Retssamfund

Demokrati er ufuldstændig uden, at man også får set på individets rettigheder.

Denne kamp var tidligt en del af liberal politisk tænkning. Det gjaldt om at sikre borgernes rettigheder over for f.eks. en enevældig kongemagt.

I det 21. århundrede er det blevet en kamp om at sikre borgernes interesse i beskyttelse af privatlivets fred over for en Big Brother stat, der har fået et væld af nye muligheder, som de nye teknologier, til at overvåge. Det omfattende system af overvågning, som udføres af NSA (National Security Agency) blev afsløret i 2013, da den amerikanske computerspecialist Edward Snowden, der var ansat i de amerikanske efterretningstjenester, afslørede den omfattende overvågning af ikke alene amerikanere, men også udlændinge.

Hvad er et retssamfund?

Et af de grundlæggende principper for retssamfund er magtens tredeling, der blev formuleret af liberale filosoffer som Locke og Montesquieu.

Individets retsstilling sikres af, at der er et uafhængigt domstolsystem (The Judiciary), jvf figuren ovenover. Hvis den udøvende magt eller dens forlængelse (f.eks. justitsvæsen/politi) anholder en borger, har denne ret til at få en domstol til at afgøre, om anholdelsen er berettiget. 
   Hvis Skat bestemmer, at en privat borger skal betale mere i skat, end denne borger selv skønner er rimeligt ud fra egen opfattelse af indtægterne til beskatning, kan borgeren få den administrative afgørelse prøvet ved en domstol, hvor domstolen så ved en uafhængig vurdering lægger skatteloven, som er vedtaget af parlamentet (og dermed indirekte af borgerne som vælgere), til grund.
   Domstolene skal være uafhængige, og dommerne ubestikkelige. Det kan f.eks. sikres ved, at de er vanskelige at fyre, når de først er blevet ansat/udnævnt.
   Det er disse principper, der ligger til grund for det, man kalder et retssamfund. Der skal være lighed for loven for alle borgere, dvs man skal f.eks. ikke kunne få specialbehandling, fordi man ”kender nogen” eller har mange penge.

Hvad er en stat?
Den kan defineres ved de(n) myndighed(er), der har magt til at lave regler for, styre og udøve jurisdiktion over et geografisk område. Når den tredelte magt udøves over et givent territorium og en befolkning, og det sker under iagttagelse af borgernes juridiske rettigheder, vil man formelt set kalde det en retsstat.
Der skal dog en del mere end formalia til, hvis man også reelt skal titulere det som en retsstat. Man kan altså også skelne imellem retten, som den er formelt på den ene side, og på den anden side uformel ret (de uskrevne regler).   

Borgerrettigheder og menneskerettigheder

Der kan skelnes mellem borgerrettigheder og menneskerettigheder. Borgerrettigheder er rettigheder, individerne har i medfør af statens lovgivning, herunder grundlov/forfatningslov. Borgerrettigheder kan være sikret i et lands forfatning. Lovgivningen skal da afspejle forfatningen, idet det forholder sig sådan, at forfatningen/grundloven normalt er den overordnede lov, der giver grundlæggende rettigheder i forhold til lovene. Grundloven foreskriver, hvordan love bliver til, og hvilken underordnet status love har i forhold til grundloven. Det følger heraf, at uafhængige domstole kan prøve loves grundlovsmedholdelighed, og altså beskytte borgere juridisk i forhold til statsmagten.

Menneskerettigheder er et mere omfattende begreb. De er blevet opfattet som naturlige rettigheder, som man har i sin egenskab af menneske. Menneskerettigheder kan også være defineret politisk og juridisk, idet de kan være indlagt i en stats lovgivning, og de optræder i internationale konventioner. Internationale konventioner kan være forpligtende for lande, der har underskrevet dem. Herved kan menneskerettigheder kom ind som gældende juridiske regler i landes lovgivning.

Der er to grundlæggende syn på menneskerettigheder m.h.t., hvordan de er blevet til, og hvad de gælder. De kan opfattes som universelle (generelt og alment gyldige). Som sådan påstås de at gælde overalt og til alle tider. De kan også opfattes som historiske konstruktioner, produceret i, og afhængig af, den tid og det samfund, de er blevet til i. Det vil f.eks. være meningsløst at tale om universelle menneskerettigheder i slavesamfundet. Det kan højst have været en idé hos nogle, ikke regler, der gjaldt.

Borgerrettigheder

Et af de første nedskrevne dokumenter, hvor staten sikrede borgeres rettigheder, er Magna Carta fra 1215, hvor den engelsk konge proklamerede visse friheder for borgerne og accepterede, at der var nogle grænser for hans skønsmæssige udøvelse af kongemagt. Ingen ”fri borger” (trælle/livegne ikke omfattet) skulle kunne straffes uden, at det skulle være med udgangspunkt i lovgivningen.  Det vil sige, at her blev visse retsstatsprincipper grundlagt.

Den såkaldte habeas corpus rettighed  er udsprunget af engelsk ret. Det betyder egentlig ”kom med kroppen”, altså bringe fangen frem for en dommer. Det er  altså en ret til at blive stillet for en dommer, der afgør, om der er grundlag for at opretholde en fængsling. Det er i dag et anerkendt retsprincip i mange lande og ses som afgørende for, at man har et retssamfund (rule of law).  Ifølge den danske grundlov skal man stilles for en dommer inden for 24 timer efter en arrestation (”grundlovsforhør”).

Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 indeholder en grundlæggende erklæring om menneskerettigheder:

…Alle mennesker er skabt lige. De er udstyret fra deres skabers hånd med visse umistelige rettigheder, hvoriblandt er retten til liv, frihed og forfølgelse af lykken (pursuit of happiness). For at sikre disse rettigheder skal et styre være skabt af og blandt mennesker, og det afleder sin retfærdige magt af de regeredes accept (consent of the governed).  – Og det er sådan, at nårsomhelst en hvilken som helst type af styre tilsidesætter disse hensyn, så er det folkets ret at ændre eller fjerne styret. ….(Declaration of Independence)

Her fastsættes, at det er mennesker, der står bag et styre. Det afleder ikke sin magt fra Gud.
    At alle mennesker er skabt lige, betyder naturligvis, at de er skabt med lige muligheder – ikke at de er lige som resultat.
    Men det er væsentligt at se, at disse principper, som kolonisterne i de nordamerikanske stater udarbejdede i opposition til den engelske konge, indeholder princippet om, at en regering, et styre, skal styre under udøvelse af legitimitet (accept) fra folket, og at folket har ret til at fjerne styret, hvis dette mål ikke er opnået.

Den amerikanske forfatning blev tiltrådt i 1787, og den blev senere suppleret med Amendments (tilføjelser/ændringer) som definerede forskellige borgerrettigheder. Den første gav f.eks. beskyttelse af ytringsfrihed og ret til at forsamle sig. Den anden gav ”ret til bære våben”, hvad der nok mere kunne være praktisk i Det vilde Vesten end som noget, der modsvarer et moderne samfunds behov. Ikke desto mindre har denne rettighed overlevet og dannet grundlag for den højreorienteret NRA (National Rifle Association).

Amendment 4 giver ret til privatlivets fred, herunder sikkerhed for ikke at blive udsat for ransagninger eller beslaglæggelse (seizure) af  deres hjem, papirer og effekter

Husundersøgelse (inklusive evt aflytning, overvågning m.v.) kan kun ske med gyldig grund –  upon probable cause, supported by Oath or affirmation, and particularly describing the place to be searched, and the persons or things to be seized.  (“med gyldig grund, støttet a fed eller bekræftelse, og specielt m.h.t. beskrivelse af det sted, hvor søgning skal ske og de personer eller ting, der skal beslaglægges”).

Amendment 4 blev grundlag for en kendelse fra en amerikansk føderal dommer, Richard D. Leon, om NSA-aflytning i Snowden-sagen i 2013, hvor han udtalte, at NSA’s dataindsamling infringes on that degree of privacy that the founders enshrined in the Fourth Amendment (”krænker/gør indhug i den grad af privatlivsbeskyttelse, som de grundlovgivende fædre fastlagde i den Fjerde Amendment”).  I kendelsen blev bl.a. brugt udtrykket en ”næsten orwelliansk overvågning” (udtrukket stammer fra George Orwells bog 1984).

 
FN’s menneskerettighedsdeklaration

I 1948 udsendte FN sin ”universelle  menneskerettighedsdeklaration”  (Universal Declaration of Human Rights), som har fået betydning for menneskerettighedernes udbredelse, bl.a. igennem de ideer og formuleringer om menneskeret, den indeholder, og igennem udformning af efterfølgende konventioner, som stater har undertegnet, og som derved giver juridiske forpligtelser, der beskytter borgere.

Deklarationen starter med at slå fast, at alle er omfattet af den, ”uanset  race, farve, køn, sprog, religion, politiske eller andre meninger, eller social oprindelse, ejendom, fødsel eller anden status”.  Alle har ret til liv, frihed og beskyttelse af sin persons sikkerhed (security of person), slås det fast i § 3.

Senere fastslås retsstatsprincippet. Det fastslås, at alle har ret til at søge og opnå asyl imod forfølgelse. Ingen kan arbitrært få fravristet sit statsborgerskab.

I § 17 fastslås retten til at eje ejendom, alene eller sammen med andre. Ingen skal arbitrært kunne fratages sin ejendom, siges det videre.

Deklarationen går videre end borgerrettighederne. Den omtaler også socioøkonomiske rettigheder. I artikel 23 retten til arbejde og til en understøttelse, hvis der ikke er arbejde at få. Og det fastslås, at der skal være lige løn for lige arbejde.
    Det fastslås i § 25, at alle skal sikres en ”tilstrækkelig levestandard m.h.t. at sikre rimelig sundhed og livskvalitet (well-being)”. ”Moderskab og barndom skal nyde særlig beskyttelse”.

Disse konventionerne skulle principielt set være bindende for de stater, der har ratificeret (vedtaget) dem
Det er heller ikke en selvfølge, at alle har ret til at ”indtræde i fagforeninger”. Der er lande, hvor der lægges hindringer i vejen for faglig organisering, eller hvor det er forbudt. Eller organiseringen er meningsløs, fordi den finders sted i statsligt dominerede foreninger, hvor der ikke er mulighed for reel interessevaretagelse over for arbejdsgiverne.

Flygtningekonvention

Danmark var det første land,  der ratificerede FN’s flygtningekonvention. Det skete den 4. december 1952. Siden da har i alt 143 lande tilsluttet sig konventionen.

Hvem er flygtning? Artikel 1 i FN’s flygtningkonvention definerer en flygtning som en person, der er flygtet fra sit land og “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse” og derfor ikke er i stand til eller ikke ønsker at vende tilbage dertil. (UNHCR). http://www.unhcr.no/dk/Protect/konvention_1951_dk.html )

Retten til asyl, hvis man er udsat for forfølgelse som følge af religiøst eller politisk tilhørsforhold har ført til strid internationalt. Mange lande har beredvilligt givet asyl til forfulgte mennesker, men der har været en del diskussion om det, man har kaldt ”økonomiske flygtninge” eller ” bekvemmelighedsflygtninge”, hvor asylretten er blevet set som et dække for – eller ligefrem en hjælp til – menneskesmugling.
Hvis folk er flyttet af sådanne grunde, giver det ikke automatisk ret til asyl.

Når Danmark har underskrevet en konvention, og den er blevet ratificeret af Folketinget, gælder konventionens regler som ret i Danmark, og reglerne virker overgribende i forhold til det nationale retssystem. Det er væsentligt at slå fast, at dette gælder for konventioner og altså ikke for alle vedtagelser fra internationale organer. Det kan være konventioner så som FN’s flygtningekonvention, konventioner om krigens regler og Den europæiske Menneskerettighedskonvention, der ligger under Europarådet. Herunder hører også Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, der altså har ret til at behandle sager efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konventionerne og deres retsovergribende virkninger er flere gange blevet til et stridsspørgsmål i dansk politik.
Kan det være rigtigt, spørger nogle, at vi ”ikke kan bestemme i vort eget land”. Naturligvis kan vi bestemme i vort eget land. Man kunne f.eks. trække Danmark ud af konventionernes jurisdiktion ved simpelthen at opsige dem. Men så langt er der ikke noget folketingsflertal, der har villet gå. Det kunne risikere at gøre Danmark til lidt af en paria i det internationale system og ville dermed være et anslag imod årtiers forsøg på at fremme universelle værdier i dansk udenrigspolitik, som man f.eks. har gjort det med ulandsbistanden.

EU-ret og udlændingepolitik

Det gælder også EU-retten, at EU-regler kan få forrang i forhold til national ret, jvf figuren herunder .

Figur 2 : EU-rettens forrang på nogle områder

I de senere år er EU-retten på flere områder kommet i karambolage med dansk ret. Det gælder bl.a. den danske integrationslovgivning, hvor man har villet gøre det vanskeligt for udlændinge at komme til Danmark, og EU-retten letter EU-borgere og disses pårørendes mulighed for det. Her gælder, at EU-retten får fortrin i forhold til dansk ret.

De danske regler, det drejer sig om, kan være f.eks. familiesammenføringsreglerne, 24 års regel for familiesammenføring og pointssystemet for udlændinge, der blev indført under folketingssamlingen 2010-11. Ifølge pointssystemet skal udlændinge opnå ret til at få fast ophold igennem opfyldelse af en række betingelser om uddannelse, baggrund og familieforhold, etc. Sådanne nationale regler kan evt blive tilsidesat af EU-regler om arbejdskraftens frie bevægelighed i det indre marked.

EU-reglerne er blevet fortolket af EU-domstolen, der blev oprettet i 1952 med sæde i Luxembourg. I denne domstol har alle 27 medlemslande en dommer siddende. De fortolker EU-retten, når sager indbringes.

Nogle af EU-domstolens domme tilsidesætter danske regler.

Det gælder f.eks. den såkaldte Metock-dom fra 2008. Den afrikanske statsborger Blaise Baheten Metock havde taget illegalt ophold i Irland. Her giftede han sig med en irer. Irland ville udvise ham med henvisning til, at han som illegalt indrejst ikke havde lovligt ophold i landet. Efter at sagen var indbragt for EU-domstolen, slog denne fast i en dom, at Irland ikke måtte udvise ham. Det sket med henvisning til EU’s opholdsdirektiv fra 2004. En EU-borger har ret til at få opholdstilladelse for sin tredjelandsægtefælle også selv om denne ikke i sig selv havde haft lovligt ophold. Dommen sagde også, at personer, som havde benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed som studerende eller selvforsørgende i et andet EU-land, også kunne opnå familiesammenføring i hjemlandet med deres tredjelandsægtefælle efter EU-reglerne. I Danmark var det ikke muligt før Metockdommen
I Zambrano-dommen fra marts 2011 slås det fast, at børn, der er blevet EU-borgere, har ret til at få familiesammenført forældre, der ikke er EU-borgere. De to børn af det colombianske ægtepar Zambrano har som unionsborgere traktatbestemte rettigheder til frit at kunne opholde sig i og bevæge sig inden for EU. Den ret vurderede Domstolen, at børnene reelt ikke kunne gøre brug af, hvis deres forældre ikke fik ophold. Tværtimod ville børnene være nødt til at flytte uden for EU, hvis ikke forældrene fik ophold og tilladelse til at arbejde, så de fortsat kunne forsørge dem. Børnene var blevet EU-borgere, fordi de var født i Belgien, mens forældrene her ventede på fast opholdstilladelse, og efter belgisk ret får man belgisk statsborgerskab (og dermed EU-borgerskab), når man er født i landet og har opholdt sig en vis periode i det. Forældrene søgte derefter om belgisk statsborgerskab med henvisning til slægtsskabet med børnene. Men det blev afvist af de belgiske retsmyndigheder, men altså bekræftet af EU-domstolen. Dommen får herefter præcedensskabende virkninger for andre personer andre steder i EU, som kommer ud i lignende situationer.

Disse domme underminerer mere indskrænkende danske regler, hvor man har villet gøre det svært for tredjelandsborgere at få fast ophold i Danmark.