Politik

POLITIKINDLEDNING

Kapitlet forsøger at indkredse, hvad politik er. Politik drejer sig dels om at tage beslutninger på et lands vegne (repræsentativt demokrati), dels om at påvirke samfundets kultur og værdier.

Politiske systemer fungerer efter et sæt af regler, der beskriver, hvordan der skal tages beslutninger, af hvem og for hvem. Det kaldes den formelle struktur. Reelt fungerer systemet også efter uskrevne regler. Den formelle struktur er beskrevet i forfatningen (grundloven).

Danmark er formelt set et konstitutionelt monarki, dvs der er kongedømme, og det er beskrevet i forfatningen, hvilke magtbeføjelser monarken (kongen eller dronningen) har. Reelt har monarken stort set ingen magt. Magten ligger hos regering og folketing.

Hvorfor har man i Danmark et kongehus og ikke en præsident, selv om Kongen/Dronningen ikke længere bestemmer noget?
Historien spiller en stor rolle for, om man har konstitutionelt monarki eller republik med en præsident.

Der er et kongehus, og det kan være besværligt at skulle lave en republik og få valgt en præsident, og da den siddende monark (Dronning) vel i de flestes øjne gør det meget godt, hvorfor så gøre et problem ud af det?

1.1 Hvad handler politik om?


Hvordan prioritere offentlige udgifter?: Skal samfundet bruge penge på en præsident eller et kongehus?

Det drejer sig om både økonomi og politik. Økonomi er det økonomiske valg og konsekvenserne af det. Politik er den politiske beslutning om, at monarkiet opretholdes – indtil videre.
Man kan også påstå, at diskussionen drejer sig om sociologi, f.eks. vore værdier og vor nationale identitet. Det kan godt være, vi ikke beskæftiger os med Kongehuset i det daglige, men den dag vi strander i udlandet uden penge og møder op på den lokale ambassade, kan det meget vel være, at det første vi får øje på inde i ambassadebygningen er et portræt af den kongelige familie. Det er en del af den nationale identitet på godt eller ondt.

Definitioner af politik

Politik drejer sig om den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund (David Easton)

Politik handler om den samfundsmæssige økonomiske og værdimæssige prioritering

Politik er en kamp om at føre den dominerende politiske diskurs i samfundet

Til at forstå politikdefinitionerne inde i kassen, kan vi fortsætte med kongeeksemplet. Nogle (autoriteter) har bestemt, at der er et kongehus i Danmark og ikke en præsident. De har foretaget en beslutning om fordeling: Vi er som skatteborgere tvunget til at betale til et kongehus (apanage m.m.).
Der er også foretaget en prioritering. Prioritering betyder, at noget skal komme før noget andet. Når der bevilges penge til et nyt stort sygehus, er det dermed også besluttet, at så er der færre penge til andre formål.

Og diskurs? Diskurs betyder måden, man taler om ting på. Den måde, vi taler om monarkiets rolle i vort demokrati, kan siges at være en del af vor demokratidiskurs, altså vores måde at tale om demokrati på. Vi siger ikke, at vi har en enevældig konge (absolut monarki), men at vi har et konstitutionelt monarki, dvs et monarki, hvor monarkens magt er begrænset af forfatningens bestemmelser.

Og man kan fortsætte: Politik drejer sig om kampen til at bestemme, hvilke kollektive beslutninger der tages i samfundet. Men hov: Er det ikke folket, der bestemmer, når der er demokrati?
Jo, men hvad med situationen mellem valgene? Og: Hvordan bestemmer de valgte repræsentanter, politikerne?

I tekstboksen er givet to eksempler på definitioner af, hvad politik drejer sig om. Den første er lavet af den kendte amerikanske politolog David Easton. Den anden siger, at politik drejer sig om prioritering, dvs hvad skal komme først: krudt og kugler eller børnehaver?
De to definitioner er forskellige. Men de handler på forskellige måder om magtaspektet. Og selv om den sproglige udformning er forskellig, ligner de hinanden en hel del. Når der laves en autoritativ fordeling af værdier, prioriteres der. Når den er autoritativ, angives det, at det f.eks. er staten, der bestemmer det. Staten har magt til at bestemme. Men hvem bestemmer over statens beslutninger?
I et repræsentativt demokrati er det de repræsentanter (politikere), vælgerne har valgt. Hvis vi altså f.eks. vil afskaffe monarkiet, må det i det repræsentative demokrati ske ved, at der stemmes på politikere, der har afskaffelse af monarkiet på deres program. Eller man må som vælger få partier til at tage dette spørgsmål på som programpunkt (mål for beslutninger).
Politik handler imidlertid også om kampen om samfundets værdier og kultur. Det illustreres med det andet eksempel. Det nye parti Sverigesdemokraterne sagde f.eks. forud for valget til Rigsdagen i 2010, hvor de kom ind for første gang, at samfundet måtte vælge mellem (uhindret) indvandring til Sverige og pensioner til de ældre. Man kunne ikke få råd til begge dele. Det er altså et påstået økonomisk valg. Er dette valg reelt?
Det kan diskuteres, om det er et reelt valg. På stamme tidspunkt var der en debat om indvandring i Storbritannien. Her havde den regerende politiske koalitions dominerende parti, De Konservative, stillet forslag om loft over indvandring. Storbritannien havde ellers indtil da haft ret liberale regler om indvandring. Det foreslåede loft blev kritiseret af økonomer, som sagde, det ville sætte landets økonomiske udviklingsmuligheder tilbage, idet der ville opstå mangel på arbejdskraft, hvis man ikke har en relativt fri adgang til indvandring.
Det påståede nødvendige valg mellem indvandring og pensioner er altså muligvis ikke et nødvendigt valg. Hvad er den påståede prioritering så udtryk for?
Det viser, at politik også drejer sig om argumentation. Hvem kan føre den argumentation frem, som flest vælgere vil fæste lid til? Det parti vil gå frem ved et valg og dermed kunne få lettere adgang til at få politisk magt.
Man kalder denne form for kamp en diskursiv kamp. Man kæmper om at formulere den diskurs (måde at tale om problemerne på), som et flertal af vælgere tror på og dermed giver deres støtte til valg.

1.2 Relevanskriterier

Man kan ofte høre folk sige om politik: “Politik. Det er ikke mig. Det må du ikke spørge mig om”. Det kan betyde én af i hvert fald to ting. Det kan betyde, at man mener, politik ikke gør en forskel. Man mener f.eks., at det kan være ret ligegyldigt, om der sidder en statsminister af den ene eller den anden partifarve. Det har ikke konsekvenser for ens dagligdag.

Det kan også betyde, at man ikke ved noget om politik, og ikke ønsker at vide noget om det.
Er det nu også helt rigtigt, at det ikke gør nogen forskel, om man har en politiker af den ene eller den anden partifarve siddende som regeringschef?

Når vi stiller disse spørgsmål og begynder at finde svar på dem, har vi allerede bevæget os ind i en politisk diskussion. Lad os se på et eksempel på en begivenhed, der umiddelbart ser ret upolitisk ud, men som måske alligevel er politik.

I slutningen af april 2010 eksploderede en BP boreplatform i den mexicanske golf, og olien begyndte at løbe ud fra borehullet i 1,5 km’s dybde under havoverfladen. Flere hundrede tusinder liter råolie løb ud i havet hvert døgn og truede dyreliv og lokale fiskeres erhvervsmuligheder. Det var en økologisk katastrofe af enorme proportioner. BP, et af verdens største olieselskaber, gik straks i gang med at stoppe hullet. Først sænkede man en slags betonkabine ned, som skulle indkapsle hullet. Det lykkedes ikke. Dernæst forsøgte man at stoppe beton direkte i hullet. Det gik heller ikke. Efterhånden var der gået en måned, og olien strømmede stadig ud. De amerikanske myndigheder blev bekymrede. Offentlighedens søgelys rettede sig mere og mere imod de øverste ansvarlige: Præsidenten, USA’s miljømyndigheder og Den amerikanske Kystvagt. Hvorfor varetog man ikke et ansvar for at redde miljøet?
Sagen illustrerer problematikken omkring forholdet mellem økonomi og politik, imellem privat sektor og offentlig sektor. Og den rejser problemet omkring politisk styring og ansvar. Den amerikanske præsident holdt taler, hvor han forsøgte at holde BP fast på sit ansvar for at rydde op og betale erstatning til de skadevoldte. Men hvad nu, hvis virksomheden ikke gjorde dette i fornødent omfang? En stat kan i sidste instans råde over betydelig større ressourcer end en privat virksomhed, også selv om det drejer sig om et meget stort multinationalt olieselskab. Og måske var denne miljøkatastrofe af et omfang, hvor man straks fra den amerikanske stats side burde have ageret og ikke overladt det til en privat virksomhed at ”rydde op” efter sig?

Når man spørger om, hvad politik drejer sig om, kan man få næsten lige så mange svar, som der er politiske teoretikere. Nogle vil hæfte sig ved staten og de politiske partier, andre ved beslutninger, og atter andre ved holdninger og meninger, og hvordan disse kommunikeres. Der er ingen tvivl om, at BP-olieudslippet blev politik på et højt plan med masser af forgreningsmuligheder. Hvordan ville vælgerne reagere, hvis politikerne ikke levede op til deres ansvar? Samtidig kan denne problematik være vanskelig i netop en amerikansk sammenhæng, fordi man her har den opfattelse, at staten ikke skal blande sig i så meget. Det er et spørgsmål om ideologi (privat ctr. offentlig).
At politik også bl.a. er en kamp om den økonomiske fordeling, vil nok de færreste sætte spørgsmålstegn ved. – Hvor meget skal vi betale i skat? Hvordan skal skatterne fordeles? Hvor meget skal samfundet give i pensioner, bistandshjælp, SU?

En stor del af de beslutninger, der vedtages i Folketinget, har økonomiske konsekvenser. Vedtages f.eks. en ny straffelov, der fastsætter længere straffe, så får det økonomiske konsekvenser, når det f.eks. bevirker, at der skal skaffes flere fængselspladser.
Der sker altså en autoritativ fordeling af værdier. Det ”autoritative” ligger i, at det er Folketinget, der beslutter det, og at borgerne betragter beslutningen som legitim. ”Værdier” kan imidlertid godt være andet end økonomiske værdier.

Figur 1: Eastonmodel af det politiske system

Anm: Inputs: Det, der kommer ind. Outputs: Det, der kommer ud. Det er det politiske system næsten som en pølsemaskine, der beskrives i figuren. Der proppes noget ind, og det kommer ud igen i en forarbejdet form. Det er som regel i omgivelserne, der sker noget, som bevirker, at der proppes nyt ind i systemet.

I praksis kan modellen anvendes således:Konflikterne i Verden leverer stof til det politiske system. Der kommer et øget antal asylsøgere til Danmark. Det stiller krav til systemet om udbygning af asyl- og indvandrerpolitikken. Der kommer øgede udgifter på finansloven til opførelse af asylcentre. Det skaber måske uro i dele af befolkningen. Det fører til politikudvikling i de politiske partier, etc. Tilbagekobling: Der reageres på det, der vedtages i systemet, f.eks. flygtningepolitikken. Det fører til nye krav. Et andet eksempel kunne være globaliseringen: Der sker udflytning af arbejdspladser til udlandet. Det fører til krav til det politiske system om tiltag, der kan sikre jobbene.

Ifølge David Easton rejses der krav til ethvert politisk system. Det kan f.eks. være de studerende, der vil have mere i SU. Kravet behandles af de politiske myndigheder (folketing, ministerier, regering). Måske bliver kravet afvist. Måske bliver det imødekommet. I det sidste tilfælde altså som et output (resultat) i form af en ændring af loven om uddannelsesstøtte og finansloven. Hvis kravet afvises, henvises måske til det internationale system: Danmark har et af verdens bedste uddannelsesstøttesystemer, og af den grund vil man måske ikke give mere. Måske siger man, at den danske velfærdsstat bliver for dyr, så dyr, at det kan blive svært for danske virksomheder at klare sig i den internationale konkurrence. De studerendes organisationer vil måske omvendt sige, at det af samme grund vil være nødvendigt med højere SU, for viden og kompetencer er de vigtigste konkurrenceelementer i den globale økonomi.

Hvordan skal sagen om olieudslippet i den mexicanske Golf i 2010 ses ud fra figur 1? Hvordan spiller miljøfaktorer en rolle? Er det en økonomi, der er blevet ”hooked” på olie, der forårsager problemet?

Uden støtte kan det politiske system risikere at bryde sammen. Det politiske system støttes på mange måder, f.eks. når vi stemmer ved valg. Når vi stemmer, deltager vi og viser derved en form for opbakning til det demokratiske politiske system.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at Eastons definition af politik er analytisk. Vi kan se det politiske system, når vi f.eks. kigger på Christiansborg, hvor Folketinget har til huse, men en stor del af det politiske system kan vi ikke se med det blotte øje. Det politiske system udgøres altså af alle de aspekter af handlinger, der har konsekvenser for den ”autoritative fordeling af værdier”.
Det er altså også en del af det politiske system, når man f.eks. diskuterer politik ved middagsbordet. Der foregår jo her en socialisation (påvirkning/opdragelse) til en bestemt opfattelse af politik og til bestemte politiske roller. En sofavælger kan ses som et resultat af én type socialisation, en politisk aktivist som et resultat af en anden type socialisation. De fleste handlinger har både et politisk og et ikke-politisk aspekt. Hvor politologen vil interessere sig for den politiske socialisation, der sker under samtalen ved middagsbordet (eller mangelen på politisk socialisation), så vil biologen interessere sig for fordøjelsen, der sker under og efter indtagelsen af maden. Den er ikke nødvendigvis politisk, men kan dog være det, hvis man f.eks. interesserer sig for den pågældende familie som ”grønne forbrugere” el. lign. Eller man mener, at den såkaldte fedmeepidemi har en samfundsmæssig forklaring.

Eastons systemteori er blevet kritiseret for, at den går uden om konflikterne. Den viser, hvad der skal til af støtte for, at systemet kan bevares. Men hvad nu, hvis systemet skal laves om? Hvad nu hvis der skal laves revolution, og der skal indføres et andet samfundssystem. Hvordan laver man en politikdefinition, der dækker det? Politik drejer sig om ”folkets kamp imod eliten”? – eller lignende? For at løse miljøkrisen er det ”nødvendigt at udvikle ny former for politik”.
Måske vil de, der forsøger at udvikle et politikbegreb for samfundsforandring opdage, at de er imod nogle magtformer, der ikke umiddelbart var til at få øje på. De kan være oppe imod det, nogle teoretikere kalder strukturmagt.

Strukturmagt er den magt, der så at sige er ”bygget ind i samfundet i forvejen”. Den er svær at få øje på med det blotte øje. Det gør, at der skal anvendes en speciel metode til at undersøge den. Det er ikke nok at kigge på virkeligheden i snæver forstand.
     Hvis man bruger den franske filosof Michel Foucaults (1926 – 84) metode, så siger man, at måden, vi ser virkeligheden på, er præget af det sprog, vi bruger. Det gælder også den økonomiske virkelighed.  

Opinionen har magten – men hvem kører med den?

Ordet ”opinion” betyder ”mening”. Ordene ”offentlig opinion” kan ligeledes oversættes til den ”offentlige mening”. Den offentlige opinion dannes ofte på næsten uforklarlig vis. Hvem kan bestemme, at visse sager popper op på en bestemt måde, og der danner sig en offentlig mening om dem, hvis vigtighed er indiskutabel?

Det er klart, at mediernes dagsorden for, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt, kan spille en stor rolle for det.

I sommeren 2010 var den danske nation meget optaget at at diskutere to kvindelige toppolitikere og henholdsvis den enes (Socialdemokraternes leder Helle Thorning Schmidt) mands skatteforhold og den andens (udenrigsminister Lene Espersens) negligering af formodet vigtige møder. Det var noget, alle forventedes at have en mening om. Da det senere viste sig, at skattesagen ikke havde noget på sig, og at også andre udenrigsministre ikke var mødt frem til en del internationale møder, tabte den offentlige opinion interessen for sagerne, og de døde ud.
Hvad der har gjort, at de to sager blev vigtige, vil kræve en grundig undersøgelse, men det siger lidt om uforudsigeligheden i den offentlige opinion.
Den offentlige opinion undersøges efterhånden meget ofte igennem et væld af opinionsundersøgelser, hvor udsnit af befolkningen på 1000 – 2000 personer spørges om deres holdning til diverse emner.

Kampen om magten foregår på mange måder. Det er et vigtigt spørgsmål for politologien at undersøge den politiske magt og de måder, der kæmpes om den på.