Sundhedspolitik

Det har stor betydning for økonomien i et land, hvordan sundhedspolitikken indrettes. Her er der ideologisk-politiske modsætninger imellem ønsker om statslig styring og finansiering på den ene side og ønsker om mere privatøkonomiske, markedsmæssige systemer på den anden side. I mange tilfælde vil praktiske hensyn betyde en skønsom blanding af de to ideologiske modpoler.
    I Danmark har der været en diskussion  og konkrete forslag om betaling for besøg hos de praktiserende læger (efter bl.a. svensk forbillede). Argumentet har været effektiv anvendelse af ressourcer. Tanken er, at når der sættes en pris på, vil den knappe ressource lægebetjening blive udnyttet mere effektivt. Og modargumentet har været henvisning til den sociale problematik, at det vil kunne afholde socialt dårligere stillede fra at søge læge. 
   Sundhedsudgifternes andel af BNP har været stigende i de fleste lande de senere år.
   Befolkningens ældning påvirker udgifterne opad. Det samme gør ny medicinsk teknologi og farmakologi (nye udgiftskrævende behandlingsformer).
   Medicinudgifterne stiger i de rige lande, og det har været diskuteret, hvordan der prioriteres i de skatteyderfinansierede systemer med gratis adgang til sundhed, jvf NHS-modellen herunder. I et sådant system bliver det politikernes opgave at prioritere: Hvor langt skal man opretholde offentlig støtte til meget dyr, livsforlængende medicin?
    Udgiften skal holdes op imod andre formål, midlerne kunne være anvendt til.
    Hvis der ikke er råd til det hele, bliver man nødt til at prioritere. Kan udgifterne til medicin nedbringes igennem en styring af de private medicinalfirmaer, når disse tænker mere på kortsigtet aktionærgevinst, frem for samfundets langsigtede sundhedspolitik? (Firmaernes argumenter for den dyre medicin er de betydelige forsknings- og udviklingsomkostninger. Men hvor langt holder disse argumenter? I de markedsstyrede og forsikringsfinansierede sundhedssystemer kan man lade markedssystemets udbud/efterspørgsel og forsikringerne prioritere –  eller kan man nu også altid det?
   Med udgifter til sundhed på typisk over 10 – 11 pct af BNP i de rige lande betyder sundhedspolitikken meget i den økonomiske politik.
   Man forsøger at opnå korttidsgevinster igennem effektiviseringer og mere konkurrence via privatisering og udlicitering (offentlig finansiering og kravsspecifikationer til opgavevaretagelse/privat opgavevaretagelse).
   Og på langt sigt betyder befolkningens sundhedstilstand og gennemsnitlige levealder meget for økonomiens ydeevne. Det kan dermed blive en forudsætning for fortsættelse af velfærdsordninger.
   Befolkningens sundhedstilstand betyder ikke alene meget for, hvor godt økonomien klarer sig. Folk får et liv med højere velbefindende, og deres arbejdsliv bliver bedre, når de er sunde.
   Økonomiens performance (hvordan den klarer sig) og helbredsniveauet menes at kunne gå op i en højere enhed og vise sig i en høj scoring i f.eks. lykke-indekser.

Skema 1: Typer af sundhedsregimer


Finansiering
Hvilke lande?
NHS
Mest skattefinansiering
Storbritannien, Danmark
NHI
Mest forsikringer
Frankrig (top i WHO-måling), Tyskland, USA
Savings Account
En livslang opsparing til egne individuelle sundhedsudgifter – ofte suppleret med særlige forsikringer imod “katastrofe – events”.
Singapore (top i Bloombergmåling)

Note: I USA har man f.eks. Medicare for alle over pensionsalder (indført under præsident Johnson). National Health Service (Landsdækkende, centralt finansieret sundhedssystem. National Health Insurance (Landsdækkende  forsikringsfinansieret system. Savings account: Osparingskonto til imødegåelse af sundhedsudgifter for den enkelte.

Skemaet ovenover viser typisk forekommende sundhedssystemer. De kan være baseret på skattefinansiering, som det er tilfældet i Danmark og Storbritannien. Det har givet navn til modellen: National Health Service (landsdækkende skattebetalt sundhedssystem).
    Det kan være baseret på tvungne forsikringsordninger, som i NHI, National Health Insurance – ofte suppleret med frivillige forsikringer (USA). Lande med tvungne ordninger er f.eks. Tyskland og Frankrig.
    Det, man interesserer sig for økonomisk, er, hvor meget de koster, og hvor meget de leverer i sundhed for de penge, der bruges.
    Det første måles ofte på, hvad sundhedsudgifterne udgør som en andel af BNP. Det andet kan måles på en mangfoldighed af måder. WHO (World Health Organisation) lavede i 2000 en stor undersøgelse af Verdens sundhedssystemer med henblik på, hvor godt de performede.
     Her opstod den pinlige situation for Danmark, at Danmark havnede på en 34. plads, under lande, som man ellers føler, man har distanceret m.h.t. velfærd og økonomisk udvikling. Årsagen var bl.a., at Danmark havde en relativt lav gennemsnitlig levealder. Det har siden bedret sig noget, men samtidig har mange af de andre lande forbedret deres stilling på levekårsindikatorerne eller m.h.t. cost-effektivevness (samlet ydeevne og omkostningen ved det). I 2014 havnede Danmark igen på en 34. plads i en samlet effektivitetsscore i en Bloombergundersøgelse. Af en eller anden forunderlig grund hører man i Danmark meget mere om lykkeindeksene og Danmarks placering i disse end om Sundhedsindeksene, skønt de sidste måler på  mere konkrete faktorer.

Det, der kan forklare det, kan paradoksalt nok være, at skattefinansierede ordninger ofte bliver de billigste blandt rige lande og dermed måske også dem, hvor de nyeste behandlingsformer ikke altid sættes i værk hurtigt. Danmark bruger godt 10 pct af BNP på sundhed. Storbritannien omkring 8 pct.
   USA er derimod oppe omkring 17 pct af BNP (hvad der er paradoksalt, idet netop sundhedssystemer med meget indslag af private forsikring og konkurrence formodes at blive billige p.g.a. den formodede virkning af markedskonkurrencen). Forklaringen kan ligge i, at det amerikanske system lukker op for meget mere valg for de velstående (flere dyre operationer m.m.) og det åbner op for beskæftigelse for en hær af advokater, når retskonflikter om forsikringers udbetaling får udgifterne til advokater og retssystem til at stige.

 Skema 2 : Sundhedsøkonomiske og -politiske instrumenter

 Udbudsside  –  offentligt eller privat udbud?Efterspørgselsside – finansiering over skatter eller brugerbetaling?Langsigtet påvirkning af samfundet
MIKROINSTRUMENTERUdlicitering Brugerbetaling og  frivillige og obligatoriske forsikringerUdbygning af systemer for almen praksis  –  og administration tæt på brugere
Privatisering  –  Marked og forsikring
MAKROINSTRUMENTERUddannelse og støtte til teknologiudvikling i sundhedssektor, herunder også medicinalindustriForbrugerpolitik – information om virkninger og bivirkninger af medicinSundhedspolitiske tiltag
FOREBYGGENDE SUNDHEDSTILTAGOffentlig produktion og distribution af medicin?
    Effektiv statslig administration til godkendelse af lægemidler
Regulering af reklame og information om behandlingsformer og medicin i takt med stigende levestandard og teknologiudivklingFødevarepolitik

Udvikling af ny medicin og medicinalvirksomhedernes forskningsudgifter og – overskud kan påvirke udgifterne opad.
   I demokratiske systemer med offentlig finansiering bliver det politikernes opgave at prioritere og evt skride ind med markedsregulering over for medicinalvirksomhederne.