Kampen om regeringsmagt

De politiske partier er et bindeled mellem vælgerne og staten (folketing, regering), idet de organiserer opstillingen af kandidater til valg og organiserer valgkampe. De formidler synspunkter og krav til det politiske system. Det kan f.eks. være krav om, hvordan skatterne skal opkræves, og hvor meget der skal betales i skat til samfundets fælles husholdning.

Figur  : Partiernes rolle i det politiske system (Eastonmodel)




Partiernes rolle i det repræsentative politiske system er vist i figuren ovenover. Der er krav fra befolkningen, f.eks. om velfærd og god økonomi til at betale for velfærden. Partierne fører kravene frem i Folketinget og sørger for, at de afstemmes med andre krav, f.eks. hensyn til erhvervslivet, så dette har konkurrenceevne over for udlandet og derved kan opretholde en store eksport. Igennem denne proces får partierne støtte fra befolkningen. Den viser sig i, at vælgerne møder frem og stemmer ved valgene, og nogle melder sig evt ind i et politisk parti og viser på den måde opbakning. De politiske partier formulerer grundlaget for deres arbejde idemæssigt i princip- og arbejdsprogrammer (ideologi i figuren). Og de gør det under iagttagelse af gruppeinteresser (f.eks. arbejdere eller landmænd). Partierne repræsenterer forskellige grupper eller segmenter (udsnit) af befolkningen. Men nogle partier forsøger at få opbakning fra vælgere i alle segmenter (jvf nedenfor). Gennem arbejdet i Folketinget og via inddragelse af regering og administration fører kravene frem til beslutninger i form af love og bekendtgørelser (nærmere detaljerede regler), det såkaldte output fra det politiske system.

Regeringsdannelse 2015

Kaare Strøms model til forudsigelse af partiadfærd kan bruges, når der skal findes en forklaring på, hvorfor et parti optræder på en bestemt måde i en bestemt situation.

Figur : Strøms model


Ifølge modellen indgår tre hovedfaktorer til forudsigelse af, hvorfor et parti handler på en bestemt måde i en given situation, f.eks. op til et valg, eller når partiet skal tage stilling til, om det vil i regering. Partiet kan få efter i første række at ville have regeringsmagt (office seeking) for at nyde de privilegier, der følger af det, så som ministerbil, karrieremuligheder og ministerpension. Eller det kan gå efter at realisere så meget af sin politik som muligt (policy seeking). Eller som tredje hovedoption kan det være vote seeking (maksimere stemmeantal). Ofte vil der være tale om en blanding, og der kan være en afvejning (trade off) mellem dem. Man kan forestille sig, at man vil gå efter regeringsmagt netop for at kunne realisere sin politik, men i modellens forestilling henhører dette alene under policy seeking. Det gøres for at skelne klart mellem de tre mål.
    Der er udefra kommende faktorer, der spiller ind på, i hvilken grad partierne er underlagt det ene eller andet hensyn. Det er organisatoriske faktorer, hvor Strøm skelner mellem kapitalressourcer og aktivister. Kapitalintensive partier råder over midler fra donorer og medlemmer, og de kan derved benytte reklamebureauer og konsulenter, jvf f.eks. Venstre og Socialdemokratiet.  Partier med aktive medlemmer, f.eks. Enhedslisten eller Alternativet, vil kunne benytte disse. Det vil påvirke adfærden, idet belønningen for partiaktivister vil være, at partiet får politiske resultater (policy seeking).
    Systemfaktorer kan f.eks. være valgmåden. Flertalsvalg i enkeltmandskredse forventes f.eks. at gøre et parti mindre vote seeking, fordi valgmåden gør det sværere at forudse resultatet af et politisk arbejde med at maksimere stemmerne. Ved forholdstalsvalg er der hurtigere “betaling”, idet man f.eks. får del i tillægsmandater straks, når partiet opnår en større andel af stemmerne.

Når der skal dannes en ny regering, står man i en situation, hvor monarken har en vis rolle at spille i det danske politiske system.
   Valget i juni 2015 endte med at “blå blok” (Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) vandet over “rød blok” (Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet) med 90 mandater mod 85. Hertil kom de fire nordatlantiske mandater, som angiveligt ville pege på rød blok som leder af forhandlinger om dannelse af en ny regering.
   Den afgående statsminister (Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt) kørte til Dronningen og meddelte sin regerings afgang. Det havde hun principielt set ikke behøvet at gøre. Hun kunne godt have mødt frem i Folketnget og afventet, hvad der skulle ske. Men formodentlig ville hendes regering komme i mindretal og kunne principielt risikere at blive mødt med et mistillidsvotum (grl §15). Hun tog den konsekvens af sit tabte flertal, at hun valgte at gå af med det samme. Og hun gik selv af som Socialdemokraternes formand.
    Venstres leder Lars Løkke Rasmusssen fik af Dronningen opgaven som Kgl. undersøger at undersøge muligheden for at danne en borgerlig flertalsregering. Efter en week-ends møder med alle partiledelser, måtte Løkke Rasmussen køre til Dronningen og meddele, at det ikke var muligt at danne en sådan regering. DF var som parti mere policy seeking end office seeking, selv om mange af partiets vælgere ønskede at se det i regering. Selv om det var det største parti i blå blok, ville det have større muligheder for at manøvrere uden for en regering, hvor det skulle “tage ansvar” og dermed få sværere ved at legitimere sin politik, f.eks. på udlændingeområdet, over for partiets vælgere. I regering ville det være nødt til at indgå kompromisser på dette for partiet vigtige politikområde. Det samme ville gælde den skærpede grænsekontrol, hvor det var uacceptabelt for Venstre – og for vigtige interessenter i erhvervslivet – hvis Danmark fik en egentlig grænsekontrol med grænsekontrolposter. Liberal Alliance havde givet udtryk for, at man ønskede at komme med i en blå flertalsregering. Men da partiets politik lå langt mere i liberalistisk retning, var det ikke muligt. Konservative var nødt til at skulle slikke sårene efter at være blevet Folketingets mindste parti og var derfor ikke office seeking, hvor profilen ville kunne blive yderligere sløret.
    Derefter fik Venstrelederen et nyt mandat af Dronningen, et mandat til at undersøge muligheden for at danne en mindretalsregering.
    Det endte med, at Venstre i slutningen af juni 2015 dannede en Venstre mindretalsregering. Venstre skulle altså hermed med kun 34 mandater forsøge at navigere sig igennem Folketingets lovvedtagelser. Det skal ske samtidig med, at Dansk Folkeparti er blevet et større parti 37 mandater). Man kan forestille sig, at Venstre-regeringen vil forsøge at bevæge sig over midten for at finde flertal, men det vil kunne blive vanskeligt med et stort DF, der evt vil stille betingelser for at medvirke i flertal for lovforslag. Samtidig vil der være et betydeligt flertal (rød blok + DF) i Folketinget for en mere velfærdsorienteret politik end den, Venstre-regeringen vil fremme.
    For at kunne forklare dette, kan det være oplagt at inddrage Molinmodellen, der blev udformet af den svenske politolog Bjørn Molin i midten af 1960’erne i en afhandling og artikel om pensionsspørgsmålet i svensk politik og partiernes holdninger til spørgsmålet om pensionssystemets udformning.
   Han arbejdede ud fra den grundpræmis, at partierne går efter at få regeringsmagt. Derfor anskuer de de politiske sager og deres holdning til dem ud fra, hvordan sagerne og deres stillingtagen til dem påvirker vælgerne.
 
De svenske partier var dengang udpræget klassepartier, hvor f.eks. 74 pct af Socialdemokraternes stemmer var arbejdere og 21 pct funktionærer. Socialdemokraterne fik meget få stemmer fra andre klasser. Disse stemte derimod på de konservative (selvstændige) og Centerpartiet (landmænd). Derfor gik Socialdemokraterne ind for at hæve den skattebetalte grundpension, mens de andre partier gik ind for forøgelse af tillægspension med forskellige indslag af forsikringsydelser. Denne traditionelle klassepolitik forklarede partiernes stilling i “værdi- og interessesystemet” (figuren nedenunder).

Figur : Molinmodellen: Faktorer, der ligger bag partiers valg af standpunkt:


Note: I nogle fremstillinger af modellen ser man også en personlighedsfaktor. Den indgår inidlertid som en underliggende faktor i den klassiske Molinmodel. Men det er klart, at personfaktorer (karisma, personlighedsudstråling), ikke mindst toppolitikeren, der skal markere partiet i medierne, kan spille en rolle. I 2015 var f.eks. “bilagssagerne” (sjusket bilagsføring i forbindelse med møder og rejser) omkring Løkke Rasmussen medvirkende til, at det var vanskeligt for denne at opnå samme popularitet (vist ved opinionsmålinger af, hvem man ville foretrække som regeringsleder) blandt vælgerne som Socialdemokratiets leder.

I Danmark i midten af 10’erne er billedet noget mere broget. Partierne repræsenterer ikke så klart bestemte klasser, og de nypolitiske sager er kommet med indover.
    Både for SD, SF, DF og Enhedslisten indgår værdi og interesser (øverste faktor i figuren) som faktorer, der har indflydelse på partiernes holdninger i velfærdsspørgsmål. Venstre ville også gerne stille sig delvist på dette grundlag. Man gjorde sig til talsmand for, at velfærden skulle være på et rimeligt grundlag, men samtidig skulle dette hensyn vægtes imod et andet, nemlig, at det “skal kunne betale sig at arbejde”. Det blev i retorikken til, at det er “nødvendigt at fremtidssikre velfærden”. Derfor skal den være bygget på en solid økonomi. I den situation er det svært at afgøre, hvor meget der er traditionel interessepolitik, og hvor meget der er symbopolitik.

Den parlamentariske faktor var stærkt medvirkende til, at det blev en “snæver” Venstremindretalsregering, idet Venstrelederen var sig meget bevidst, at det ville blive vanskeligt for en blå flertalsregering, baseret på alle 4 borgerlige partier, at kunne manøvrere i Folketinget.

Regering til magten – nye initiativer og ny fordeling af opgaver

Når en ny regering tiltræder, fremlægger den et regeringsgrundlag. Det er regeringens udmelding om, hvad den agter at sætte igang af nye initiativer. Når det er en koalitionsregering, vil regeringsgrundlaget være forhandlet mellem koalitionens partier.
   I juni 2015 stod Venstrelederen over for det problem, at Venstre selv skulle lave regeringsgrundlaget, og at det derfor både skulle udtrykke partiets politik og samtidig ikke være udformet sådan, at den nytiltrådte regering ville blive mødt med et mistillidsvotum (grundloven §15) ved sin tiltræden i Folketinget. Nogle af partierne i blå blok havde holdninger, der var noget afvigende fra Venstres, f.eks. til skattelettelser, hvor De Konservative og Liberal Alliance vil lave topskattelettelser, og Venstre vil prioritere skattelettelser i bunden, så det bedre kan “betale sig at arbejde”. Og DF ville indføre skærpet kontrol ved de danske grænser, hvad både dansk erhvervsliv og kredse i Venstre ikke var særlig begejstrede for.
    Nye koste fejer som bekendt bedst. Derfor benytter en nytiltrådt regering sig af muligheden for at møblere om på ministerierne og fordele opgaverne på nye måder. Herigennem viser den også, hvordan den prioriterer mellem opgaverne. Hvilke ministerier udvides? Hvilke nedlægges? Og hvilke ministerier får nye navne?
   SR-regeringen (fra 2011) delte Undervisningsministeriet i to ministerier, Ministeriet for Uddannelse, som omfattede universiteter og højere uddannelser, og Ministeriet for Børn og Unge for folkeskole, ungdomsuddannelser m.v.
    Venstreregeringen, der tiltrådte i 2015, samlede Udenrigsministeriet, der under SR-regeringen havde været delt op i 4 ministerier (udenrigsøkonomi, bistandspolitik, Europaanliggende og diplomati og udenrigstjeneste), i ét ministerium.

Figur : Ny regering – ny fordeling af opgaver

Ordforklaring: Styrelse. F.eks. Sundhedsstyrelsen: Står selvstændigt for administration af opgaverne inden for et sagsområde. Ledes af en direktør. Departement: Ledes af en departementschefDepartementet betjener ministeren mere direkte. Departmentet er hierarkisk opbygget, med over- og underordnelsesforhold, der fastlægges i formaliserede kommandoveje og funktionel opgavefordeling.

Ministeren leder ministeriet politisk. Administrationen skal forberede sager og lægge dem frem for ministeren til afgørelse. Embedsmændene er i princippet upolitiske, dvs de skal loyalt følge de dessiner, der udstikkes af den politiske ledelse. I praksis vil de dog ofte have en betydelig indflydelse, da det er svært at lave en meget håndfast skelnen mellem politiske mål og den administrative udførelse.

Dansen om en finanslov

I slutningen af 2017 blev det igen relevant at tage Molinmodellen op af værktøjskassen og støve den af til en ny analyse af spillet mellem de danske politiske partier. Det drejede sig om finansloven for 2018.
   Finansloven er vigtig. Ved den fastlægges statens budget (oversigt over statens udgifter for den kommende periode), og det vedtages, hvilke skatter der kan komme i spil til finansiering af udgifterne.
Grundloven udtaler sig om, at ingen udgifter kan afholdes, og ingen skatter udskrives, uden med hjemmel i en lov (§43). Det er altså de folkevalgte politikere i det repræsentative organ, Folketinget, der er udstyret med bemyndigelsen til at bestemme dette. Finansloven har samtidig stor betydning for samfundets funktion. Der vil ikke kunne udbetales lønninger til de offentlig ansatte i staten (og kommunerne, der er afhængig af statslig finansiering), hvis der ikke på lovlig vis er vedtaget en finanslov.

Der var mange årsager til, at det blev mere end vanskeligt at vedtage en ny finanslov i 2017. Der havde lige været kommunalvalg, hvor Løkke Rasmussen regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti (DF) var gået tilbage. Et af regeringspartierne, Liberal Alliance, gjorde det til et ultimativt krav, at finansloven skulle gennemføre skattelettelser. 

Molinmodellen ovenover forsøger at indkredse nogle af de vigtigste faktorer, der spillede ind omkring finanslovsprocessen i 2017. 

Der var ydre faktorer, der spillede ind. Der havde været en næsten nationalt traumatiserende indvandring af et stort antal flygtninge/-indvandrere i 2015, hvor mennesker spadserede på motorvejen i det sydlige Danmark på vej mod København/Malmø.
Mediebilleder af det bragte sagen langt frem i mange vælgeres bevidsthed. Samtidig var de ydre EU-grænser i Middelhavsområdet  under et betydeligt indvandringspres.
DF var under kommunalvalgkampen blevet udsat for vælgerkonkurrence fra det nye parti, Nye Borgerlige, og man havde op til finanslovsforhandlingerne spillet ud med krav om betydelige udlændingestramninger, bl.a. stramning omkring familiesammenføring og hjemsendelser, som kunne bringe Danmark på kant med flygtningekonventionen.
    DF kørte to af sine yndlingssager i spil over for dels Liberal Alliance (velfærd og offentlige udgifter frem for skattelettelser), dels over for den liberalistiske fløj i Venstre, repræsenteret ved finansminister Kristian Jensen (værn imod det, DF så som globaliseringens værste virkninger: “Hæmninsløs indvandring” og øget ulighed som følge af den globale kapitalismes hærgen). Der har samtidig været ret uerkendte elementer af, hvordan nogle af toppolitikernes “kemi” fungerede i forhold til hinanden. 
    Venstrre var under pres fra den stærkeste og mest toneangivende danske interesseorganisation, Dansk Industri, som oplevede, at arbejdsgivere var begyndt at beklage sig over mangel på arbejdskraft.
    Er globalisering lig med en global superkapitalisme, der truer med at gøre velkendte erhverv overflødige, og som skaber ulighed imellem de, der i forvejen har meget og de, der har meget lidt? 
    Og hvad med den demografiske faktor?: Er globalisering lig med migrationer (folkeflytninger) i stor stil, når folk forsøger at overkomme de globale uligheder i livsvilkår ved at flytte sig fra de dårlige steder til de gode steder (f.eks. nordiske lande med universelle velfærdssystemer)?
    Globalisering kan italesættes på forskellige måder. Men disse forskellige diskurser er også udtryk for – eller dække over –  interesser. Den lavtlønnede buschauffør kan frygte for, at rumæneren kommer og tager jobbet. Det behøver den højtuddannede storbybo ikke at frygte. For ham hende bliver det måske først aktuelt om et par årtier, når AI (artificial Intelligence) og robotter har ryddet ud i servicejobbene.

Politikernes perception (opfattelse) af situationen kan blive mindst lige så afgørende for, hvilke beslutninger der tages, som hvordan den faktiske virkelighed har set ud. Det gælder indvandrerspørgsmålet, som ikke længere i den virkelige Verden var et så presserende problem, idet indvandringen til EU allerede var dykket kraftigt i løbet af 2016-17. Men det blev stadig perciperet som et kæmpe problem.
Eller politikerne har stadig kunnet udnytte trægheden i tilpasningen af vælgerperceptionen af indvandrerspøgelset til den “faktiske” indvandrer-issue..
   DF fik imødekommelse på interessefaktoren igennem velfærdsforbedringer (penge til ældre og sundhed). De var dog ikke større, end at den offentlige sektors vækst i forhold til BNP-væksten var af et begrænset omfang (imødekommelse af Venstres og Konservatives interessefaktor).