Skatte- og fordelingspolitik

I den amerikanske instruktør Oliver Stone’s film Wall Street er der en scene, hvor børsspekulanten Gordon Gekko (Michael Douglas) taler med en ung børsspekulant, som har givet ham et godt og sikkert råd om en aktieinvestering. Gekko siger til den unge mand: Der er kun to ting, der er sikre i denne verden: “Døden og skatten”.
    Sådan har mange det med at betale skat, selv børsfolk, der ellers har gode muligheder for fradrag og forskellige former for undvigelser.

Der er næppe noget, der deler Højre og Venstre ideologisk og politisk som skat. Skatten har sammen med socialpolitikken fordelingsmæssige virkninger. Det kan blive Robin Hood politik, hvor man tager fra de rige via skatten og giver til de fattige via velfærdsydelser. Og det kan blive “ulighedspolitik“, hvis man især lægger meget skat på almindelige og/eller lave indtægter.

Det rejser følgende spørgsmål om, hvor skatten især skal lægges:

– skat på arbejdsindkomst eller boliger, jord (ejendoms- og formueskatter), virksomheder (selskabsskat)?
– hvordan bruge skatten til at ændre adfærd (miljø- og energiafgifter, afgifter på usunde madvarer)?
– hvor meget skat (skatter og afgifter i pct af BNP)?
– degressive (“vender den tunge ende nedad”), proportionale (lige stor pct på alle), eller progressive (pct-vist stigende)?:

Note: Når det gælder indkomstskat, kan der være forskellige principper af de ovenstående i forskellige intervaller. Der er f.eks. som i Danmark et bundfradrag for indkomstskat, og så er der et langt interval med proportionalskat, jvf figuren nedenunder. Og den progressive skat (topskat) sætter ind ved en indkomst oppe imod 0,5 mio kr. Det er altså en slags Robin Hood, der er indbygget i skattelovgivningen. Til gengæld kan moms og punktafgifter være degressive i deres faktiske virkninger, da de hviler pct-vist tungere på lave indkomster.

Der betales skatter på mange måder, og spørgsmålet om, hvor den lægges og med hvor store procenter, påvirker økonomiens funktionsmåde. Det er f.eks. blevet sagt, at globaliseringen med frie økonomier og frihandel over grænserne bevirker, at vi i stigende grad bør lægge skatter på fast ejendom, som jo ikke kan flyttes. Skat på arbejde og kapital, kan få disse til at “flygte”, hævdes det. Derfor har man i de senere år set adskillige lande sætte selskabsskatterne (skat på virksomhedsoverskud) ned for at lokke investeringer til landet.

Hver gang vi køber en vare i en butik, betaler vi moms (meromsætningsafgift) på 25 pct. Der betales yderligere såkaldte punktskatter på visse varer, f.eks. energi/olie/benzin. Her er formålet at få os til at spare på fossile brændsler af hensyn til f.eks. den globale opvarmning.
   Vi betaler skatter af indkomst, vi får igennem vort arbejde. De er indrettet efter et progressionsprincip, sådan at skatten stiger ved stigende indkomst. Det er af fordelingsmæssige hensyn.

Figur  9 : Det progressive indkomstskattesystem lægger progressivt stigende skat på stigende indkomster

Note: Der er forskel på gennemsnitlig skat og marginalskat. Marginalskat er skat på den ekstra krone, der tjenes, jvf ovenfor, hvor f.eks. topskatten sætter ind. Gennemsnitsskatten er den skat, en skatteyder betaler i gennemsnit af sin indkomst, dvs samlet indkomst/skatten. OECD har lavet gennemsnitsberegninger af gennemsnitlig indkomstskat (average tax, included and excluded SSC (social security contributions, sociale bidrag)) i medlemslandene.

På den måde udjævner skattesystemet indkomstforskelle mellem befolkningsgrupperne. Der sker så yderligere udjævning, når skatteindtægterne bliver til offentlige udgifter, og det offentlige giver velfærdsydelser, der ofte favoriserer de lavere indkomster.

Da det er over 60 pct af danskerne, der ejer deres egen bolig, betyder skatterne på jord og boliger meget for den økonomiske fordeling. Når huse og ejerlejligheder stiger i handelsværdi over den gæld, der er i ejendommen, opstår der en friværdi (altså forskellen mellem prisen på huset og gælden i det). Friværdien kan omdannes til kontanter ved salg af boligen eller ved belåning af friværdien.
   Der er to typer af skat på ejerboliger. Der er ejendomsværdiskatten, som er en skat på værdien af at bo i egen bolig. Og der er grundskylden, der pålignes værdien af jorden. Med virkning fra 2002 indførte den daværende VK-regering et skattestop på ejendomsværdiskatten. Og der indførtes et loft over grundskylden.
    Det bevirkede, at stigninger i priserne på huse ikke fulgtes af tilsvarende stigninger i ejendomsskatterne. Og da der var store forskelle i, hvor meget boliger steg i pris forskellige steder i landet, kom det til at betyde store forskelle m.h.t., hvor meget friværdi, der f.eks. opstod i huse i Nordsjælland og attraktive områder af København og andre storbyer i forhold til andre steder i landet. Populært sagt kunne man nogle steder “sidde på sin flade” og tjene ofte 10-20.000,- eller mere skattefrit om måneden uden at røre en finger (men penge, der altså kun kommer ud ved boligskift til billigere bolig, salg, arv eller belåning). 
     Det medvirkede yderligere til at smide benzin på boligboblen før finanskrisen og senere ejerlejlighedsbobler i København og Århus, at man i  2003 indførte mulighed for at få afdragsfrie lån (og lån med  fleksibel rentetilpasning f.eks. en gang om året). Da der samtidig skete et rentefald i den europæiske økonomi, betød det, at boligejere kunne belåne deres ejendomme meget billigt. Og det betød igen muligheder for stigende boligpriser.
   Det påvirkede den økonomiske fordeling til fordel for boligejere i de attraktive områder.