Finanslov

I begyndelsen af december 2019  kunne partierne Enhedslisten, De radikale, SF og Alternativet sammen med den socialdemokratiske regering, ved finansminister Nicolai Wammen, præsentere en finanslov for 2020.
Det var efter lange forhandlinger, hvor regeringens støttepartier (nødvendige for at opnå et flertal på over 90 mandater i Folketinget) forsøgte at markere deres politik med synlige aftryk på finansloven.

Note: Ordet “globalisering” kan ses som et tvetydigt begreb i  den værdipolitiske akse øverst. Ved åbenhed for globalisering forstås der, at man går imod nationalistiske løsninger og ind for mere samarbejde i politisk globalisering. Men der kan være modstand imod negative virkninger af den som f.eks. social dumping som konsekvens af arbejdskraftens frie bevægelighed. Den vandrette fordelingspolitiske akse er en traditionel VH-akse, der går på ligheds-ulighedspolarisering via skattepolitik og velfærdspolitikkens fordelingsvirkninger. Links;  Danmarks Statistiks temaside om folketingsvalget. Se i øvrigt valgresultatet her: DR’s overbliksartikel med valggrafikker,., DR’s webdok, hvor man kan se fordelingen af de 3,6 millioner stemmer – helt ned til lokale gymnastiksale.
 


Enhedslisten havde ønsket 1 mia kr til at løfte behandlingen af psykisk syge. Det blev til et løft på 600 mio kr, – umiddelbart et flot resultat til et område, der er blevet relativt udsultet igennem flere år.

SF (og de øvrige partier i “Rød Blok”) fik løftet minimumsnormeringerne på daginstitutionsområdet efter princippet for talforholdet personale:børn:  1:3 (vuggestuer) og 1:6 (børnehaver) fra 2025. Hvordan normtallet nærmere skal beregnes, fremgår dog ikke af aftaleteksten.

Der var til det sidste uenighed mellem støttepartierne om social fordelingsprofil og finansiering. De Radikale ønskede en større afgiftsfinansiering, som blev afvist af Enhedslisten med begrundelse om, at f.eks. øgede ølafgifter og andre punktafgifter for “nødvendigt” forbrug vil vende den tunge ende nedad.
De Radikale, der stod for en “blå” markedsvenlig linje, ønskede lettelse i mulighederne for rekrutering af udenlandsk arbejdskraft. Her opnåedes også samlet set afbalancerede løsninger, idet det i aftalen er understreget, at udenlands rekruteret arbejdskraft skal arbejde efter danske løn- og overenskomstforhold.

Den sociale profil i forældrekøb af lejligheder til børn blev rettet til, så de skattemæssige fordele for højere indkomster fremover vil blive mindre. Det er fordele, der har ligge i, at fradragsberettigede underskud ved forældrekøb kan trækkes fra i personlig indkomst, hvad der indebærer, at mennesker, der betaler topskat sparer op til 56 pct af renteudgifter. Disse besparelser reduceres til omkring 30 pct (efter kommunalskattepct). Det vil formodentlig føre til færre forældrekøb af lejligheder i studiebyer som København og Aarhus.

På det grønne område ser det store scoop for den “rød-grønne regering” ud til at være “Den grønne Fremtidsfond”:

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er derfor enige om at oprette ”Danmarks Grønne Fremtidsfond” med en samlet kapacitet på 25 mia. kr.

Fonden skal bidrage til en national og global grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi mv. og fremme af global eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind. Samtidig skal fonden bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed.

Det ser løfterigt ud, også i relation til målet om at reducere CO2 udledning med 70 pct (i forhold til udgangsår 1990).

Den grønne Fremtidsfond kan ses som en erhvervsstøtteordning, som vil hjælpe dansk erhvervsliv til at komme i front internationalt på det grønne område:

Regeringen præsenterer i 2020 et konkret oplæg til etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond for aftalepartierne til drøftelse. For at sikre en hurtig igangsættelse og realisering af klimaeffekter lægges der op til, at fonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Af den samlede ramme på 25 mia. kr. styrkes Eksportkredit Fonden (EKF) med 14 mia. kr., Vækstfonden med 4 mia. kr., Danmarks Grønne Investeringsfond (DGIF) med 6 mia. kr. og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) med 1 mia. kr. Herved vil Danmarks Grønne Fremtidsfond stå på solide kompetencer inden for finansiering af nye løsninger og teknologier samt udbredelse af kendte grønne løsninger, eksport af grønne projekter samt bæredygtig udvikling.

Det vil kunne hjælpe eksisterende virksomheder med at øge eksporten. Det hedder f.eks. i EKF, eksportfondens info-materiale:

EKF er Danmarks eksportkredit. Vi hjælper danske virksomheder med at gøre det muligt og attraktivt for andre at købe varer fra Danmark. Det gør vi ved at hjælpe med at skaffe finansiering og ved at forsikre virksomheder og banker mod de økonomiske og politiske risici, der kan være ved at handle med andre lande.

Vi hjælper både store og små virksomheder, og vi skræddersyr gerne løsninger, der passer til din virksomheds behov.
EKF blev oprettet i 1922 som det blot tredje eksportkreditinstitut i verden. Gennem årene har vi opbygget en unik viden om de udfordringer, danske virksomheder møder, når de handler og investerer rundt om i verden.

EKF er ejet og garanteret af den danske stat, men drives som en moderne finansiel virksomhed. Med en garanti fra EKF har du altså den danske stat i ryggen, og det gør en forskel ude i verden.

Kort tid inden Finanslovsaftalens indgåelse har regeringen nedsat partnerskaber med erhvervslivet inden for forskellige erhvervssektorer. De skal ledes af et udsnit af erhvervslivets topfolk. Det ser ikke ud til, at der skal være repræsentation af NGO’er i partnerskaberne.

Man kan godt sige, at det delvist er lykkedes regeringen at “sætte en ny (lysegrøn) retning for Danmark”. Men der ser også ud til at være ganske meget symbolpolitik i de småbeløb, der ligger bag adskillige af intentionerne. Når man f.eks. vil lave en årlig redegørelse for ulighed i Danmark, er det ikke meget, der følger med i finansiel støtte til dette vigtige udredningsarbejde.

Hvordan skal man vurdere partiernes ageren i tilblivelsen af denne finanslovsaftale, der måske kommer til at danne skole for adskillige forlig i Folketinget fremover. Figuren nedenunder, som fremstiller de strategiske overvejelser og positioneringer, partierne laver, kan måske medvirke til en forklaring.

Partiadfaerd.jpg

Denne partiadfærdsmodel er lavet under delvis inspiration af den svenske politolog Björn Molin (Tjänstepensionsfrågan).

Partiadfærdsmodellen siger, at partierne opererer under hensyn til interessevaretagelse ud fra kerneværdier og ideologi på den ene side. Og på den anden side er de underlagt hensyn til samarbejdsmulighederne i Folketinget (parlamentarisk faktor) og den offentlige opinion (opinionsfaktor).
Samfundsudviklingen har gjort det nødvendigt at udbygge modellen, væk fra ideologi og over imod de krav, som samfundsudvikling og mediernes udvikling stiller. Den nationale reguleringsramme, som man havde i Sverige i 1960’erne, hvor Tjänstepensionsfrågan var oppe at vende, er afløst af en situation, hvor små globaliserede økonomier som den svenske og danske tilpasser sig en international økonomi og internationale samarbejdsformer i hastig forandring. Den danske regerings indførelse af 4-årsplaner for ministeriernes arbejde er et eksempel.
Socialdemokraterne har forsøgt at tilpasse sig en situation, hvor industriarbejderne som social gruppe er stærkt faldende som følge af en udvikling fra industri til IT og service. Det har gjort balancegangen mellem grupper af lønmodtagere i midten af vælgerspektret relativt komplekst.

Issueejerskab er udtryk for tilslutning til og hævdelse af partiernes værdigrundlag. Det lykkedes Socialdemokraterne at erobre dele af den indvandrerpolitiske issue fra DF (Dansk Folkeparti), så man kan opretholde illusion om forsvar af den danske velfærdsmodel som en hovedsagelig national velfærdsmodel.
Alternativet kæmper en kamp for at gøre ejerskab til den grønne issue troværdig.
SF lykkes med at tilkæmpe sig småbørnsfamilieissuen. Det sker i konkurrence med Enhedslisten:

Finanslovsaftalen indeholder som et af hovedpunkterne penge til at øge antallet af pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Målet er, at der på sigt skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.– Jeg er glad. I dag skriver vi faktisk danmarkshistorie. Vi sikrer børnene rettigheder – nemlig ved at lave minimumsnormeringer. Der ingen tvivl om, at det her har været en hjertesag for SF, siger Pia Olsen Dyhr, der er formand for SF. I 2020 afsættes der 500 millioner kroner, 600 millioner kroner i 2021, 800 millioner kroner i 2022, 1,2 milliarder kroner i 2023, 1,4 milliarder kroner i 2024 og 1,6 milliarder kroner i 2025.

Hvorvidt der er tale om minimumsnormeringer, er dog en åben diskussion. Enhedslistens Pernille Skipper mener ikke, der er tilfældet.– Det er målet, at vi skal nå minimumsnormeringer i 2025, men det er også velkendt, at det kan man tælle på mange forskellige måder. Og jeg mener ikke, at vi kan levere det, jeg opfatter som minimumsnormeringer med den ramme, der er afsat, siger hun.

Skipper siger her, at det kan godt være, at SF har sat sig på første runde af kampen om denne vigtige issue, men kampen fortsætter frem til – og efter – 2025, når det skal vurderes, om det konkret kan fastslås, at minimumsnormeringer i talmæssig forstand er nået (opgørelse på institutionsniveau eller som gennemsnit i kommunen?, hvilke dele af personalet skal tælles med? Hvordan tages der højde for sygdom, etc).
Aftalen om minimumsnormeringer retter op på mange års besparelser på børneområdet. Når det kan lave sig gøre at lave forbedringerne, hænger det også sammen med en relativt stærk dansk økonomi.

Styringen af økonomien kommer til at antage karakter af tilpasning til det internationale system.
Man fører symbolpolitik, når man påstår at indføre grænsekontrol for at styre migrationer, men reelt er der ikke meget styring.
Mennesker vandrer i stigende omfang internationalt, og det er svært at forhindre det. Finanslovsaftalen er delvist udtryk for et danske forsøg på at tilpasse sig på måder, der bevarer dele af den danske velfærdsmodel – og ikke mindst forsøg på at tilpasse sig fremvæksten af en grøn kapitalistisk markedsmodel.

Ver den nu så rød, den finanslov, som påstået i f.eks. en leder i Børsen? I en artikel i Altinget undrede man sig over, at den nye finanslov vil kunne øge indkomstuligheden som målt ved ginikoeffcienten?
Det er også blevet fremført, at det i 2019 vil være et betydeligt overskud på statens finanser, og at denne finanslov i virkeligheden – med de få milliarder, den flytter – er en “billig” finanslov. Den er udtryk for en fortsættelse af den “faste” finanspolitik, der baserer sig på budgetlov og finanspagten i EU (som Danmark har medundertegnet).
Hvad er sandheden i dette?