EU

Hvorfor EU og hvorfor tættere integration?

EU blev oprindelig dannet som et samarbejde omkring forpligtende ordninger for handel og told. Det hed det europæiske fællesmarked (Romtraktaten 1957), som 6 lande (Benelux, Tyskland, Frankrig og Italien) skrev under på.
    Der stod i indledningen til Romtraktaten noget om en “stadig tættere sammenslutning”, og det er fortsat målet. Rent konkret var det dog samarbejdet om handel og økonomisk udveksling, man især kredsede om i starten.
    Hensigten var dels, at man ville stimulere til økonomisk udvikling igennem mere frihandel og dels at opbygge forpligtende samarbejde, så landene ikke risikerede at gå i krig med hinanden, som man havde set det i I. og II. Verdenskrig.

Derfor skulle man lave en toldunion og et fællesmarked med fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft. En toldunion har noget at gøre med handel mellem lande. Når et land lægger told på en vare, bliver det vanskeligere for producenten af varen at komme ind på markedet. Med det europæiske samarbejdes toldunion skal tolden mellem landene afskaffes, så handelen fremmes. Så ville man opbygge gensidig afhængighed af hinanden. Fri bevægelighed af kapital vil sige, at penge frit kan føres over grænserne.
    Siden kom mange nye medlemslande til, og samarbejdet blev udbygget med fælles valuta og fælles politikker på en lang række områder.
    Der er forskellige holdninger til EU, og de bunder i forskellige politiske og ideologiske udgangspunkter.

 Skema 1: Integrationsniveauer

 Afskaffelse af told udadtilIngen indre told. Fælles ydre toldFri bevægelighed af kapital og arbejdskraftFælles valuta og fælles økonomisk poliitikOvernationale politiske institutioner. Konføderale ordninger på nogle områderFuld føderalisme, dvs forpligtende union
Frihandelsom-rådex
Toldunionxx
Fællesmarkedxxx
Økonomisk-monetær unionxxxx
Politisk unionxxxxx
Europas forenede Staterxxxxx
x

Forklaringer: konføderal: mellemstatsligt samarbejde på nogle områder, dvs landene skal være enige. Føderalisme: Fastlæggelse af magtdeling mellem center og enkeltstater på en forpligtende måde og overnational beslutningstagning på en lang række områder.

Skemaet  ovenover viser en model for fremadskridende og stadig mere omfattende og forpligtende økonomisk og politisk integration.
   I begyndelsen er integrationen mest økonomisk. Man laver f.eks. et frihandelsområde, hvor man nedtrapper told på handel mellem lande, som selv bestemmer toldsatserne over for tredjelande (f.eks. USA eller Japan). Et sådant samarbejde havde man i EFTA (European Free Trade Area), som Danmark var med i, før landet blev medlem af EEC/EF i januar 1973.

Told- og handelspolitik
Det europæiske økonomiske samarbejde (Romtraktaten) var mere forpligtende, idet der indgik en aftale om toldunion. I en toldunion ikke alene nedtrapper man told mellem landene; man har fælles toldsatser over for tredjelande (altså andre lande end de, der er med i toldunionen, f.eks. USA). Det er simpelthen toldunionen, der fører denne del af handelspolitikken på medlemslandenes vegne, dvs Danmark opgav sin selvstændige toldpolitik, da landet blev medlem af Det europæiske Fællesmarked, som EU hed dengang.

Landbrugspolitik
Dertil kom fælles landbrugsordninger, hvor man laver fælles støtteordninger for landbruget og opbygger et landbrugsvaremarked, der skulle skabe:
   1) sikkerhed for forsyning med landbrugsvarer på det europæiske fødevaremarked og stabilisere landmændene indkomster, og som også indbefattede
    2) ordninger for eksport af landbrugsvarer ud af området.

Med 1) udvikledes landbrugspolitikken som et højprissystem for landbrugsvarer.
     Rå- og fødevarer kan traditionelt svinge meget i pris. Det forsøgte man at forhindre ved at lave et system til stabilisering af priserne. For at sikre landbrugernes indkomster kunne Kommissionen fastlægge såkaldte interventionspriser (minimalpriser) for vigtige landbrugsvarer. Hvis priserne var på vej ned under interventionsprisen købte Kommissionen op i den pågældende vare for at sikre prisen. Det kunne føre til overskudslagre af landbrugsprodukter. Hvis prisen gik ud over den øvre grænse (retningsgivende pris), solgte man fra lager. I 2003 vedtog man en reform af landbrugspolitikken, så man begyndte at gå væk fra højprisordningerne og over til mere direkte støtte (arealstøtte, braklægningsstøtte o.lign.).

2) Efter krigen var landbrugsproduktionen i Europa langt under niveauet fra før II. Verdenskrig. Meningen med højprissystemet var da også at stimulere til øget produktion, så man ville stå stærkere i en evt. ny krigssituation. Det blev en succes over alle grænser. Landbrugsordningernes incitamentpriser førte til en eksplosion i udbuddet over nogle år, så der i EF blev produceret betydelig mere, end man selv kunne konsumere. De såkaldte eksportrestitutioner blev en del af støttesystemet, der hjalp til at få eksporteret landbrugsvarer ud af EF/EU til konkurrencedygtige priser. Når verdensmarkedsprisen på en landbrugsvare lå over EU-prisen, gav man støtte til – set ud fra landmandens perspektiv – at få den i niveau med EF-prisen, så eksport blev mulig. Det blev imidlertid kritiseret stærkt af mange u-lande ved internationale handelsforhandlinger, da EU-landbruget herved kommer til at udkonkurrere u-landsproducenter.

Efter 2003 reformen er landbrugspolitikken drejet i retning ad landdistriktspolitikken, hvor man forsøger at lave miljøansvarlig produktion og udvikle landdistrikterne. Men der er stadig rester af det oprindelige system, f.eks. interventionspriser. Fra at udgøre omkring halvdelen af EU’s samlede budget er landbrugsordningerne nu nede på nærmere 1/3 (2015).
     Det er uheldigt med landbrugsordninger, der er udformet sådan, at de giver incitamenter til produktionsforøgelse, når behovet for fødevarer i øvrigt er dækket. Det kan give dårlige miljøvirkninger, og det kan gøre det vanskeligere at få effektiv ressourcefordeling, så tingene produceres der, hvor det kan gøres bedst og billigst (f.eks. i nogle af u-landene eller de nye økonomier/tidligere u-lande).
   I de senere år har EU forsøgt at reducere interventionspriserne, basisprisen der betales for et landbrugsprodukt, men det møder ofte modstand fra landbrugsorganisationerne, der under de tilbagevendende “landbrugskriser”, f.eks. under Ukrainekrisen 2014-15, hvor Rusland indførte sanktioner imod import af landbrugsvarer fra EU, henviser til, at prisen ligger under deres produktionsomkostninger.
 

Man kan se en del af baggrunden for dannelse af det europæiske økonomiske samarbejde som et slags kompromis mellem tyske og franske interesser. De to lande var dominerende i samarbejdet og har været det siden. Det var de gamle fjender fra tre krige (1871, 1914 og 1940), der fandt sammen, tvunget af nødvendigheden. Tyskland var interesseret i at få sikre afsætnoingsmarkeder for den store tyske industri, og Frankrig havde et stort eksporterende landbrug, hvor en relativt stor del af den franske befolkning dengang var beskæftiget. Ved at lave et fælles marked for industrivarer og nogle landbrugsordninger, som kunne sikre et udkomme for landmændene, forenede man interesserne for de to lande.  

Fællesmarked/Det indre Marked
Et fællesmarked indebærer endvidere, at der skal laves markeder for fri bevægelighed af kapital (penge og investeringer), samt af arbejdskraft.
    Denne del af integrationen blev forstærket i 1986 med vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt, som skulle sikre fri bevægelighed af varer, tjenester, kapital og personer inden for Det indre Marked i EF-området. En del af arbejdet med opbygning af Det indre Marked bestod i at fjerne tekniske handelshindringer for eksport og import.
   Efter at man havde fået nedbragt tolden på varer og tjenester mellem landene, så man, at der stadig var mange hindringer for frihandel. Det kunne f.eks. være tekniske handelshindringer. Et land har f.eks. lavet bestemmelser om bilers udstødning, der gør det svært for andre landes bilffabrikanter at komme ind på markedet, hvis det er besværligt og dyrt at implementere denne nye teknik i bilerne.
   For at undgå det lavede man efter vedtagelsen af Den europæiske Fællesakt op imod 300 harmoniseringsdirektiver, der skulle sikre fælles EU standarder og normer for produkters og tjenesteydelsers udformning, så disse vil kunne sælges på hele EU-markedet.

Valutapolitik
Fra begyndelsen af 1970’erne indså man endvidere et behov for at koordinere valutapolitikken. Det skete, da det valutasystem, som var blevet bygget op på især amerikansk initiativ, begyndte at få problemer. Det var et system, der byggede på, at landene havde en fast valutakurs i forhold til amerikanske dollar. Dollaren var så forankret i en fast guldpris og dermed garanteret af USA’s store guldbeholdning. Men endnu vigtigere var, at den også skulle være sikret af, at USA førte en stabilitetsorienteret økonomisk politik. Med for meget inflation i USA og utilstrækkelig konkurrenceevne for den amerikanske økonomi, ville tilliden til dollaren kunne skride. Det skete i 1971, da USA måtte forlade guldindløseligheden, og det var identisk med en devaluering af dollaren, idet man fastsatte en lavere guldpris på dollar.
    Svingende valutakurser kunne være et problem for den stadig mere intensive samhandel. Derfor besluttede man i EF at lave et valutasamarbejde, EMS, Det europæiske Monetære system, med svingningsbånd for valutakurserne imellem de europæiske valutaer. Det var dog ofte vanskeligt at fastholde udsvingsbåndene, bl.a. fordi den tyske mark var stærkere end de fleste andre valutaer. Den blev brugt som et anker af andre valutaer (bl.a. i perioder danske kroner). Men systemet var fortsat præget af betydelig ustabilitet. Tankerne om en fælles valuta meldte sig. Det var igen Frankrig og Tyskland, der gik forrest.

Beslutningsproces

EU kalder sig en “union” (Den europæiske Union). I praksis er det dog så som så med berettigelsen af denne betegnelse. Reelt er en stor del af samarbejdet et traditionelt samarbejde mellem lande, hvor alle skal være enige.
    Men målsætningen er vidtgående, når man kalder det en union. Og man kan sige, at EU er en blandingsform mellem en enkeltstat som Danmark og en union som USA.
    Med den tættere integration har der været en tendens til, at beslutningsprocesserne har udviklet sig fra enstemmighed, som man kender det fra andre former for internationalt samarbejde, f.eks. FN, til flertalsafgørelser på flere og flere områder.
   Oprindeligt var det sådan, at Kommissionen kom med forslag, Ministerrådet besluttede og Europaparlamentet rådgav (bortset fra budgettet, der skulle vedtages i parlamentet). Kommissionen kommer stadig med forslagene (initiativret til forslag til nye love) Efterhånden har man på flere og flere områder fået fastlagt flertalsafgørelser (kvalificeret flertal) i Rådet, og på flere og flere områder er Europaparlamentet inddraget som ligestillet lovgiver sammen med Rådet.
     Kvalificeret flertal i Ministerrådet defineres som mindst 55% af Rådets medlemmer, der omfatter mindst femten af disse og repræsenterer medlemsstater med tilsammen mindst 65% af Unionens befolkning.

Rådet repræsenterer landenes regering og parlamenter. Europaparlamentet repræsenterer de europæiske vælgere. 

Figur 1: EU-beslutningsproces

Ordforklaring: Kommissionen: EU’s administration. Den råder dog over mere vidtgående beføjelser end ministerierne i Danmark, idet den skal tage initiativ til ny lovgivning og har til opdage både at drive integrationen frem og overse, at unionen og medlemslandene overholder deres forpligtelser. Den laver undersøgelser af landenes økonomi for at se, om de lever op til kravene i den “multilaterale overvågning” m.h.t., at budgetunderskud o.lign. ikke bliver for store. Den administrerer efter den fælles lovgivning (forordninger), som Ministerrådet og EU-parlamentet har vedtaget. COREPER: Comité de Representants Permanents: Medlemslandenes ambassadører tilknyttet EU i Bruxelles mødes i COREPER for at koordinere de sager, der lægges på bordet for Ministerrådet. Ministerrådet er det mest afgørende organ i EU’s beslutningsproces. Her sidder en minister fra hvert medlemsland, dvs ressortministre fra de relevante områder.

Kommissionen tager altså initiativ til lovgivning, laver økonomisk overvågning, administrerer landbrugsordninger og andre fællesskabspolitikker og administrerer EU’s forordninger. Det er et overstatsligt organ.
     Et andet overstatsligt/”føderalt” organ er Ministerrådet, som består af en minister fra hvert land. Det tager beslutning med kvalificeret flertal (staterne stemmer med stemmeblokke der er vægtet i forhold til befolkning) i en lang række sager. Der skal mere end 50 pct til kvalificeret flertal). I en del sager skal der være enighed, f.eks. i landbrugspolitik og fiskeripolitik.
    EU-parlamentet er et tredje overstatsligt/”føderalt” organ. Det deltager i lovgivningsprocessen igennem det, der tidligere hed fælles beslutningstagning, hvor det har mulighed for at nedlægge veto. I dag kaldes det  Den almindelige Lovgivningsprocedure, hvor Parlamentet er ligestillet med Rådet, og der skelnes mellem denne og de særlige lovgivningsprocedurer, som udelukkende finder anvendelse på særlige forhold, hvor Parlamentet kun indtager en rådgivende rolle.

Demokratiunderskud og demokratimodeller

Det er vanskeligt at lave et ordentligt fungerende demokrati i internationale organer. Der er mange hensyn og interesser at varetage. Og ofte besluttes ting og sager af embedsmænd og regeringsrepræsentanter – langt væk fra vælgerne. Sådan er det også i EU. Men i modsætning til mange andre internationale fora, hvor sagerne ofte behandles i relativ ubemærkethed, trænger demokratidebatten sig konstant på i EU, fordi der tages mange beslutninger her med direkte relevans for borgerne. Og det er ofte svært for disse at se, om beslutninger hidrører fra det nationale parlament eller fra EU.
    I EU foregår det ofte som debatten om “det demokratiske underskud”. Det er en debat, der dels vedrører afstanden mellem vælgerne og de repræsentanter, de har valgt, dels den rolle embedsmænd har i systemet.

Figur 2: Beslutningerne tages ofte langt fra vælgerne

Figur 2 illustrerer den lange vej fra vælgere til beslutningstagere. De danske vælgere stemmer politikere ind i Folketinget ved valg hvert fjerde år eller oftere. Når en dansk minister kommer til et vigtigt møde i Rådet (ministerrådet), har han/hun et mandat med fra Europaudvalget i Folketinget. Dette udvalg reflekterer med sine 17 medlemmer Folketingets sammensætning på partier. Det er altså et slags minifolketing, og det står for den parlamentariske repræsentation af vælgerne, idet det kun er i få sager, at der sker et løft af sagen op i selve Folketinget. Det er imidlertid et udvalg, der har ret vanskelige arbejdsvilkår, idet sagsmængde og dagsorden beskrives som overvældende.
    En stor del af arbejdet med EU-sager samles i – og koordineres i – Udenrigsministeriet. Her sker en afstemning af synspunkter med andre lande i COREPER (De faste repræsentanters, dvs ambassadørernes, komité) i Bruxelles. Her sker en forberedelse af sagerne, før de kommer i Rådet.
    Et sideløbende arbejde sker i Europaparlamentets udvalg, hvor sager forberedes til fremlæggelse i Parlamentets plenum.
Når der er vedtaget politikker og forordninger sker det videre administrative arbejde med dem i Kommissionens generaldirektorater (et for hver kommissær), hvor arbejdet ofte lægges ud i arbejdsgrupper, hvor embedsmænd, der er eksperter på forskellige ressortområder, fra medlemslandenes hovedstæder kommer sammen og udmønter de vedtagne politikker og forordninger. Der er ikke meget rum for den demokratiske samtale over overvejelse. Der kommer en afvejning af effektivitet og demokrati.
    Demokrati kan være mange ting, jvf figuren herunder.

Figur 3: Ofte krav om mere demokrati med voksende middelklasse


Ordforklaring: Elektoralt demokrati: Demokrati mere af navn end af gavn. Man har valg til valg af repræsentanter, men valgene kan ofte være iscenesatte, og mellem valgene er vælgerne helt uden for indflydelse. Polyarki (pluralistisk styre): Formelt repræsentativt demokrati, hvor forskellige eliter, repræsenterende grupper og interesser, dominerer og kæmper om at sætte sig på magten og efterfølge hinanden på magten. Participativt demokrati: Demokrati med deltagelse af vælgerne, også imellem de formelle valgdatoer. Det har man eksperimenteret med i Latinamerika, f.eks. Brazilien (“participative budgetter”).

Kravene om demokrati stiger ofte med et lands økonomiske udvikling. Med et stigende BNP pr indbygger vokser den uddannede middelklasse. Der bliver øgede krav om deltagelse. Det kan være svært at imødekomme i en sammensat “international stat” som EU, hvor væsentlige beslutningsområder er tilvejebragt igennem overdragelse af suverænitet fra medlemsstaterne.
   EU’s løsningsforslag har især været styrkelse af Parlamentet, der er jo er valgt direkte af de europæiske vælgere.
   Når man har et parlament, hvordan kan man så fortsat tale om et demokratisk underskud?
   Det kan man, fordi valgene fortsat foregår på national basis. Kandidaterne stiller op ved valg, der arrangeres i enkeltstaterne, og oftest er det partierne i disse, der afgør, hvem der stiller op, og hvilke programmer de stiller op på.  Når de er valgt til parlamentet, sidder de i løse partigrupper på europæisk plan, men de kommer stadig fra deres nationalt bestemte partigrupper.
   Det har også været et problem, at valgdeltagelsen har været ret lav til EU-parlamentsvalg. Og det har været vanskeligt at opbygge en europæisk offentlighed, hvor folk og medier har fundet det interessant at diskutere EU-spørgsmål. I Danmark har man ofte set, at det har været “ude af øje, ude af sind”, når selv berømte politikere er blevet valgt til EU-parlamentet. Herefter ophører de stort set med at være interessante set ud fra den hjemlige andedams synsvinkel.

Danske forbehold

Da EF i starten af 1990’erne vedtog at omdanne De europæiske Fællesskaber til en union med Maastrichttraktaten, stod Danmark i lidt af et dilemma. Hvad skulle man gøre? Man havde hidtil været et meget fodslæbende land m.h.t. unionsudviklingen. Danmark gik med i 1973, fordi England gik med, og de to store aftagere af danske eksport, Tyskland og Storbritannien, herefter begge ville være inden for EF. Det var fra dansk side pragmatisk  markedspolitik. M.h.t. mere dybtgående integration med en udvikling i retning ad en føderalistisk union, var det ikke lige den støre livret for mange danske vælgere. Men det trængte sig på som en uafvendelig udvikling: Ville man stige på toget, eller ville man slet ikke køre med det mere?
    I 1992 kom Maastrichttraktaten til folkeafstemning i Danmark, og den blev stemt ned af de danske vælgere. En stor del af oppositionen til unionstraktaten befandt sig i SF’s vælgeropland, og i løbet af 1992 blev der indgået et “nationalt kompromis” mellem SF og de mere integrationsvenlige partier. Det blev konfirmeret ved et EU-topmøde i Edinburgh i december 1992 således, at unionstraktaten kunne komme til ny folkeafstemning i Danmark, men nu med 4 forbehold til traktaten, som var udtryk for de danske holdninger til vidtgående integration på nogle politik-områder. Det drejede sig om:

Retsforbehold (politi- og asylsamarbejde)
Forsvarsforbehold (mulighed for deltagelse i fælles militære operationer)
Forbehold over for deltagelse i ØMU’s (Økonomisk og Monetær Union) tredje fase med den fælles mønt euro
Forbehold over for unionsborgerskab

Ved en ny folkeafstemning i 1993 blev unionstraktaten vedtaget, men med de fire danske forbehold tilføjet som tillægsprotokol til traktaten. Danmark kunne beholde kronen – men bandt den i et snævert udsvingsbånd over for euro (dvs man stoppede i 2. fase af ØMU). I 2000 var der fornyet folkeafstemning om euro, men de danske vælgere stemte dansk deltagelse ned.
    De følgende år førte de øvrige danske forbehold, især retsforbeholde og forsvarsforbeholdet, til en del dans på stedet i EU-politikken. Man kunne deltage i en del af rets- og asylpolitikken, f.eks. politisamarbejdet, når der kunne tages beslutninger her som udtryk for mellemstatsligt samarbejde (altså uden føderal overnational beslutningstagning), men da EU i medfør af traktaten vil gå over til flertalsafstemninger på flere områder i retspolitikken, ville det ikke være realistisk fortsat at kunne være med, uden at retsforbeholdet blev droppet. I marts 2015 indgik de EU-positive partier (S, R, SF, K og V) en aftale om, at retsforbeholdet skal til folkeafstemning senest i 2016.
    Efter dannelsen af Venstreregeringen i 2015 kom der også gang i debatten om forsvarsforbeholdet, hvor de samme fem partier nu sendte signaler ud om, at det var ved at være på tide også at tage forsvarsforbeholdet op. Holdningen har ellers været, at den danske sikkerhedspolitik er forankret i NATO. Og det vil den selvfølgelig fortsat være, men altså nu med mulighed for et supplement i EU’s forsvarspolitik, bl.a. med EU fredsbevarende missioner i Afrika og i Balkanområdet.

Teorier om europæisk integration

Når man har skullet analysere EU’s udvikling henimod stadig tættere integration, har man benyttet forskellige teorier.

Føderalisme og neo-funktionalisme

Føderalister tager udgangspunkt i opbygning af stærke fælles institutioner, som får delegeret/overladt magt til at tage beslutninger på enhedernes vegne. Føderalisme er en opskrift på en forfatning for union af stater, hvor der tildeles indflydelse til centret/unionen på nogle områder og enhederne, staterne, på andre områder. Det er et forsøg på at lave integration top-down, fra oven og nedefter.

Figur 4: Princippet i afgivelse af magt til føderale organer i EU

Ordforklaring: Suverænitet: Selvbestemmelsesret, dvs nationalstatens eneret til at bestemme over sit territorim og lave love og bestemmelser, herunder retslige sanktioner og straffe, for sine borgere. Man kan populært sagt sige, at EU forsøger at udvikle sig “fra FN til USA”, når det gælder om at blive til en union. I FN tages kun beslutninger, alle kan blive enige om. I USA tages beslutninger, som enkeltstater, f.eks. Texas, kan være imod.

    Det er selvfølgelig lidt forenklende at formulere det sådan.
    Føderalisme er også en ideologi og en politisk-folkelig bevægelse i nogle af de tidligste medlemslande, men som helhed har det især været eliterne, der har ivret for integration igennem ”utopiske” forfatningsprojekter. Her har den almindelige befolkning ofte være fodslæberne. – Hvis den almindelige vælger overhovedet er blevet spurgt?
    Den neo-funktionalistiske   integrationsteori lægger vægt på at se integrationen som et teknisk-administrativt samarbejde på enkeltområder, som udvikler sig mere og mere henimod en mere omfattende integration.
    Føderalisterne forsøger at legitimere deres projekt via inputsiden i det politiske system. For at få krav og støtte fra befolkningerne er det nødvendigt at satse på fælles politiske værdier og fælles institutioner i en institutionsopbyggende fase. Funktionalisterne går i højere grad ind via outputsiden. Der lægges her vægt på, at det europæiske politiske system leverer resultater, der kan sikre den folkeligt opbakning af teknisk-økonomisk art, som kan legitimere, at man går ud over nationalstaten for at lave et samarbejde.  
  

 Figur  5 : EU’s politiske system mellem føderalistisk institutionsopbygning og søgen efter resultater


Forklaring:  Domstolen er et føderalt organ. Dens fortolkning af fællesskabsretten har stor betydning for integrationsprocessen. Forordning: En EU-lov, der har direkte virkning for borgere og virksomheder i EU-området. Direktiv: EU-regel, der følges op af lovgivning i medlemslandene, før det har lovvirkning for borgerne.


Føderalisternes projekt kræver, at der er et fælles idégrundlag, som folket føler, det er relevant at bakke op om. Føderalisternes væsentligste argument er her selve den europæiske idé, det at man kan overskride nationalstaten og lave forpligtende politik på tværs af grænser i en verden, der bliver mere og mere globaliseret.
    Idégrundlaget for føderalisterne var som nævnt ovenfor i starten det store europæiske fredsprojekt. Det europæiske fællesmarked skulle via opbygningen af et forpligtende økonomisk samarbejde og en erklæring om en ”stadig tættere sammenslutning” mellem de europæiske folk medvirke til, at de europæiske stormagter ikke længere kunne gå i krig med hinanden. De oprindelige seks medlemmer forpligtede hinanden på dette.    

Udviklingen er måske karakteriseret ved, at kravet om folkelig forankring er på vej op. Flere og flere steder forlanges folkeafstemninger. Forfatningstraktaten, der skulle sammenskrive de eksisterende traktater i en slags EU-forfatning led forsmædeligt nederlag i 2005 ved to folkeafstemninger i Frankrig og Holland. Afstemningsresultaterne afslørede en kløft mellem EU-eliterne og folkene.
   Siden da har det været vanskeligt at sidde folkelige krav om demokratisk deltagelse overhørig.

 
Spill-over virkninger

 Et væsentligt element i den neofunktionalistiske teori er spill-over virkninger. Det antages, at samarbejde på ét område, fører til samarbejde på andre områder, fordi virkninger af et samarbejde på et område ofte foregriber, at der skal være bestemte løsninger eller ordninger på andre områder. Man kan f.eks. ikke lave et fælles arbejdsmarked uden, at erhvervsuddannelser til en vis grad er harmoniseret. Hvis en faglært arbejder, ingeniør eller læge er helt forskelligt uddannet i de enkelte lande, kan man jo ikke rekrutere arbejdskraft fra hinanden.
         Der er betydelige elementer af spill-overvirkninger fra det økonomiske samarbejde til andre politikområder, f.eks. miljø. Miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser i et land kan jo virke konkurrenceforvridende, når man bestemmer, at der skal gælde bestemte miljøforskrifter for en vare, der sælges i et land. Det vil sige, at hvis man vil debattere bedre miljøforhold i et land, kan man blive nødt til at inddrage overvejelser om, hvordan de kan tænkes at påvirke EU’s konkurrencebestemmelser.

Figur 6: Med nye traktater og flere samarbejdsområder øges mulighederne for spill-over

Note: FUSP: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fri bevægelighed for arbejdskraft giver f.eks. behov for fælles uddannelsespolitik, så f.eks. en læge kan bruge sin uddannelse i andre dele af unionen.

Intergovernmentalisme

Direkte oversat betyder “intergovernmentalisme” “regeringer imellem”. Der er tale om en teori, der sætter streg under nationalstaterne som aktører i den internationale politik og altså også som de relevante aktører i integrationsprocessen.
    Integrationen sker, fordi nationalstaterne vil være med. Foreningen af Tyskland kunne således tænkes at føre til øget integration, fordi et land som Frankrig ville føre magtbalancepolitik i det “europæiske rum”.
    Man var bange for et forenet Tyskland som en selvstændigt handlende stormagt. Derfor var man interesseret i at udvikle fællesvalutaen euroen sammen med Tyskland. Det ville skabe et forpligtende samarbejde, der indkapslede Tyskland interessemæssigt og tvang landet til at finde fælles løsninger. Man forudså ikke de problemer, der opstod senere med eurokrisen, hvor ”løsningerne” på krisen indebar, at Tyskland blev dominerende i samarbejdet i højere grad, end Frankrig brød sig om det. 

Marxistisk integrationsteori

Den (neo)marxistiske teori om integration er en slags teori om globaliseringens betydning for, at man samarbejder tættere og tættere mellem staterne i Europa. I marxistisk sprogbrug hedder globalisering den globale kapitalistiske markedskonkurrence. Globaliseringen er da udtryk for den globale kapitalisme. Det, det gælder om, er at analysere, hvordan den fungerer i en tidsalder, hvor teknologien har udviklet sig med internet, global containertransport og investeringer, der bringer økonomierne stadig tættere på hinanden, og som også fører til stadig mere intens koncentration af kapitalen.

Økonomierne kommer tættere på hinanden og bliver mere gensidigt afhængige af hinanden, når de kapitalistiske virksomheder går ud over landegrænserne i forsøgene på at vinde nye markeder, så de kan klare sig i konkurrencen. Der er tendens til en faldende profitrate (rentabiliteten af kapitalen). Derfor gælder det om at finde nye markeder, der kan sikre afsætning af varerne.

Staten ses som et redskab for kapitalen (erhvervslivet, især de store virksomheder) i denne kamp. Staten stiller såkaldte almene produktionsbetingelser til rådighed for kapitalen. Det vil sige, staten løser opgaver for samfundet på en måde, der gavner kapitalen. Det er f.eks. gratis uddannelse af arbejdskraften. Det kan være støtte til forskning og produktudvikling. Og det kan være varetagelse af den samlede kapitals interesser udadtil, f.eks. ved at samarbejde med andre lande, eller gå i krig med den, når det er “nødvendigt” for varetagelse af den nationale kapitals interesser.
   Når virksomhederne bliver større, bliver den nationalstatslige ramme for snæver. Det nationale marked skal udvides med et internationalt marked. Nationalstatsgrænser skal nedbrydes, så barrierer for kapitalens ekspansion udadtil fjernes. 

Et væsentligt område for øget integration er det, marxistiske teoretikere kalder “konkurrencen imellem de kapitalistiske hovedcentre,” USA, Japan og Vesteuropa, og hvad denne konkurrence fører med sig af fælles politikker. De europæiske storvirksomheder har i perioder i de seneste årtier haft vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen i teknologiske foregangsindustrier som informatik, telematik og bioteknologi.
    EU tog fat på denne problemstilling ved topmødet i Lissabon i marts 2000, hvor man erklærede, at EU skulle være den stærkeste vidensøkonomi i Verden. EU skal udvikle uddannelser og teknologi, så virksomhederne herigennem styrkes på verdensmarkedet.
   Behovet for en overnational integration  er også blevet forklaret ved “småstatshalløjet” i Europa: De enkelte europæiske landes markeder har været for små til at sikre virksomhederne vilkår, der gør, at de har kunnet vokse sig så store som tilsvarende amerikanske, japanske og kinesiske virksomheder.

Igennem sin teknologipolitik har EU altså kunnet hjælpe virksomheder på tværs af grænserne med udviklingen af nye produkter på de nye teknologiers nøgleområder, og man har dermed givet den europæiske kapital gunstigere muligheder for at klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet.

En væsentlig del af den marxistiske teori om europæiske integration er klaseanalysen og den politiske analyse. I denne teori er det store sociale grupperinger, sociale klasser, der præger de politiske processer og bevæger samfundet fremad. De dominerende klasseinteresser vil f.eks. være borgerskabet (ejerne af kapital og virksomheder) i et land. I EU-sammenhæng vil man f.eks. hæfte sig ved det stærke tyske industriborgerskab (interesser i og omkring den tyske industri). Det lykkedes f.eks. for den tyske bilindustri at påvirke den tyske politik – og EU politikken – omkring formulering af standarder for bilers udstødning.
    Når EU integrationen er kommet op som en stor politisk sag, som der kræves løsninger på, er det de nationale borgerskaber, der ser deres interesser varetaget bedst igennem løsninger på EU-plan i stedet for løsninger på nationalt plan. Tidligere ville disse interessenter i højere grad se hen til nationalstaten som den, der kunne løse problemer.

Euro gældskrise  –  tre diskurser

Ved eurogældskrisen forstås de særlige træk ved eurozonens økonomi, som førte til en dyberegående recession (økonomisk tilbagegang) i euroområdet i forhold til andre økonomiske hovedområder.

Diskussioner om europæisk økonomisk monetær union (ØMU) og den europæiske gældskrise (2008 – ) er ofte forvirrende. Det vrimler med forklaringer, lige fra grækeres og spanieres dovenskab og tyskeres arbejdsomhed til bankfolkenes grådighed. Det drejer sig ofte om forklaringer på forskellige niveauer, præget af meget usystematisk tilgang. Det kan være nødvendigt at dele forklaringer op i hovedtyper og se, hvordan de forskellige hovedtyper forklarer tildragelser på forskellige niveauer.

At der er et særligt problem omkring den europæiske økonomi og eurogældskrisen, vidner den økonomiske udvikling. Europa har haft svært ved at holde trit vækstmæssigt med USA i starten og midten af 10’erne.

Der kan skelnes mellem tre hoveddiskurser i udviklingen af forklaringer, hvor det kendetegner de tre diskurser, at forklaringer og løsningsforslag er sammenhængende.

Nyliberal diskurs

Den hegemoniske diskurs (den dominerende og bestemmende italesættelse) er den nyliberale forståelse med tilhørende fremlæggelse af løsningsforslag. Det er den teoritradition, der bygger på økonomer som Friedman og Hayek. Man kalder også denne økonomiske teori for den neoklassiske.
    Den europæiske krise skyldes ifølge denne teori, at der er konstrueret alt for generøse velfærdsstater, der ikke alene lægger beslag på en alt for stor del af BNP til omfordeling ivelfærdspolitikken og udbygning af offentlige velfærdsydelser, men som også lægger kvælende regulering ned over markederne. Fagforeningerne har monopol på salg af arbejdskraft, hvad der gør det umuligt at pristilpasse på arbejdsmarkedet gennem reduktion af løn til de grupper, der er i arbejdsløshed. I flere lande er der mindsteløn fastlagt ved lov, og den holder angiveligt unge ude fra arbejdsmarkedet.
    Løsningsforslaget er offentlige besparelser (f.eks. i form af den tysk-inspirerede austerity/nøjsomhedspolitik. Man forestiller sig, at der kan opnås effektivitetsgevinster igennem udliciteringer og privatiseringer fra den offentlige sektor. Der kan opnås yderligere gevinster i form af øget handel og konkurrence af det indre marked. Men det kræver yderligere markedsgørelse og deregulering, samt ikke mindst øget migration (vandring) mellem landene, så arbejdskraften kan flyttes fra arbejdsløshedsområder til områder med bedre beskæftigelsesforhold.
    Det er den hegemoniske (herredømme) diskurs, altså den førende italesættelse. Denne diskurs er den foretrukne i arbejdsgiver- og brancheorganisationer, og den bakkes op af størsteparten af den europæiske elite. Den fremmes af den såkaldte trojka (IMF (Internationale Valutafond) , ECB (Europæiske Centralbank) og EU-Kommissionen). Diskursen forstærkes også af, at en stor del af rationalet bag EU’s dannelse (jf ”Det europæiske Fællesmarked”, som det hed engang) var/er at bygge et fælles marked med frihed for kapital, varer og tjenesteydelser samt personer.

Keynesiansk diskurs

Den keynesianske diskurs henviser i sin grundlæggende forklaring på krisen til den ulige indkomstfordeling, der giver tendens til øgning af opsparingskvoten (de rige sparer gennemsnitligt mere op end de fattige). Dermed kan der blive problemer med at holde den effektive efterspørgsel oppe. Især hvis investeringerne også er nødlidende. Og det begyndte de at blive i starten af krisen. Man kunne jo bl.a. se det på de lave renter. Lave renter skulle stimulere investeringerne, men gjorde det ikke i fornødent omfang. Og de stater, der så i stedet satsede på offentlige investeringer og forbrug for at gøre noget ved arbejdsløsheden oplevede, at budgetunderskuddene og den offentlige gæld voksede. 

Friedman/HayekKeynesianereMarxister
DiskursNyliberal (hegemonisk diskurs)KeynesianskNymarxistisk
Baggrund og årsagerDe europæiske velfærdsstater kan ikke matche kravene på de globale markeder =
For svag konkurrenceevne for europæiske virksomheder på globale markederBehov for deregulering og frigørelse af udbudssiden af økonomien
For generøse velfærdsstater fører til gældskrise.
Stive arbejdsmarkeder hæmmer frie markeder
Stagnerende investeringer p.g.a. for lave afkastmuligheder i ny produktion.
Krisen skyldes endvidere øget ulighed i indkomster, som gør, at de fattige ikke efterspørger varer i samme omfang som tidligere.Overdimensioneret finanssektor med usikrede finansielle produkter
Stagnationsfælde gør det umuligt at bruge rentevåben.
Finanspolitikken ubrugelig i EU-sammenhæng
Eurozone ikke optimalt valutaområde = konkurrencevneproblemer i EU periferilande
Center-periferi problem i EU-økonomienAkkumulationskrise for kapitalen giver faldende vækst og stigende arbejdsløshed og dermed tendenser til underskud på statsbudgetterNationale borgerskabers indbyrdes kamp imod hinanden umuliggør fælles politikker. Det franco-germanske borgerskabs interesse er blevet integrationsrationale per se
Tysk austeritypolitik forstærker kapitalens akkumulationskrise
LøsningerNye vitaminer til indre marked i form af friere vare- og  arbejdsmarkeder.
Budgetdisciplin og besparelser.Balance på statsbudgetter og nedbringelse af gæld.Slanket offentlig sektor og privatiseringer vil stimulere markedetFriere vandring af arbejdskraft så den flytter efter  jobbene
Koordinerede finanspolitiske lempelser skal bringe EU ud af den nedadgående økonomiske spiral.Offentlige investeringer i infrastruktur, forskning og uddannelse. Reduktion af ulighed, f.eks. igennem indførelse af EU mindsteløn og koordineret skattepolitik
Stærkere regulering af finanssektor og indgreb imod skatteunddragelserEvt. reetablering af valutaer i randstater til genetablering af konkurrencevne v.h.a devaluering
Styrkelse af fagbevægelseskoordinering på tværs af grænser.Lønmodtagernes Europa med udvikling af fællespolitikker for velfærd og miljø. Øgning af efterspørgsel gennem socialistisk fordelingspolitik. Erhvervspolitik med større inddragelse af lønmodtagere. Flere ejerskabsformer/-samfundseje af produktionsmidler.Den fransk-tyske akses initiativmonopol skal brydes og EU skal i gang med opbygning af mere folkeligt demokrati, så der tages beslutninger ud fra bredere interesser.

Keynesianerne kritiserer de neoklassiske økonomers ”blinde tro på markedskræfterne”. Hvis der er arbejdsløshed, skal man ifølge de neoklassiske økonomer tillade arbejdsmarkedet at pristilpasse, dvs lønnen konkurreres ned til den markedsbestemte pris på arbejdskraft. Men det er ifølge keynesianske økonomer ikke en løsning, idet lønnen også udgør en del af grundlaget for den effektive efterspørgsel. Og når man så også samtidig skal spare på de offentlige udgifter, driver man økonomien ud i en nedadgående spiral.
    Keynesianere forklarer også den økonomiske krise ved, at afkastet af nyinvesteringer ikke er tilstrækkelig attraktivt. Investorerne reagerer ved at undlade investeringer i produktion. I stedet sætter de pengene i passive anbringelser (guld, kunst, ejendomme, obligationer), eller holder simpelthen mere likviditet (rede penge).
    Krisen blev ifølge keynesianerne så dyb, fordi den europæiske økonomi var kommet ud i en situation, som man i keynesiansk teori kalder ”stagnationsfælden”. I stagnationsfælden kan man ikke længere bruge pengepolitik (nedsættelse af renten for at stimulere investeringer), da renten er så langt nede, at Centralbanken ikke kan sætte den længere ned. Det viser sig f.eks. ved en mulighed for, at renten kan blive negativ. Når man ikke kan føre pengepolitik, er der kun finanspolitikken eller konkurrenceevnepolitikken tilbage. Den første går ud på at stimulere f.eks. offentlige investeringer og andre udgiftsområder i den offentlige sektor. Men den vej kunne man ikke gå p.g.a. den tyske nøjsomhedspolitik, der slog igennem som en del af den nyliberale diskurs.  Den anden går ud på at øge konkurrenceevnen og vinde øgede markedsandele på de internationale markeder.

Nymarxistisk diskurs

Den nymarxistiske diskurs lægger hovedforklaringen på eurokrisen på en dybereliggende økonomisk krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Den globale økonomi var i en årrække i stand til at holde en nogenlunde vækst oppe igennem inddragelse af nye økonomier som BRIK-landene i den kapitalistiske økonomiske cyklus.
     BRIK-landene stillede med nye massemarkeder til voksende middelklasser, og ikke mindst, så førte BRIK-landenes økonomiske modernisering til dannelsen af en kæmpemæssig nye industriel ”reservearmé” af arbejdere. Virksomhedernes profitter øgedes igennem denne inddragelse af nye markeder og billige, hårdtarbejdende lønmodtagere, først i de industrielle industrizoner og senere i de moderniserede industriområder i de nye økonomiers byområder. Den europæiske og nordamerikanske kapital kunne brede sig med investeringer i de nye industrilande. Der blev outsourcet produktion, og rentabilitet (profitrate) blev holdt på et niveau, der sikrede investeringer og økonomisk vækst. Men denne ekspansion indeholdt også elementer til den økonomiske stagnation og krise, der slog igennem med finanskrisen. Den enorme pool af billig arbejdskraft i Kina, Indien, Brazilien og flere lande lagde et nedadgående pres på lønningerne også blandt ufaglærte i de rige lande. Det kunne i første række øge udbytningen, men medvirkede på længere sigt til en afsætningskrise via de stagnerende lønninger for mange lønmodtagere i industrilandene.

I en marxistisk økonomisk analyse af vækst og investeringer (kapitalakkumulation) er det afgørende at se på, hvordan profitraten (rentabiliteten af private erhvervsinvesteringer) udvikler sig. Investeringerne i nyanlæg er den kapitalistiske økonomis motor. Falder rentabiliteten (profitraten), falder investeringerne, fordi afkastet ikke er attraktivt nok.    Profitraten holdes i en periode oppe af den øgede udbytning af arbejdskraften, som de stagnerende reallønninger er udtryk for.

Diskurs til forklaring af græsk krise
Den græske krise forklares ved, at den græske kapitalisme var svag:

Figur  7 : Faldende græsk profitrate:

Kilde: The Next Recession. Ordforklaring: Profitraten fremkommer som forholdet mellem overskud og investeret kapital : Merværdi/samlet kapitaludgift: Profitrate: merværdi(m)/C +v.  Merværdien er en form for bruttoprofit, der fremkommer, når produkterne er solgt, og omkostningerne trukket fra. Omkostningerne er udgifterne til den konstante kapital (C), dvs råvarer, maskiner, anlæg, og V, variabel kapital, eller arbejdskraft. Merværdiraten kan populært sagt formuleres som forholdet mellem bruttoprofit og lønninger. Profitraten kan også skrives: Profitrate = m/v/C/v+1, altså merværdirate divideret med C/v+1.  Det, der er investeret i kapitalen (maskiner/anlæg, råvarer, know how/viden),  har tendens til at vokse i en grad, der kan føre til  overakkumulation af kapitalen. Det hænger sammen med kapitaludviklingen, hvor der bliver større og større anlæg, flere og flere robotter, mere og mere viden bundet i en given produktion. Det er et ”problem”, for det er jo faktoren arbejdskraft, der giver mere værdi til den eksisterende kapital og råvarerne. Og en stigning i C/V får jo i overensstemmelse med ligningen for profitraten (overskuddet i forhold til den investerede kapital/rentabiliteten af investeret kapital) til at falde. Men der er en modvirkende faktor i en stigende merværdirate, dvs hvis arbejdskraften presses mere.

På længere sigt var det virkelige problem, at Grækenlands offentlige og private gældsbyrde simpelthen er for stor til, at den græske kapitalistiske økonomi kan servicere den, og det skønt græsk arbejdskraft allerede var klemt til døde – bogstavelig talt. Gældsbyrden steg af to hovedgrunde. Græsk kapitalisme var så svag i 90’erne, og rentabiliteten af produktive investeringer var så lav, at de græske kapitalister var nødt til at få den græske stat til at subsidiere dem gennem lave skatter og undtagelser fra skat, sammen med handouts til favoriserede græske oligarker. Som modydelse fik græske politikere alle de fordele og belønninger, som også gjorde dem rige.
   Denne svage og korrupte græske økonomi sluttede sig så til euroen og EU finansiering blev gjort tilgængelig. Tyskerne og franskmændene kom og købte græske virksomheder op, og de tillod, at staten kunne låne og øge sine udgifter. De årlige budgetunderskud og den offentlige gæld steg hastigt under successive konservative og socialdemokratiske regeringer. Disse underskud blev finansieret af obligationsmarkederne, fordi tysk og fransk kapital investerede og købte græske statsobligationer, som gav meget bedre rente end deres egne statsobligationer. Græsk kapitalisme levede altså af det kreditfinansierede boom i 00’erne, som skjulte dens virkelige svagheder (The Next Recession).

De faldende renter i euroområdet er udtryk for en moden euro-økonomi, der har stigende problemer med at give et ordentligt afkast. Udviklingen af ny teknologi og innovation er ikke kraftig nok til at give mulighed for nye investeringsområder for en kapital på jagt efter sådanne.

Center/periferi forklaring
Euro-krisen og statsgældskrisen i Europa er også i den nymarxistiske diskurs forklaret ved asymmetrier mellem center og periferi.
   Den økonomiske stagnation med faldende renter slog først igennem i centerlande. Det førte til lave renter i disse. Samtidig var nogle periferilande som Spanien, Grækenland og Italien i gang med en relativ konjunkturopgang. Når der er konjunkturopgang, vil der normalt blive ført en strammere pengepolitik med stigende renter. Som medlemmer af euroen var disse lande imidlertid underlagt den fælles penge- og rentepolitik, der blev udmeldt af ECB, den europæiske centralbank. Det førte til asymmetriske rente- og konjunkturforløb, der stimulerede udviklingen af ejendoms- og spekulationsbobler i periferilandene og store kapitaltilførsler fra de store banker i Centret. I flere lande udbyggedes også offentlige velfærdsordninger i et omfang, som der ikke var råd til, da krisen kom, og der blev prikket hul på boligboblerne.

Der opstod en gensidig afhængighed mellem tyske og franske banker og statssektorerne i nogle periferilande. Underskud på statsbudgetterne og statsgælden voksede hurtigt i disse. Ofte blev obligationerne købt af de nævnte banker. Derved opstod en symbiose (tæt forbindelse) mellem fransk-tyske storbanker og statssektorerne i periferilandene. For det fransk-tyske borgerskab blev det derfor afgørende, at der skulle holdes sammen på ØMU-landene og deres gensidige forpligtethed på en fælles kurs for den fælles valuta. Redningspakker og den europæiske Stability Mechanism (ESM) blev skruet sammen med hjælp fra Trojkaen (IMF, ECB og EU-Kommissionen). Ofrene blev velfærdsordninger og de millioner af arbejdsløse, ikke mindst unge, når statsbudgetterne samtidig skulle slankes for, at landene kunne leve op til kravene.
Den græske gældskrise og regimeskiftet i 2015

Grækenland var dårligt forberedt, da finanskrisen kom i 2008. Inden da havde man levet af lån, som var blevet billige som følge af den fælles pengepolitik i eurozonen. Bygge- og anlægssektoren ekspanderede alt for voldsomt i forhold til landets behov for boliger og turisthoteller på længere sigt. Man var for rundhåndet med lønninger og pensioner til offentlig ansatte. Og det var alt for svært for en svag stat at inddrive skatter fra de velhavende og fra de mange småvirksomheder i landet. En EU-rapport fra 2014 har opgjort, at 1/3 af momsindtægterne forsvandt i svindel med regnskaber og skatteunddragelser.
   Det gamle fjendskab til naboen Tyrkiet førte til fortsat høje militærudgifter (2,1 pct af BNP i forhold til et gennemsnit for NATO på 1,6 pct af BNP). Efter østudvidelsen af EU kørte en del af støtten fra EU’s fonde væk fra Grækenland og henimod disse nye medlemslande.

Hertil kom så problemer, der hang sammen med selve eurokonstruktionen. Den fælles valuta sikrede en lav valutakurs for de stærke nordlige EU-økonomier over for lande uden for EU, samtidig med, at valutakursen var rigelig høj for de langt mindre konkurrencedygtige sydeuropæiske økonomier. Lande som Tyskland, Danmark og Sverige oparbejdede stigende betalingsbalanceoverskud. Det blev modsvaret af stigende underskud i de sydlige lande. Denne skævhed var der ikke noget sanktionssystem imod, som der f.eks. var og er over for statsbudgetunderskud.

Underskuddene på det græske statsbudget blev finansieret ved udstedelse af statsobligationer, som i vidt omfang blev købt af tyske og franske banker. Da krisen kom, blev renterne (lave kurser) på disse ubærlige. I den situation startede man hjælpepakker (bail outs), som egentlig var imod de regler, der var stillet op for ØMU’en, hvor landet snarere skulle idømmes strafbøder, hvis det overskred konvergenskriterierne (jvf gennemgang herunder af ØMU-reglerne). Hvis Grækenland havde handlet efter ØMU-reglerne, var landet blevet nødt til at misligholde lånene, og det europæiske banksystem kunne være blevet hårdt ramt af tabet på de store obligationsbeholdninger. Men det er jo den risiko, investorer må påtage sig, når de investerer. Hjælpepakkerne blev altså brugt på at holde liv i en række storbanker, som ellers ville have lidt store tab. Og alternativt kunne de stater, som de var hjemhørende i, være blevet tvunget til at udsætte dem via deres egne statsudgifter (når man nu retter sig efter “too big to fail” princippet).  

Den græske gældskrise tilspidsedes ii sommeren 2015. Landet kunne ikke længere overholde låneforpligtelserne. Eurogælden på 320 mia euro udgjorde omkring 177 pct af BNP. De store hjælpepakker, landet fik i 2010 – 12 var som nævnt  i vidt omfang gået til at betale en række af de investorer, der havde investeret i græske obligationer i håb om en økonomisk gevinst. Det var en mindre del af hjælpepakkerne, der havde tilflydt det græske folk. Hvis pengene var blevet investeret i udbygning af uddannelser og infrastruktur i Grækenland, villle landet have haft bedre udsigter til en langsigtet løsning, idet det græske erhvervsliv så var blevet mere konkurrencedygtigt.

I stedet stillede man som betingelser for yderligere forlængelse af lån, at der skulle “gennemføres reformer”. Det havde Syriza-regeringen, der trådte til efter et valg i starten af 2015 svært ved at goutere, da reformerne ville ramme pensioner, offentlige lønninger og sociale ordninger.
   Man sagde derfor nej til Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav om reformer. En del af reformkravene drejede sig også om udbudssideeffekter på økonomien, f.eks. krav om forøgelse af pensionsalderen (til 67 år, hvilket regeringen var indstillet på), samt forskellige opblødninger/dereguleringer, der skulle kunne øge udbudet af arbejdskraft og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Det var dog ret tvivlsomt, hvor stor effekt reformerne reelt ville få, også selv om de blev gennemført helt og fuldt.

Den græske regering lagde det ud til en folkeafstemning den 5.6., om man skulle imødekomme kravene, der kunne føre til en forlængelse af lånene og dermed fortsat tilførelse af euro. I tilfælde af nej kunne det føre til græsk exit fra euroen. En sådan exit erklærede den græske regering, at man ikke kunne affinde sig med.
   Der er ikke nogen juridisk bestemmelse i ØMU’en om ophør af medlemsskab. De øvrige euro-lande vil altså ikke formelt kunne smide Grækenland ud af euroen. Men i mangel af tilførelse af euro fra ECB, ville landet reelt kunne komme i en situation, hvor man ville blive nødt til at begynde at printe drachmer igen, hvis man ville undgå en total nedsmeltning af økonomien, hvor der ikke ville være penge til at aflønnen offentlig ansatte og udbetale sociale ydelser.
    Det ville imidlertid blive en stærkt devalueret drachme, man ville stå med. Derfor havde mange grækere da også trukket penge ud af bankerne i den forløbne periode for at undgå et devalueringstab på deres penge.
    Landet kunne blive nødt til at indføre kapitalkontroller for at modvirke yderligere udtrækning af penge.
  Folkeafstemningen endte som bekendt med et dundrende “nej” til lånevilkårene. Det var udtryk for tillid til den siddende regering med premierminister Tsipras i spidsen. Finansministeren valgte at trække sig, idet han følte, at han i for høj grad var blevet en rød klud i investorernes/kreditorernes øjne. Han kom med en besk bemærkning om, at han var blevet skydeskive for disses had, hvilket han i øvrigt følte sig stolt over.

Det medvirkede næppe til et bedre forhandlingsklima, men det understregede det problematiske i behandlingen af landet og det udemokratiske i at behandle landets valgte ledere på den måde.

Bruxelles burde ikke befatte sig med at skabe og vælte regeringer. Men det er ikke desto mindre det farlige punkt, som Eu’s dårlige håndtering af den græske krise har medført. Unionen “skabte” den nuværende Syriza-regering i januar ved at nægte dens forgænger Nyt Demokrati de mildere lånevilkår på gælden, som ville have givet den muligheden for at blive ved magten. Men det ville blive udlagt som det, der nu engang kan ske. Situationen nu er anderledes, hvor europæiske ledere åbenlyst fører kampagne for at stemme ja ved den græske folkeafstemning søndag. Et ja-resultat vil næsten med sikkerhed føre til Syriza-regeringens fald. Hvis det ikke er regime ændring, så kommer det farligt tæt på at være det, og det er en dybt skadende udvikling for det europæiske projekt. (The Guardian 4.6.2015)Da de græske vælgere stemte nej ved folkeafstemningen den 5.7.15, tilspidsedes den græske krise. Tsipras-regeringen fremlagde et forslag til løsning, som efter manges opfattelse lignede det, de græske vælgere havde stemt nej til. Der var dog den temmelig vigtige tilføjelse, at man samtidig forlangte en omstrukturering af gælden (til et beløb af 53 mia euro), som ville indebære længere løbetider og evt lavere renter, så det ville blive mere overkommentligt for grækerne at klare det.
    Eurogruppens (euromedlemslandene) finansministre holdt lange møder week-enden efter folkeafstemningen, men det lykkedes ikke at finde fælles fodslag til en imødekommelse af det græske forslag. EU var stærkt delt i spørgsmålet, idet der var opbakning til det fra store lande som Frankrig og Italien, men modstand fra den ret afgørende europæiske stormagt Tyskland. Her var holdningen, at det græske udspil (forhøjelse af pensionsalder til 67, skærpelse af skatteudskrivning, reformering momsen, besparelser på forsvaret) ikke var vidtgående nok. Fra tysk side fremkom en ide, som blev skrevet ind i et udkast til aftale, om, at Grækenland kunne gå ud af euroen i 5 år og så træde ind igen.
    Det mest stålsatte land, som ikke mente, at grækerne gik langt nok, var Finland. Det blev regeret af en koalition, hvori indgik et nationalkonservativt EU-modstanderparti. Her var holdningen, at den bedste løsning ville være, at Grækenland forlader euroen og indfører en national valuta igen.
    I denne sag så man, hvordan nationale hensyn og de nationale politiske systemer spillede en rolle, idet der skulle enstemmighed til i euro-gruppen og på et senere berammet topmøde af stats- og regeringschefterne til for at tage en beslutning.
Topmødet for alle EU-landes stats- og regeringschefer søndag den 12.7. blev aflyst, da der ikke var udsigt til enighed blandt finansiministrene i eurogruppen inden da. Af sanne grund blev mødet i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget aflyst. Her skulle den danske statsminister ellers have givet en orientering. Formanden for Nævnet, Søren Espersen fra DF, udtrykte, at efter hans mening skulle Danmark lægge sig op ad den finske position og anbefale, at “grækerne forlader euroen og indfører drachmer i stedet”.

EU plejer at kunne bryste sig af, at uenighed altid overvindes, og den overvindes på en måde, der styrker unionen og driver integrationen fremad. Sådan så det ikke ud til at komme til at gå i eurokrisen omkring Grækenland. I betragtning af, at det græske BNP udgør under 2 pct af det samlede, kan man undre sig over, at det var så vanskeligt.
   På tidspunktet for den græske krise var EU imidlertid præget af store modsætninger imellem nogle stærke økonomier i nord og nogle svage økonomier i syd.

Tabel 1: Vigtige balanceindikatorer for EU-landes og andre landes økonomi

Kilde: The Economist 10.7.15. Ordforklaringer:
Trade: Handel. Current account: Betalingsbalancens løbende poster. Budget balance: statsbudgets balance. Interes: rente.

Tabel 1 illustrerer det tydeligt. De nordeuropæiske økonomier har store overskud på betalingsbalancerne og samtidig små underskud eller ligefrem overskud på statsbudgetterne (f.eks. Tyskland). Det viser, hvor svært det har været at gennemføre euro-princippet om, at one size fits all (renter og valuta). Det gør det ikke i dette tilfælde. Det har været til fordel for Tyskland og andre lande i nord, som har haft lav og faldende arbejdsløshed (fremgår ikke af tabellen) og gode økonomiske indikatorer. Men betalingsbalanceoverskud modsvares af andres underskud. Tidligere kunne de devaluere deres valutaer over for D-marken. Det har de ikke kunnet i euroen.
   Når man ser på euro-områdets økonomiske balance, så udviser den også et meget flot plus (overgår selv Kina!). Heri indgår dog det kæmpestore tyske overskud.
   Tyskland har haft dette overskud i årevis, og man kan spørge, hvad der normalt vil ske, når en økonomi så vedvarende har så store overskud på betalingerne over for udlandet? Svaret er, at dette land naturligvis vil få revalueret sin valuta, så konkurrenceevnefortrinnet kan konkurreres væk igennem en fordyrelse af dette lands varer og tjenester. Det er ikke sket. I stedet er det hele unionen, eller i dette tilfælde eurozonen, der har samlet har fået revalueret fællesvalutaen. Og her kommer problemet med one-size-fits-all ind. Det er ikke en størrelse, der passer mindre konkurrencedygtige økonomier.

Det burde man måske have taget højde for, da man lavede ØMU-konstruktionen (jf nedenfor). Man kunne f.eks. have indført straffe over for lande med vedvarende overskud og ladet Kommissionens overvågning af deres økonomi fokusere på dette aspekt også.  Alternativt kan man sige, at det burde have været en reel union – med en stærk politisk overbygning, der havde overført midler til de svagere områder, herunder havde investeret meget mere massivt i infrastruktur og uddannelser i “udkantsområderne”. I USA, som i højere grad er en reel union, ville man aldrig lade en stat sejle sin egen sø, som det åbenbart er god latin at gøre i det græske tilfælde.

På vej mod ny aftale med Grækenland

Der må efterlyses mere solidaritet fra EU-toppens side, sagde de kendte amerikanske økonomer Krugman og Stiglitz.

Når denne solidaritet udeblev, forklares det ved, at den tyske forbundskansler Angela Merkel var underlagt populistiske hensyn til den tyske opinion, som efterhånden så rødt, når snakken gik på at skulle vise mere solidaritet med Grækenland betalt af tyske skatteydere..
    Derfor de utrolig hårde krav til Grækenland. Som betingelse for, at man overhovedet vil gå i gang med at forhandle en ny hjælpepakke til landet, skal det græske parlament inden onsdag have vedtaget en række af Eurogruppens krav (som Euro-gruppen ikke engang indbyrdes var enige om). 

Merkels koreografi var perfekt. Det var et eksempel på effektfuld politisk kommunikation. Men det var også en måde at bruge medierne og den hjemlige folkelige opinion til at line en hård forhandlingslinje op, så man kunne nå et slutresultat, der ikke ville ligge så langt fra den tyske position.
   Lige efter at være ankommet til topmødet i Bruxelles søndag fyrede hun karske kanonader ud i medierne om græsk adfærd og troværdighed som den “valuta”, der havde lidt mest skade. Det var få timer før de tyske nyhedsmedier, som overværes af flest tyskere, gik i luften med nyheder om den fortsatte udvikling i den græske tragedie. Med bogholderimæssig sans for detaljer er tyskerne rasende over de godt 90 mia euro, som var prisen for de foregående hjælpepakker.

Aftalen om 3. græske hjælpepakke

Der blev nået en aftale om en tredje hjælpepakke mandag morgen den 13.7. efter 17 timers forhandlinger (rekord for et EU topmøde). Eurogruppens formand præsenterede det således:

Eurogroup president Jeroen Dijsselbloem says that the Greek parliament must immediately start passing legislation to implement the measures agreed in Brussels.

If Athens does that on Tuesday and Wednesday, then the Eurogroup can take a view on Wednesday, and then national parliaments can give their own approval for a third bailout. (Twitter)

Det er med nogle betingelser om handling i retning ad hurtig vedtagelse af reformer i det græske parlament knyttet til.
   Den græske premierminister Alexis Tsipras opnåede igennem den lange natteforhandling, at en fond med indtægter fra græske privatiseringsaktiver, der efter tysk krav skulle være stationeret i Luxembourg, og som skulle bruges til ny kapitalisering (dvs opbygning af tilstrækkelig egenkapital) af de græske banker, nu kunne anbringes i Athen i stedet. Det blev i medierne kaldt “et tysk krav om pant i Grækenland på 50 mia euro”. En undersøgelse fra IMF (Den internationale Valutafond) havde dog vist, at den form for aktiver (f.eks. græske havne) ville indbringe et så begrænset beløb, at det ville tage 100 år at nå 50 mia. Der var også kritikere, der mente, at aftalen var hårdere ved Grækenland, end Versaillestraktaten ved afslutningen af I. Verdenskrig var for Tyskland. Ved denne traktat blev Tyskland tvunget til at betale så høje erstatninger til bl.a. Frankrig, at det var stort set umuligt for Tyskland at komme rigtigt økonomisk på fode, hvorved noget af grundlaget blev lagt for Adolf Hitlers opstigen til magten. Anderledes gik det efter II. Verdenskrig, hvor halvdelen af den tyske gæld blev slettet ved Londonkonferencen i 1953. Disse historiske fakta var blevet et ømt punkt for Tyskland i debatten forud for aftalen med Grækenland.
    I forhold til Merkels forhandlingsresultat nåede Tsipras ikke langt med de græske ønsker. Han risikerede at komme til at stå til en ordentlig storvask,når han kom hjem. En del kommentatorer mente, at Grækenland ville kunne have fået mere ud af at tage den hårde tur med en græsk exit fra euroen. Det antyder lidt om, hvor svært det var for grækerne at komme i mål under forhandlingen. Det kan have spillet ind, at Grækenland skulle straffes for folkeafstemningen den 5.juli.  
    Med hensyn til det vigtige spørgsmål om reduktion af gæld, siger aftalen, at der ikke bliver nogen hair cut (nedskrivning af gælden).
Til gengæld nævner aftalen, at det samlede finansieringsbehov for gældsomstrukturering og reformer over årene kan komme op på 82 – 86 mia euro:

The Euro Summit takes note of the possible programme financing needs of between EUR 82 and 86bn, as assessed by the Institutions. It invites the Institutions to explore possibilities to reduce the financing envelope, through an alternative fiscal path or higher privatisation proceeds. (Oversættelse: Eurogruppe topmødet noterer sig de mulige programfinansieringsbehov på mellem 82 og 86 mia euro, som det er anslået af institutionerne (Trojkaen). Det inviterer institutionerne til at undersøge muligheder for at reducere finansieringspakken, gennem en alternativ skattemæssig vej eller gennem højere indtægter fra privatisering).

men uden klart at sige, hvem der kommer til at stå for den ekstra finansiering. Noget forventes af komme via nye skatter og privatisering.  “The institutions” er trojkaen (Kommissionen, ECB og IMF).
     Og den taler om, at gælden skal være “bæredygtig” for grækerne. På den måde imødekommer man faktisk de ønsker om at forblive i euroen, som opinionsmålinger har vist, at det græske folk prioriterer højt. Der er formentlig frygt for det drop i levestandard, en indførelse af en meget devalueret ny drachme kan føre til.

Demokratiproblemet  –  ny koreografering af det “demokratiske underskud”?
Det “demokratiske underskud” er et gammelkendt problem i forbindelse med EU-beslutninger. Det går på, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne og på, at et embedsmandsorgan som Kommissionen har fået så stor en rolle i EU’sbeslutningstagning med initiativretten og opgaven med at drive integrationen fremad.
    Med beslutningen om den 3. græske gældsaftale i 2015 rejstes demokratiproblemet på en ny måde.
    Var det demokratisk, at Alexis Tsipras, den græske premierminister, udskrev folkeafstemning 5. juli for at lade de græske vælgere tage stilling til forslaget fra Eurogruppen?
     Det var vel tilsyneladende demokratisk at lade det direkte demokrati råde her? Hvis folket skulle “have ejerskab” til den lange proces med at komme igennem gældsafviklingen var det vel rimeligt at lade folket bestemme?
    Ja, men problemet var bare, at det endte med en aftale, der var endnu værre end det forslag, der blev stemt ned ved folkeafstemningen. Det var også et stort demokratisk problem, at EU’s topledere blandede sig med at komme med gode råd til vælgerne om, hvad de burde stemme.
    Eurogruppen – og specielt nok de tyske beslutningstagere – blev midlt sagt rasende over, at sagen kom ud til folkeafstemning. Det var første gang i EU’s historie, at der blev lavet en national folkeafstemning i en sådan sag. Det var en ny og uventet procedure at smide ind i en forhandling, hvor mange teknikaliteter indgik, og hvor sagen normalt var blevet løst imellem de indirekte folkevalgte repræsentanter (regeringslederne) og embedsmændene. Hertil kom det principielle spørgsmål: Hvad nu, hvis grækerne havde stemt ja, og “hjælpepakken” efterfølgende ville blive stemt ned af vælgere i andre lande? For hver af eurolandene skal efterfølgende tage stilling til det, der er besluttet, enten via parlamentet i det pågældende land, eller ved folkeafstemning, hvis landet beslutter det.

Reformer af landbrugspolitikken i EU

I  december 2013 vedtog Rådet af landbrugsministre en ny reform af landbrugspoltikken (CAP, Common Agricultural Policy). Den styrker målsætningen på det miljømæssige område, men kører i øvrigt videre med den grundliggende sondring mellem direkte betaling og markedsrelaterede udgifter (søjle 1) og Udvikling af landområderne (søjle 2) sådan, at søjle 1 stadigvæk kommer til at lægge beslag på 3/4 af de samlede udgifter til CAP.

Figur 8: Fordeling af udgifter til CAP før og efter 2013-reformen. Løbende priser i mia euro

Kilde: Kommissionen. Note: Export refunds: Eksportsubsidier: Coupled og decoupled direct payments: Direkte pengebetalinger, som enten afhænger af produktionsomfang eller ikke (f.eks. direkte indkomststøtte/arealstøtte o.lign). Fra 2014 omdannes disse direkte  betalinger til “nye direkte betalinger”, som bl.a. giver medlemsstaterne større muligheder for på nationalt plan at få indflydelse på midlernes anvendelse. Der er stadig muligheder for markedsintervention, f.eks. interventionsprisordning, men det forventes især at skulle bruges under landbrugskriser, hvor udbud og efterspørgsel får priserne til at gå i bund.  Rural development: udviling af landområderne.

Selv med forsøgene på at gøre landbrugspolitikken mere miljørigtig, er det stadig sådan, at der ydes støtte til produktion/landbrug, som er med til at opretholde et for fabriksagtigt landbrugserhverv, der er tilbøjelig til at favorisere store enheder, konkurrencedygtighed på verdensmarkedet og en økologisk set relativt dyrebar omdannelse af vegetabilsk protein (f.eks. soyakager og korn) til animalsk protein. Man kan spørge, om det i længden er holdbart i en verden, hvor der kan opstå mangel på sunde fødevarer på længere sigt?
    Reformen blev kritiseret af grønne organisationer for at være for meget “grønvaskning” af en reform, der stort set fortsætter med mange af grundprincipperne i EU’s landbrugsordninger:

I indledningsprocessen med reform af den fælles landbrugspolitik (CAP) satte Europakommissionen miljøet i centrum af debatten. Landbrug og miljø er meget snævert forbundne. Uden sund jord, rent vand og biodiversitet vil vores mulighed for at producere mad blive truet. Det var derfor af afgørende betydning at addressere problemet med forfaldet af  de naturressourcerne (gennem brug af pesticider, udpining af jorden, etc), som landbruget er afhængig af. Beslutningen om at linke de direkte betalinger og gode landbrugspraksiser var velkommen, særlig når man tænker på, at under den eksisterende politik blev vi bedt om at betale tre gange for maden – først ved at købe den, så for subsidierne, og endelig for skaderne, der er lavet på naturen. Men hvis Kommissionens oprindelige forslag såede nogle grønne håb, så blev de hurtigt skåret ned, da Europaparlamentet og Rådet gik ind i den fælles beslutningsprocedure, og grønvaskningen startede.

Landbruget i EU’s medlemslande, ikke mindst i  lande som Frankrig og Polen, har stærke lobbyister (påvirkere af lovgivningen), og når man kommer i gang med beslutningsprocessen, kommer de tit ind over med producentinteresserne, der ofte er stærkere end forbrugerinteresser og miljøinteresser.

Integration i dybden på det økonomiske område

ØKONOMISK UNION – Hvad indebærer det?

I den fagøkonomiske debat har man i teorien om optimale valutaområder beskæftiget sig med betingelserne for, at en monetær union med fælles valuta kan fungere. Et optimalt valutaområde er et sæt af økonomiske, befolkningsmæssige, teknologiske og geografiske betingelser, der gør det relevant med en fælles valuta. Danmark er f.eks. et optimalt valutaområde. Ganske vist er f.eks. Lolland-Falster og Bornholm præget af lavere økonomisk udvikling end den øvrige del af landet, men dog ikke i en grad, at man vil anbefale disse områder at rette op på deres konkurrenceevne igennem indførelsen af deres egen valuta.

Betingelser for optimalt valutaområde:

Enighed om økonomiske målsætningerEx.: Inflation, arbejdsløshed
Tendenser til ensartet omkostningsudviklingEx.: Lønniveauer i området
Produktionsfaktorers mobilitetEx.: Kapital og arbejdskraft
Sammensætning af produktionEnsartet eller komplementær
Indbyrdes samhandelSkaber gensidig afhængighed

I den fagøkonomiske debat har man i teorien om optimale valutaområder beskæftiget sig med betingelserne for, at en monetær union med fælles valuta kan fungere. Et optimalt valutaområde er et sæt af økonomiske, befolkningsmæssige, teknologiske og geografiske betingelser, der gør det relevant med en fælles valuta. Danmark er f.eks. et optimalt valutaområde. Ganske vist er f.eks. Lolland-Falster og Bornholm præget af lavere økonomisk udvikling end den øvrige del af landet, men dog ikke i en grad, at man vil anbefale disse områder at rette op på deres konkurrenceevne igennem indførelsen af deres egen valuta.

Der må ikke være for stor forskel imellem landenes økonomisk-politiske målsætninger. Det kan f.eks. ikke nytte noget, at kun enkelte lande prioriterer inflationsbekæmpelsen meget højt. Hvis andre lande ikke gør det, vil det skabe uligevægt i omkostningsudviklingen, som kan gøre en valutakursjustering nødvendig.

Produktionsfaktorerne (arbejdskraft og kapital) skal kunne bevæge sig relativt uhindret rundt i området. Det er stort set gennemført for kapitalens vedkommende. Med hensyn til arbejdskraften er der imidlertid langt igen i EF. Det skyldes ikke alene, at landene er modvillige m.h.t. at opgive nationale særregler om arbejds- og opholdstilladelser, uddannelse, m.v., men også sproglige og kulturelle forskelle. EF er langt fra den mobilitet af arbejdskraften, der præger unioner som f.eks. USA og Vesttyskland. Her har regional underudvikling altså kunnet føre til vandring af arbejdskraften hen til de områder, hvor der er bedre beskæftigelsesmuligheder.

Produktionssammensætning og samhandelsmønstre skal være sådan, at landene kan specialisere sig i forhold til hinanden og handle med hinanden uden, at det følges af stærkt svingende varepriser. Jo højere den indbyrdes samhandel er, desto større fordel vil landene have af en fælles valuta, fordi den giver sikkerhed for det kontraktgrundlag for priserne, som varerne og tjenesterne handles til over landegrænserne.

Omvendt vil en monetær union med fælles valuta i sig selv virke stimulerende på samhandelen.

Man kan da også se, at allerede under slangesamarbejdet og EMS-samarbejdet skete der en udvidelse af den EF-interne handel. Over halvdelen af EU-landenes samhandel finder i dag sted med andre EU-lande, og der er tendens til, at procenten stiger. I den henseende ser det altså ud til, at EU er ved at udvikle sig i retning ad et optimalt valutaområde. Gennemførelsen af det indre marked fra 1. januar 1993 har også skubbet på i denne retning.


KONVERGENSKRITERIER

I Maastrichttraktaten taler man om de såkaldte konvergenskriterier som pejlemærker for, om den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) kan realiseres. At “konvergere” vil sige at “nærme sig” hinanden. Det, der skal bringes sammen og nærme sig hinanden, er økonomiske tilstande, som muliggør en fælles valuta. Det er f.eks., at inflation og rente skal nærme sig hinanden.

Kommissionen kunne i efteråret 1997 fremlægge nye tal, der viste, at næsten alle lande, bortset fra Grækenland, så ud til at ville opfylde kriterierne. Et land som Italien lå på vippen. Der var også stadig lidt tvivl, om tyskerne vil opfylde betingelserne. Det var den store tyske arbejdsløshed på over 4 mio dengang, som bragte tvivlen ind, idet en sådan arbejdsløshed medfører udgifter til understøttelse og lavere skatteindtægter. Ikke desto mindre var det Tyskland, der gik forrest med stålsatte krav til ØMU’ens konstruktion. Lavinflation og økonomisk stabilitet skulle sættes i højsædet.

Konvergenskriterierne i ØMU (Maastrichttraktaten):

Inflationen (prisstigningerne) må højst være 1.5 pct højere end gennemsnitsinflationen i de tre lande, der har den laveste inflation.
Underskuddet på offentlige budgetter (dvs de penge stat og kommuner får ind og ud) må højst være 3 pct af BNP.
Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct af BNP.
Renten på obligationer må højst være 2 pct over gennemsnittet for de tre lande, der har lavest inflation.
Landet skal i mindst 2 år have overholdt de normale udsvingsgrænser inden for EMS-samarbejdet og må altså heller ikke i denne periode have devalueret valutaen.

Ifølge Maastrichttraktaten gik ØMU’ens første fase frem til 1.1.94, 2. fase frem til 1.1.99 og tredje fase fra 1.1.99.

Fra 1999 og frem til 2002 fastlåstes kurserne imellem de nationale valutaer uigenkaldeligt. Fra første januar 2002 indførtes de fælleseuropæiske penge. De nationale penge anvendtes sideløbende med euroen frem til 1.7.2002. Fra denne dato anvendtes kun euro.

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK (ECB)

ØMU-områdets pengepolitik vil blive varetaget af Det Europæiske System af Centralbanker, ESCB, som består af Den europæiske Centralbank, ECB, og centralbankerne i medlemslandene. ESCB’s hovedmål angives at være at sikre prisstabilitet.

ESCB’s grundlæggende opgaver defineres som:

  • formulere og gennemføre Fællesskabets monetære politik
  • foretage transaktioner i udenlandsk valuta
  • besidde og forvalte medlemsstaternes officielle valutareserver
  • fremme betalingssystemernes smidige funktion (artikel 105)

Det er opgaver, der ligner enhver anden nationalbanks opgaver, nemlig at kontrollere pengemængden, så der ikke kommer inflation. Den monetære politik omfatter også renten. Transaktioner i udenlandsk valuta vil sige, at man skal veksle udenlandske tilgodehavender, så pengeinstitutterne altid har mulighed for at betjene deres kunder med fri valutaveksling. Endelig kan de disponere over valutareserverne og fremme betalingssystemernes smidighed.

Den pengeudstedende myndighed kommer ECB til at få. Den giver bemyndigelse til udstedelse af pengesedler:

De øverste myndigheder i ECB er et styrelsesråd og en direktion. Styrelsesrådet består af medlemmerne af direktionen og cheferne for de nationale centralbanker. For at sikre direktionens uafhængighed udnævnes de op til 6 medlemmer af direktionen for 8 år. Direktionen gennemfører den monetære politik i henhold til styrelsesrådets beslutninger.

Hvordan fører ECB så pengepolitik? ECB’s pengepolitik er baseret  på to fundamenter, for det første et mål for væksten i pengemængden (M3) på 4,5 pct (1999/2000). Størrelsen vil afhænge af den økonomiske vækst. Det andet fundament er en vurdering af prisudviklingen ud fra udviklingen i nogle indikatorer, dvs lønninger, valutakurser, obligationskurser og renter, samt forskellige mål for den reale økonomiske aktivitet, finanspolitiske indikatorer, pris- og omkostningsindeks og erhvervs- og forbrugsundersøgelser. Hovedformålet er at holde snor i prisudviklingen.

Økonomisk stabilitetspolitik og scoreboard

EU-landene vedtog i 2011 en reform af det økonomiske samarbejde i EU (den så- kaldte ”six-pack”), herunder en styrkelse af de finanspolitiske regler i Stabilitets- og Vækstpagten……
   Reformen er trådt i kraft ultimo 2011. EU-landene har fundet det nødvendigt at supplere de finanspolitiske regler i Stabilitets- og Vækstpagten med et nyt samarbejde om at adressere makroøkonomiske ubalancer som et nyt element i det økonomisk-politiske samarbejde. Krisen har vist, at en række lande – også lande, der overholdt de grundlæggende finanspolitiske regler om underskud på under 3 pct. af BNP mv. – havde opbygget uholdbart store ubalancer i form af overophedede økonomier, vedvarende betalingsbalanceunderskud, aktivbobler, høj udlånsvækst i den finansielle sektor mv., som generelt påvirkede landenes økonomier og deres offentlige finanser positivt under opsvinget i form af stigende økonomisk aktivitet og faldende ledighed, men som resulterede i en ugunstig økonomisk udvikling med stigende ledighed og en kraftig forværring af de offentlige finanser, da økonomierne vendte. (Beskæftigelsesministeriet, februar 2012)

EU-samarbejdet har tendens til at blive stadig tættere og mere forpligtende på det økonomiske område, jvf citatet ovenfor. Det er i en erkendelse af den ustyrlige økonomi, der viste tænder under finanskrisen og fortsætter med at udvikle “aktivbobler” (f.eks. alt for høje aktiekurser og boligprisbobler) og “overophedede økonomier”, som truer den økonomiske stabilitet. Derfor vedtog man også finanspagten om meget begrænsede budgetunderskud.

Indikatorer i scoreboardet:

Betalingsbalancens løbende poster som pct. af BNP beregnet bagud som et 3-årigt glidende gennemsnit med tærskelværdier på + 6/- 4 pct. af BNP, dvs. overskud/underskud på betalingsbalancen på 6 hhv. 4 pct. af BNP.
   Tærskelværdierne afspejler, at store betalingsbalanceunderskud i højere grad vurderes uhensigtsmæssige sammenlignet med store overskud. Betalingsbalancens løbende poster i sammenhæng med kapitalkontoen er en indikator for et lands netto långivning/låntagning overfor udlandet. Et højt betalingsbalanceunderskud indikerer, at økonomien som helhed er låntager, hvilket kan signalere ubalancer og svaghedstegn for en økonomi, hvis låntagningen er uholdbar, og afspejler konkurrenceevneproblemer. Modsat vil høje betalingsbalanceoverskud kunne indikere strukturelle udfordringer i form af en underudviklet indenlandsk efterspørgsel. 

Herudover indeholder scoreboardet indikatorer som:
eksterne ubalancer, særligt høj gældssætning for økonomien som helhed, dvs både offentlig og privat gæld,
svækket konkurrenceevneudvikling
store og vedvarende betalingsbalanceunderskud
faldende eksportmarkedsandele,
høj nominel lønudvikling i sammenhæng med lav produktivitetsvækst
mv. samt udfordringer i forhold til udviklingen på aktivmarkeder, herunder særligt boligmarkedet, etc.

Kommissionen udarbejder rapporter for landene hvert år m.h.t., hvordan de klarer at leve op til disse indikatorer (som m.h.t. budgetunderskud blev skærpet yderligere med finanspagten). Det danner så basis for henstillinger til landene, hvis der ikke “scores” godt nok i henhold til kravene.
    Det er fint, at man m.h.t. betalingsbalanceunderskud også er begyndt at se på overdrevne betalingsbalanceoverskud, selv om man mener, det er et mindre problem end betalingsbalanceunderskud. Et stort betalingsbalanceoverskud (over 6 pct af BNP) er udtryk for, at der er for lille en indenlandsk efterspørgsel (eller opsparingen indenlandsk er for stor). Et lands overskud modsvares jo af underskud hos andre – evt også underskud hos lande uden for EU, man da landenes handel med hianden er en stor andel af deres samlede udenrigshandel, betyder de bilaterale balancer selvsagt meget.

Det er klart, at det yderligere kan sætte begrænsninger for landenes reelle suverænitet i den økonomiske politik. Den nationale suverænitet bliver efterhånden noget illusorisk, fordi økonomierne bliver tættere og tættere sammenvævet. Det, Tyskland eksempelvis gør, får konsekvenser for andre. Når Tyskland opbygger enorme betalingsbalanceoverskud, får det konsekvenser for andre lande, der nemt ender med nærmest tilsvarende underskud. Det er det klassiske problem med det konkurrencedygtige Nord-EU og de konkurrencemæssigt betydelig svagere Syd-EU.