Finans- og pengepolitik

En stor del af pengestrømmen i samfundet går via det, man kalder de offentlige finanser. Der er et statsregnskab, som viser indtægter (penge ind) og udgifter (penge ud) på statens regnskab. Tilsvarende har kommuner og regioner deres regnskaber.
Det er klart, at den måde, pengene opkræves på (hvem betaler skatterne), og hvordan pengene gives ud, vil påvirke samfundsøkonomien, når det i alt er over 45 pct af BNP (bruttonationalproduktet), som går via de offentlige kasser.

Igennem finanspolitikken udformer man de offentlige indtægter og udgifter på en sådan måde, at det har ønskede virkninger på økonomien. Hvis man laver skattelettelser eller man øger offentlige investeringer, sættes der mere gang i økonomien. Det kaldes en ekspansiv finanspolitik.

Figur : Finanspolitik i åben økonomi (importkvote høj) ikke altid en god idé

I en åben økonomi som den danske, hvor importen udgør over 50 pct af BNP, er man forsigtig med at føre finanspolitik, fordi det kan føre til mere ekspanion i udlandet end i Danmark.I stedet for at købe danske varer købes der stort ind i varer produceret i udlandet, og det kan svække betalingsbalancen uden at føre til ret meget fremgang i beskæftigelsen i Danmark.
    Hvis man gør det modsatte og øger skatterne, reduceres de disponible indkomster (indkomsterne efter skat), og det fører til formindsket forbrug. Det kaldes kontraktiv finanspolitik.
   Dermed flader den økonomiske aktivitet ud. Det kan man f.eks. også gøre, hvis man ønsker mindre inflation. 

Skema 1: Eksempler på forskellige typer af finanspolitik/­finanspolitiske instrumenter 

EKSPANSIV FINANSPOLITIKKONTRAKTIV FINANSPOLITIK
Offentlig budgetunderskud øges eller overskud mindskesOffentlig budgetunderskud mindskes eller overskud øges
Skattelettelse ved uændrede udgifterSkatteforøgelser ved uændrede udgifter
Øgede offentlige udgifter ved samme eller mindskede skatterMindskede offentlige udgifter ved samme eller øgede skatter
Robin Hood politik: Skatte­lettelser til de laverelønne­de, evt. stigning for højere­lønnedeOmvendt Robin Hood: Lavere skatter for de højerelønnede
Øgede sociale ydelserMindskede sociale ydelser

Note til forklaring: Finanspolitikken kan påvirkes af en ændret sammen­sætning af de offentlige indtægter og udgifter. De laverelønne­de forbruger gennemsnitligt en højere del af deres indkomst end de højere­lønnede. Derfor vil det virke stimulerende på økonomi­en (eks­pansiv finanspolitik), hvis skatterne lægges med en større byrde på de højerelønnede. De vil jo i højere grad tage skat­terne fra deres opsparing, som udgør en større andel af deres indkomster. Det kaldes Robin Hood politikken, og den kan altså virke finanspolitisk stimulerende.  

Multiplikatorvirkning

For keynesianerne (tilhængere af den engelske økonom John M. Keynes) spiller multiplikatorvirkningen en stor rolle. Det, der skaber efterspørgsel, er forbrug og investering. Øges de, kan det få fortærkende virkninger på økonomien. Når man køber en ny bil, er man med til at skabe jobs til nogle automobilarbejdere. Når man investerer i anskaffelse af EDB-udstyr, er man med til at skabe jobs hos en computerfabrikant og en EDB-programudvikler.

Hvis man i stedet for forbrug foretager en større opsparing, medvirker man faktisk til en nedgang i efterspørgselen. I stedet for at købe bilen, beholder man sine sparepenge i banken og venter med bilkøbet. Det kan måske skyldes, at man er bange for fremtiden. Man er måske bange for at miste sit job. I den situation tilsiger forsigtigheden én af spare op i stedet for at forbruge.

Multiplikatorvirkningen siger, at en øgning i den effektive efterspørgsel (forbrug, investeringer og eksport) påvirker til en ændring i BNP, der ofte er større end den oprindelige efterspørgselsstigning.
    Det kan f.eks. være offentlige udgifter eller  investeringerne, der øges. Det får følgende virkning (produktionsstigning/BNP):
Øget offentlig forbrugsudgift:

Øgede investeringer:
Investeringsændring * Multiplikator  =  Ændring af BNP

Hvis Finansministeriet (staten) øger udgifterne med en mia kr (ekspansiv finanspolitik), giver det en forstærket virning på produktionen, idet beløbet ganges med multiplikatoren.
    Hvis investeringerne vokser med 1 mia kr, og BNP efterfølgende vokser med 2 mia, så er multiplikatoren altså 2. 
    Virkningen breder sig som ringe i vandet, fordi indkomst gives videre ud i det økonomiske kredsløb. Den, der får en indkomst, giver den videre ved køb af varer og tjenester, og de, der begunstiges, vil igen give indkomst videre, og så fremdeles….. 

Den endelige virkning afgøres af størrelsen af forbrugs- og opsparingskvoterne, dvs hvor stor en del af en indkomst, der går til forbrug eller osparing. Det, der spares op, bliver jo ikke indkomst for nogle andre. Det, der forbruges, bliver indkomstr for andre. Så jo mere, der forbruges, jo større vil spredningsvirkningen på økonomien være.

Ved et finanspolitisk indgreb bruger staten flere penge, f.eks. til flere offentlig ansatte. En mia kr brugt til det, øger beskæftigelsen med 2.840 det første år.
  Eller der ændres på  skatten. En stigning i momsen reducerer beskæftigelse mere end en stigning i personskatter, da momsen rammer lave indkomster med høj forbrugskvote forholdsmæssigt meget. Giftskatter, f.eks. på cigaretter og øl, reducerer endnu mer. 

  Statslige overførselsindkomster til lavere lønnede vil derfor have større multiplikatorvirkning end overførselsindkomst til højere indkomstgrupper, fordi de første har en højere forbrugskvote, jf skema 1.
    Monetaristerne (Friedman) afviser multiplikatorvirkningen som humbug. De øgede udgifter til større effektiv efterspørgsel vil blot føre til større pengeudpumpning og dermed mere inflation, mener de. Desuden vil det kunne påvirke forventningerne til inflation, så det vil føre til større krav ved lønforhandlingerne på arbejdsmarkedet, så inflationen derved drives opad.
    Multiplikatormodellen er også blevet kritiseret for at være en alt for forsimplende, ja nærmest mekanisk økonomisk model, der mere ligner noget, man har hentet fra fysikken end fra samfundsvidenskaben. Dens virkninger afhænger i høj grad af forbrugerforventningerne. Det private forbrug udgør over 60 pct af efterspørgselen i økonomien, og hvis forbrugerne vælger at gemme pengene under madrassen eller i banken, i stedet for at omsætte dem i forbrug, kan den forventede multiplikatorvirkning udeblive. Virksomhedernes forventninger til fremtidige afkast af investeringer spiller også en stor rolle.

Pengepolitik

Pengepolitik består i at påvirke pengemængde og rente. Det er normalt Nationalbanken, der fører pengepolitik. Hvis man ser på kredsløbet, ser man, at der er en forbindelse mellem virksomheder og pengeinstitutter (banker). Hvis renten sættes ned, kan virksomhederne låne penge billigere til nyinvesteringer. Renten sættes ned, f.eks. når Nationalbanken gør det billigere for bankerne at låne penge i Nationalbanken.


“Renten”
I virkeligheden er der flere renter., men de er underlagt samme politik på forskellige måder. Og ofte kommer det fra ECB (Europæiske Centralbank). Penge kan frit flyde rundt i EU, og derfor vil rentesatserne have tendens til at blive udlignet. Ellers vil pengene – forudsat samme sikkerhed for lån – søge hen, hvor renten til en opsparer er højst og for en låner der, hvor den er lavest.

Eller der sker en pengeudvidelse ved, at Nationalbanken øger pengemængden (trykker flere penge eller køber obligationer).
    I forbindelse med finanskrisen (2008 – ) har der været en del kritik af den pengepolitik, der er blevet ført af centralbankerne i mange vestlige lande. Efter nyliberal inspiration fra 1980’erne og frem har man hyldet princippet om den uafhængige centralbank som en garant for en god, stabilitetsorienteret pengepolitik.
   Men hvad oplevede man under finanskrisen?:
   Et lånemarked, der var kommet ud af kontrol. De amerikanske subprimelån og den letsindige husfinansiering i flere lande, f.eks. også i Danmark med de afdragsfrie lån, havde ført til overbelåning og banker, hvis finansielle sikkerhed afhang af den slags lån. Hertil kom, at centralbanken i flere tilfælde pustede de vaklende læs yderligere op ved at pumpe penge ud i et forsøg på at sætte gang i økonomierne igen.
   Hvorfor – sagde man – var bankerne optaget af at kontrollere pengemængde og inflation, når det virkelige problem var finansielle bobler, der kom ud af kontrol? Det var ikke alene boligbobler, men også aktiebobler og råvarebobler, hvor spekulation skabte kunstige værdier, der for det meste var varm luft, og som viste sig at kunne være medvirkende til udløsning af økonomiske kriser. Her kunne centralbankerne gøre det til en del af deres politik at overvåge udviklingen og sætte ind imod den.

Råderummet for rentepolitikken er formindsket efter, at man indførte fastkurspolitikken, hvor kronens kurs blev bundet til euro-kursen.