12.12.19 blev en bragende sejr for Boris Johnson og et lige så bragende nederlag for Labour.:

PartySeatsGainsLossesNetVote shareChangeTotal votes
Conservative364759+6643.6%+1.2%13,941,200
Labour2031355-4232.2%-7.8%10,292,054
Scottish National Party48141+133.9%+0.9%1,242,372
Liberal Democrat11313-1011.5%+4.1%3,675,342
Democratic Unionist Party802-20.8%-0.1%244,128
Sinn Féin711+00.6%-0.2%181,853
Plaid Cymru400+00.5%+0%153,265
Social Democratic and Labour Party220+20.4%+0.1%118,737
Green100+02.7%+1.1%864,743
Alliance110+10.4%+0.2%134,115
Brexit000+02%+2%642,303
Ind0023-230.6%+0.2%196,843
Change005-50%+0%10,006
Other000+00.8%-1.6%263,556

National turnout (valgdeltagelse i pct af stemmeberettigede vælgere i hele landet): 67.25%

Johnson og De Konservative fik med 364 seats(mandater) absolut flertal (over 326 mandater) i Underhuset. Labour fik det dårligste valg siden 1935. En væsentlig baggrund er, at de afgørende swingvælgere i denne valgmåde med flertalsvalg i enkeltmandskredse har ønsket Brexit afgjort.

Kilde: Daily Mail

De Konservative har vundet mange stemmer i arbejdervalgkredse, hvor der var stort flertal for Brexit ved folkeafstemningen. Johnsons budskab har været enkelt: Let’s get Brexit Done, hvorimod det har været et mere komplekst budskab, Labour er kommet med, hvor man har forsøgt at gøre nedskæringspolitikken (austerity-politik) i over 10 år til væsentligt tema, og man ydermere har foreslået en ekstra folkeafstemning efter ny forhandling i Bruxelles. Det kunne synes oplagt, når folkeafstemningen gav resultatet 52-48, og der dermed sker en (u)demokratisk overkøring af de 48 pct, der har stemt remain.

Som man kan se på tallene, giver den britiske valgmåde fortsat anledning til problemer om forholdet mellem repræsentation af vælgerholdningerne i forhold til stemmeandele. F.eks. får De Grønne kun 1 mandat, hvor de ville være berettiget til langt flere (17-18), hvis der havde været forholdstalsvalg. Liberaldemokraterne får 11 mandater. Ved forholdstalsvalg ville de have fået 11,5 % af 650, eller over 70 mandater. Den liberaldemokratiske leder Jo Swinson blev ikke valgt. Hun tabte i sin valgkreds til en skotsk nationalist med knap et par hundrede stemmer.

Udviklingen i vælgerholdninger og politikerstrategier op til valget

Resultatet har ført til konservativ gennembrydning af det, man kalder “den røde mur”, Labours “sikre” bastioner i Midt, -Nord og Nordøstengland. Det kunne ligne et gennembrud for nationalkonservativ populisme a la Donald Trumps blandt arbejdervælgere i de amerikanske nordøstlige og midtvestlige industristater i 2016. Det er dog lidt anderledes i det britiske tilfælde.
Iagttagere af opinionsmålingerne op til valget hæfter sig ved, at de har haft tendens til at dele sig i to hovedkategorier, de, der forudsagde et muligt dødt løb (Hung Parliament) og de, der forudså en sejr til Boris Johnson lidt a la det faktiske valgresultat. Det afgørende har her været at få Brexit-sagen afgjort, en sag, der har redet briter som en mare i 3 1/2 år.
Èn tradition i vælgeradfærdssociologi arbejder med hypoteser om den irrationelle vælger.
Vælgerens stillingtagen og endelige valg er ikke alene et resultat af, hvordan det vil gå med pengepungen (både samfundets og den enkeltes), men kan være et resultat af følelsesstrømninger i dybere lag af psyken. I den sammenhæng tvinges vælgeren psykisk ind i en skruestik, når der kræves et binært valg (valg mellem kun to alternativer): Either You’re in, or You’re out of the EU. Man kan ikke både være med i EU og udenfor. Men det er i virkeligheden, hvad mange vælgere ubevidst ønsker. De vil både være med og ikke med. De vil ikke være med i en klub, der består af Bruxelles-bureaukratiet og højrøvede franske frog-eaters. Men de vil gerne være med, når talen er om nordiske velfærdsdemokratier og miljøsamarbejde.
Og i den sammenhæng har det ikke hjulpet, at man føler, landet er blevet til grin og det hæderkronede Westminsterdemokrati er trukket igennem sølet af den 3 1/2 år lange Brexit-proces.

meningsmaalindex

Det er ikke nødvendigvis sådan, at dødt-løb forudsigelserne var ukorrekte, men snarere sådan, at de to tendenser i målingerne har afspejlet en faktisk stor volatilitet i vælgerholdningerne. Mange har været i tvivl og besluttede sig først til sidst. Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at indeks over gennemsnit af meningsmålinger rammer relativt tæt på valgresultatet. Se f.eks. The Guardians indeks over gennemsnit af målinger:

Kilde: The Guardian.

Det voksende gab mellem Labour og Liberaldemokraterne afspejler formodentlig, at Remain-tilhængere samler sig omkring Corbyn, hvor de i starten af oktober snarere var tilbøjelige til at gøre Jo Swinson fra LibDems til bannerfører for det synspunkt. Det er denne polaritet, som Corbyn kunne have udnyttet til at få en mere fokuseret kampagne.

Boris Johnson har nok i højere grad været heldig med at skabe sig et klart fokus, der har samlet op på vælgere. Han har bevæget sig imod midten, jvf omtalen nedenfor at hans simple valgprogram. Han har skabt enkle symbolpolitiske slogans: Get Brexit Done. One-Nation Britain, The People’s Government.
Han har dermed udfyldt noget af den tomme plads inde i centrum, der er opstået igennem Corbyns markante valgmanifest og relativt svært gennemskuelige Brexit-politik.
Johnson har endvidere opfanget mulighederne i det, sociologiske teorier om vælgeradfærd kalder affektiv polarisering. Den traditionelle klassepolitik/klassebevidsthed, som ellers har spillet en stor rolle i britisk politik er ved Brexit-valget blevet afløst af: Hvilke naboers/arbejdskammeraters livsstil og holdninger kan jeg bedst lide?
Affektiv polarisering betyder, at vælgerne positionerer sig i modpoler i forhold til hinanden ud fra, hvem de følelsesmæssigt er tættest på. Lige som man gerne bor tæt på dem, man godt “kan lide”, fordi der er kulturelle og adfærdsmæssige fællestræk, så vil man også være tilbøjelig til at stemme på samme måde som dem, “man ligner” socialt, kulturelt og ideologisk/værdimæssigt.
Hypotesen om affektiv polarisering er brugt til at forklare den voksende tendens til populisme, man har set i de vestlige lande i de senere år. Man definerer sig f.eks. som værende en “del af folket”, – og altså anderledes end eliten, der bor i attraktive forstæder eller i gentrificerede kvarterer og boliger i storbyernes midte. Man er lettere “ofre” for billig arbejdskraft udefra, der kommer ind i landet som følge af åbne grænser og globalisering. Så hellere stemme på f.eks. karismatiske populister end på “socialistiske” politikere, der opfattes som en del af eliten.

Hvordan samle en splittet nation?

En væsentlig sideproblematik er dog nu, om Det forenede Kongerige (United Kingdom) fremover vil kunne holde sammen. For det første er der det skotske “problem”. SNP, det skotske nationalistparti, er gået pænt frem og har næsten lavet rent bord i Skotlands Westminstervalgkredse, dvs de skotske Underhusvalgkredse. Og lederen Nicola Sturgeon har krævet ny folkeafstemning om skotsk selvstændighed. Og for det andet er Unionisterne (DUP) i Nordirland gået tilbage, mens de, der vil selvstændighed/sammenslutning med Irland, er gået frem (Sinn Fein og SDLP).

Peoplesgov

I sin første tale om eftermiddagen 13.12.gjorde Boris Johnson meget ud af, hvordan han vil samle nationen.
Og han brugte igen udtrykket The People’s Government (for øvrigt hugget fra Labour) og understregede, at sparepolitikken er overstået. Der skal bl.a. investeres i 100.000 offentligt ansatte (“varme hænder”) i skoler, politi og det offentlige sundhedsvæsen (National Health Service).

(Uddrag fra Valgmanifest 2019):
I guarantee:

Extra funding for the NHS, with 50,000 more nurses and 50 million more GP surgery appointments a year.

20,000 more police and tougher sentencing for criminals.

An Australian-style points-based system to control immigration.

Millions more invested every week in science, schools, apprenticeships and infrastructure while controlling debt.

Reaching Net Zero by 2050 with investment in clean energy solutions and green infrastructure to reduce carbon emissions and pollution.

We will not raise the rate of income tax, VAT (moms) or National Insurance.

Election Manifesto 2019

Tory-toff (“hård konservativ”), Caring Conservative (Socialkonservativ) eller pragmatisk populist?

Og hvad med arven efter Margaret Thatcher?
Der er intet i det korte manifest om det elendigt fungerende britiske arbejdsmarked, hvor der godt nok er skabt arbejdspladser under konjunkturforbedringen efter finanskrisen, men hvor en stor og stigende del af arbejdsstyrken er ansat på de såkaldte zero-hour kontrakter, som stort set ingen rettigheder giver til arbejdstagerne, og hvor lønnen er af en størrelse, der gør det svært at overleve med de leveomkostninger, der er i dagens England. Prækariatet er vokset kraftigt det sidste tiår.
Der er heller ikke noget om det forfærdelige britiske boligmarked, hvor det bliver vanskeligere for unge og for lave indkomster at få fodfæste, og hvor lejerne er udsat for vilkårlig behandling. Der er heller ikke noget om “Udkantsstorbritannien”, og hvordan de massive underudviklingsproblemer i de områder kan afhjælpes.
Men pludselig er det gået op for Johnson, at en stor del af de mennesker, der bor der, har stemt på ham (p.g.a. “Get Brexit done”), og han måske skal gøre noget for at holde på denne vælgergruppe. Så derfor flettes der noget ind i talen om, hvordan han føler sig inspireret af overgangen fra fordums generationer til de nuværende, som kan finde på at stemme konservativt.
Det virker som om, der er skudt fra hoften i de meget korte og delvist tilfældige løfter, der er linet op i valgmanifestet.

Lidt lov og orden er jo altid godt i disse tider. Om så 20.000 ekstra bobbies vil gøre det, kan diskuteres.

Det kan lyde af mulige meget store udgifter i pkt 1 m.fl., – og skatten må ikke stige, hverken indkomstskat, moms eller obligatoriske bidrag til socialforsikringerne, men husk på, der skal divideres med mere end 10, hvis man vil sammenligne med danske forhold. Dermed er det ikke meget andet end lidt genopretning i forhold til de skader, sparepolitikken fra 2010-19 har anrettede på den britiske velfærdsstat.
Hvis der for alvor skal gøres noget ved det, er det nødvendigt med et anderledes systematisk bud på, hvordan velfærdssamfundet kan bringes på fode igen.

Men ingen tvivl om, at der nu lægges op til en ny gammel retning for konservativt styre i landet.
Johnson, der har været Londons borgmester i et par valgperioder, og som nok har erhvervet en vis portion pragmatisme igennem dette arbejde, er det, man kalder one-nation tory (et-nations konservativ).
Der skal ikke føres politik for èn eller få sociale grupper, men for hele folket. Det er blevet kaldt en form for patriarkalsk politisk konservatisme, hvor fader stat (patriarken) har til opgave at sørge for, at der ikke er nogen, der lider virkelig nød. Det kan minde om det, man kalder social-konservativ, men med tydelige islæt af nationalkonservatisme.
Det kan diskuteres, om Johnson virkelig ønsker en mere konsekvent social genopretningspolitik gennemført, eller om han vil lade det blive ved lidt populistisk ambullancetjeneste over for tilfældigt udvalgte sociale problematikker?
Det vil nok bl.a. komme til at afhænge af, at økonomien ikke tanker helt, når og hvis vanskelighederne med at lave frihandelsområder i stor stil tårner sig for meget op, og Londons Citys finansvirksomheder migrerer til kontinentet i større omfang. Who knows?

Brexit Done! – og hvad så bagefter?

Men m.h.t. det første er der åbenbart hjælp på vej

USA’s præsident Donald Trump var ude med en tweet ikke længe efter valgresultatet var kendt:

DonaldBoristweet

 De to frie fugle kan altså nu gå sammen om at lave “en massiv ny handelsaftale efter BREXIT.” Og når det nu er Trump, så vil den selvfølgelig have “potentiale til at blive langt større og mere udbyttegivende end nogen aftale, der kunne laves med EU.”

Som sædvanlig overgår Donald Trump sig selv i verbal svulstighed. Det, han laver, kan blive et bjørnehug, mere end et venne-embrace, som det da også blev dokumenteret i valgkampen, hvor rapporter om USA’ tanker om, hvordan de amerikanske servicegiganter, bl.a. på sundhedsområdet og transportområdet kan komme ind og udnytte det “lukrative” potentiale og dreje det britiske samfund i en retning, de fleste briter nok helst vil være foruden.

Det kan gå hen og blive Thatcher ad bagvejen.

Det afgørende problem for Boris Johnson bliver fremover, at “Brexit will be done” – og hvad så bagefter?
Der er en overgangsperiode på et år, og så kan det hele ende i en hård brexit – med store problemer for britisk økonomi. Allerede i 2019 har man oplevet et betydeligt fald i f.eks. britisk bilproduktion og -eksport. Af-industrialiseringen af britisk økonomi kan fortsætte – denne gang uden at man har noget andet at erstatte den faldende industrisektors beskæftigelse med. Den ellers så givtige britiske finanssektor står over for en fraflytning til kontinentet og mulige gigantiske proportioner, hvis det ikke lykkes at opretholde Indre Markedsreglerne for sektoren, hvad der vil kunne få alvorlige følger for britisk økonomi.

“Moderne” økonomisk teori – gammel vin på nye flasker?

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal (omtalt mere udførligt herunder).
For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

GRØN NEW DEAL

Forslag til Grøn New Deal blev fremlagt for Repræsentanternes Hus af et af de nyvalgte demokratiske Kongresmedlemmer Ms. OCASIO-CORTEZ. Det var ved fremlæggelsen støttet af 60 repræsentanter (medlemmer af House of Representatives) og 10 senatorer.

Det er udformet som en resolution, der opfordrer til handling/lovgivning inden for klimaområdet. Det består af forslag til grøn økonomisk omstilling af det amerikanske samfund.

Betegnelsen New Deal er bevidst valgt. Det refererer til den New Deal, som præsident Franklin D. Roosevelt fremlagde i 1930’erne efter en lang periode med økonomisk stagnation og stigende ulighed i det amerikanske samfund. Ligesom dengang er det et opgør med en herskende nyliberal ideologi. Roosevelts New Deal førte til vedtagelse af offentlige arbejder, velfærdsforanstaltninger (arbejdsløshedsunderstøttelse, social security m.m.) og til en langt mere progressiv beskatning, dvs procentvist stigende skatteskala for højere indkomster.

Den grønne new deal (“”ny “kontrakt”/fordeling med grøn omstilling””) tager udgangspunkt i FN-rapporten fra 2018 ‘‘Special Report on Global Warming of 1.5 degrees Celsius’’  udarbejdet af  FN-organet IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change, ifølge hvilken temperaturstigningen bør holdes på 1,5 – 2 grader. En stigning ud over 2 grader vil føre til voldsomt øgede konsekvenser af klimaændringer (stigning i vandstanden i havene, vilde brande i tørre områder og flere cykloner og storme).  For at undgå det skal der ske:
(A) globale reduktioner i udledning af drivhusgasser på 40 – 60 percent fra 2010 niveau senest i 2030;  og
(B) netto – 0 globale emissioner i 2050.

Resolutionsteksten konstaterer, at USA historisk har været – og er – en af de største udledere af CO2 (20 pct af global udledning). Det hænger sammen med det høje BNP pr indbygger, højt materielt privatforbrug, og en livsform med fossil energi anvendt til boligopvarmning og individuel biltransport.

Der skal altså ske en hastig omstilling til brug af langt mere vedvarende energi.
Heldigvis er – som resolutionen også gør opmærksom på – teknologien inden for vindkraft og solceller nu så fremskreden, at disse energiformer er ved at være kommercielt konkurrencedygtige i forhold til fossil energi. Men der skal foretages en enorm udbygning af infrastruktur for at omstillingen kan gennemføres.

Resolutionsteksten konstaterer, at på trods af det høje BNP pr indbygger lider USA pt under faldende gennemsnitlig levealder. Grundlæggende behov, så som ren luft, rent vand, tilstrækkelig adgang til sundhedsforanstaltninger, boliger, transport og uddannelse, opfyldes ikke for en betydelig del af befolkningen.
Lønningerne er stagneret for den almindelige befolkning henover de seneste 4 årtier. Og samtidig – og forbundet hermed – er der sket en afindustrialisering. Og der er ført en anti-arbejder/antifagforeningspolitik, der har bevirket, at timelønnen overordnet set er stagneret siden 1970’erne trods stigende produktivitet (produktion pr arbejder).
Resolutionsteksten beklager, at de almindelige lønmodtageres forhandlingsmagt (bargaining power) er reduceret, og det har medvirket til stærkt stigende ulighed i det amerikanske samfund, idet lønmodtagernes organisationsmagt ikke har kunnet hamle op med arbejdsgivernes/de selvstændiges organisationsmagt.

Der er nu, efter den store recession, tale om den største indkomstulighed i USA siden 1920’erne:

(A) Den øverste 1 procent af indkomstmodtagerne fik 91 procent af indkomstfremgangen i de første år af indkomsternes stigning efter Den store Recession;
(B) Der er en kæmpemæssig racebestemt ulighed i formuefordelingen, der “beløber sig til en forskel på 20 gange større formue for den gennemsnitlige hvide familie i forhold til den gennemsnitlige sorte familie”
(C) Et kønsmæssigt løngab mellem mænd og kvinder således, at kvinder tjener ca 80 procent af, hvad mænd tjener (målt ved medianen).

Herefter opregner resolutionen i punktform, hvad der kan gøres ved disse problemer.

Resolutionen sætter en ny dagsorden og udviklingsretning for USA i forhold til den hidtidige nyliberale agenda.
Det er forbundsregeringens opgave at gennemføre en grøn New Deal for at bringe drivhusudledninger til ophør. Det skal ske ved en gennemgribende omdannelse af energiforsyningen til rene, vedvarende energiformer.
Der skal laves en universel sundhedsreform med dækning for alle amerikanere, gives jobgarantier og laves gratis højere uddannelser.

Det er et stort skifte i Demokraternes politik i forhold til tidligere, hvor man i klimapolitikken gik ind for handel med CO2-kvoter, dvs erhvervslivet skulle kunne købe sig til udledningsrettigheder. Det har imidlertid været vanskeligt at nå langt med denne markedsmodel for CO2-reduktion.

Resolutionen har ikke udsigt til at kunne blive vedtaget med den nuværende sammensætning af Kongressen.
Dels har Demokraterne kun flertal i Repræsentanternes Hus, dels er en del af dette parti ikke tilhænger af forslaget i den nuværende form. Den demokratiske formand (speaker) i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt om energiomstilling og andre tiltag på det mere snævert klimamæssige område, som det, der bør tages op.

Republikanske kritikere har kaldt forslaget for “socialistisk”. Det ligger da også langt fra den trumpianske højrefløj. Trump har trukket USA ud af Paris-klimaaftalen (COP23).

Om det er “socialistisk” afhænger af, hvad man lægger i det begreb. Hvis man mener, at lighedspolitik og grøn omstilling er socialisme – så ja. Men med en anden begrebsanvendelse må man snarere sige, at det, der lægges op til, mere er en form for styret kapitalisme, end socialisme.
Man kan også kalde det for en vision om en mere levedygtig form for grøn kapitalisme end den liberalkapitalistiske model, der praktiseres i USA i dag.
For Ocasio-Cortez og flere andre af de i 2018 nyvalgte medlemmer af Kongressen er den grønne politik ikke bare en sektorpolitik, energipolitik, på linje med andre sektorpolitikker. Den vedrører tværtimod hele samfundet og skal ses som led i en samfundsændrende politik, hvis problemerne med global opvarmning grundlæggende set skal løses.