Økonomisk teori og politik

I de økonomiske teorier og den økonomiske politik bruges stat (regering/Folketing) og marked (udbud og efterspørgsel)

Økonomi er ikke raketvidenskab. Der har altid været forskellige skoler og teoretiske retninger, der har markeret sig. De har analyseret og fortolket virkeligheden og kommet med anbefalinger til den økonomiske politik.
    Den økonomiske politik bliver udformet i Folketinget og vedtaget af dette. Det sker igennem de årlige finanslove. Der vedtages desuden arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitik, der også har stor betydning for den økonomiske politik.
    Hertil kommer pengepolitikken, der laves af Nationalbanken og ofte under påvirkning af ECB (Den europæiske Centralbank)

Figuren ovenover viser forskellige hovedopfattelser. Der er den traditionelle modsætning mellem en keynesiansk og en monetaristisk vinkel på forståelse af økonomien og forslag til økonomisk politik.

Men de senere års megen – og meget relevante – tale om en sig nærmende miljøkatastrofe har gjort den grønne forståelse og dimension aktuel. Den er afbildet som en tredje, grøn dimension ovenover.

Monetarisme

Monetarismen, den liberale økonomiske teori med Milton Friedman som bannerfører, vil især sætte ind på at give øget markedsfrihed og formindskelse af inflationen igennem fjernelse af strukturelle barrierer (f.eks. på arbejdsmarkedet). Man vil skabe større rum for privat foretagsomhed ved at reducere den offentlige sektors størrelse.

Friedman har talt om nationalbankens rolle (Federal Reserve i USA) og kritiserer dens rolle under den store Depression i starten af 1930’erne, hvor den strammede pengepolitikken i stedet for at stimulere den, f.eks. ved at købe obligationer og derved tilføre økonomien penge.
    I øvrigt mener han, at pengepolitikken skal styres ud fra hensynet til ikke at smøre økonomien mere med pengemidler end hvad den økonomiske vækst betinger. Hvis den smøres mere, kommer der inflation. Hvis den smøres mindre (som det skete i begyndelsen af 30’erne), bliver der deflation (prisfald og forstærket lavkonjunktur), som han forklarer i videoen. Disse sammenhænge forklarer monetaristerne bl.a. ud fra kvantitetsligningen:

     m*v = p*Q 

(m: pengemængde, v: pengenes omløbshastighed, p: prisniveau,Q: BNP). 
m skal øges, hvis Q stiger. Hvis det ikke sker, opstår situationen, han taler om i videoen. Men hvis m øges betydeligt mere end Q-stigning betinger, kommer der inflation. Når der er inflation, som der var i 1970’erne, anbefales stramninger af pengepolitikken. Inflationsforventninger skal tæmmes ved, at pengepolitikken strammes via nationalbankens kontrol med pengemængden.

Ultraliberalisme
De klassisk tænkende liberalister er modstandere af statens øgede vægt i økonomien. 
    Derfor er nogle af dem også modstandere af USA’s krige. Det politisk betingede ønskede om hegemoni og kontrol har vundet over i forhold til den økonomisk fornuft, der tilsiger, at sådanne aktiviteter skal finansieres uden for voldsomme udvidelser af pengemængden. Dette er ifølge den republikanske liberalist Ron Pauls mening gået alt for vidt. USA’s krige i Irak og Afghanistan sammenligner han med Romertidens og andre imperiale krige m.h.t. virkningerne på priser og penges værdi:

“Der har aldrig været kæmpet en krig uden medfølgende inflation. I romertiden klippede de kanterne af mønterne eller fortyndede ædelmetallet. Eller der blev printet papirpenge, som vi gjorde det i revolutionstiden. I dag kalder vi det stadig at printe penge, men hvad de reelt gør er at trykke på en computertast. Hvis vi virkelig skulle betale for hver øre, vi bruger i Afghanistan og Irak, ville vi ikke være der. I stedet for at øge tropperne i Afghanistan, skulle USA trække sig ud. Det har intet med selvforsvar at gøre. …. det er umoralsk; der er overhovedet ingen fornuft i det, og det sprænger banken.” (Independent 2.12.09)

Man så det ske under Vietnamkrigen, hvor USA måtte gå fra guldet i 1971. Det fik Ron Paul til at gå ind i politik. Og lige siden har han tordnet imod et pengesystem, hvor værdien af pengene afhænger af troværdigheden af den økonomiske politik, den pågældende regering fører.  Den kan printe penge til at dække sine udgifter. Det er reelt det, USA gør for øjeblikket i kraft af de gigantiske underskud på den føderale regerings budget og den såkaldte quantitative easing (“kvantitative lettelse”), som The Federal Reserve, USA’s centralbank, laver, hvor man printer penge til at købe obligationer for, hvorved der pumpes gigantiske beløb ud. Problemet i USAs tilfælde er imidlertid yderligere, at USA trykker de mest anvendt “Verdenspenge”, dollar. Det gør det let at betale for krigene, men dette er naturligvis kun muligt til en vis grænse. Og denne grænse går der, hvor de andre lande mister tilliden til dollaren, fordi der bliver for mange af dem, og fordi man kan se, at der efterhånden ikke ligger tilstrækkelig værdi bag.

Ron Pauls opskrift på en løsning er igen at binde pengenes værdi til guld. Helst så han Centralbanken, Federal Reserve, nedlagt. Så vidt går Friedman ikke, som man kan se af interviewet. Han anbefaler en mild grad af “penge-easing” (monetary easing, dvs udpumpning af penge) fra The Feds side for at undgå bankkollapserne i 30’erne, men han vil formentlig vende sig i sin grav over den måde, den amerikanske nationalbank har lavet penge-easing på i 2009. Sammen med udgifterne til krigene kan det føre til en galopperende inflation.

Den “usynlige hånd” som styringsmiddel i økonomien
Et frit privat marked er en mekanisme, der gør det muligt for en kompliceret samarbejdsstruktur at opstå som en utilsigtet følge af Adam Smiths usynlige hånd og uden noget bevidst design. Et frit privat marked indebærer fraværet af tvang. Folk handler frivilligt med hinanden, ikke fordi nogen fortæller dem, at de skal, eller tvinger dem til det. Det følger ikke deraf, at mennesker, der engagerer sig i disse handeler, kan lide hinanden, eller kender hinanden, eller på forhånd har nogen interesse i hinanden. De kan hade hinanden. Enhver af os engagerer os i handeler med mennesker over hele verden, mennesker vi ikke kender, og som ikke kender os. Der er ikke noget super planlægningsagentur, der giver dem besked om at producere noget til os. De kan være af en anderledes religion, en anden hudfarve, en anden race. En landmand, der dyrker hvede er ikke interesseret i, om det bliver købt af en, der er sort eller hvid, en, der er katolik eller protestant, og personen, der køber hveden, er ikke optaget af, om personen, der dyrkede den, war hvid eller sort, katolik eller protestant. Så essensen ved et frit privat marked er, at det er en situation, hvor alle handler med hinanden, fordi de mener, de vil få gavn af det.  (Friedman 1991)


Realøkonomien: Valg og friemarkeder: 
Smith og Friedman: Frie markeders valgmekanismer giver effektivitet og maksimal produktion via udbud og efterspørgsel


Note: Oversat: Whose money: Hvis penge. Med uret: På hvem penge bliver brugt. Økonomisér og søg højeste værdi.

Ifølge Adam Smith og Milton Friedman maksimeres produktionen, når alle får frihed til at disponere ud fra deres egeninteresse. Ifølge Smith vil markedet som en “usynlig hånd” sørge for, at ressourcerne kommer derhen, hvor de gør mest gavn. Friedman har det samme syn. Han viser det bl.a. i videoen herunder v.h.a. figuren ovenover. Effektivíteten fremmes af, at man får lov til at disponere over sine egne penge, – ikke over andres penge, som det sker via den statslige omfordeling i velfærdsstaten. I nordvestkvadranten i figuren økonomiserer man, samtidig med at man søger højeste værdi for pengene. Det gør en forbruger ved at lægge sine indkøbskroner der, hvor nytten af det indkøbte er størst mulig i forhold til, at udgiften er lavest mulig. Forbrugeren vil shoppe rundt efter tilbud.

 Det er gavnligt for økonomien, da det tvinger producenterne til at udbyde varerne billigst muligt. Når markederne er frie, vil producenterne i forsøget på at maksimere deres profit, sørge for, at der opstår en arbejdsdeling, der er i alles bedste økonomiske interesse. Friedman mener, det er sådan, man maksimerer velfærd – ikke ved at lade staten råde over penge efter at få tvangsinddrevet dem hos borgerne.

Lafferkurve og incitamenter
En betydningsfuld sammenhæng i den nyliberalistiske økonomiske teori er den sammenhæng, som den såkaldte Lafferkurve viser, jvf figuren nedenunder.

Figur : Lafferkurven i nyliberal økonomisk teori



Hvis de offentlige udgifter stiger meget, sker der en effekt, disse økonomer kalder “crowding out”. De offentlige investeringer og det offentlige forbruger presser private investeringer ud – med mulige skadelige virkninger for økonomiens velstandsskabende evne. Ifølge disse økonomer skabes værdierne i den private sektor (og konsumeres i den offentlige!). Derfor skal det offentlige ikke fylde for meget. Man mener, at et skattetryk som det typisk nordiske på 45-50 af BNP er for meget. Her vil man være gået forbi toppunktet på kurven.

Den liberale arbejdsmarkedsteori
En anden vigtig sag for monetaristisk teori er ønsker om et mere fleksibelt arbejdsmarked. Et stramt arbejdsmarked, hvor der er mangel på arbejdskraft kan medføre inflation, og at inflationen bliver værre og værre.
   Det skyldes, at når arbejderne forventer, at der er en inflation (generelle prisstigninger) af en vis størrelse, så vil de altid forlange en løn, der ligger lidt ud over for at være sikre på at holde deres realløn (lønnen efter inflation).
   Der er en sammenhæng mellem ledighedens højde og prisudviklingen, sådan at når ledigheden er lav, kan det medføre mere inflation. Det er blevet undersøgt af en australsk økonom ved navn Phillips.
    Den af økonomen Phillips påpegede sammenhæng mellem arbejdsløshedsprocentens størrelse og inflationen, jvf figuren herunder, bruger man til at påpege vigtigheden af, at forventninger til inflation og lønstigninger brydes. Det kan, som påpeget ovenfor, traditionelt have været sådan, at lønmodtagere har henvist til prisstigninger som grundlag for lønkrav. Hvis man fjerner eller reducerer disse forventninger, kan forventninger til fremtidig løn reduceres.
    Samtidig skal man være opmærksom på den arbejdsløshedssats, som monetaristiske økonomer har kaldt “den naturlige arbejdsløshed”. Hvis arbejdsløsheden kommer under denne arbejdsløshed arbejdsløshedsprocent, vil prisstigningerne for alvor tage fart, fordi arbejdsgiverne betynder at headhunte arbejdskraft fra hinanden ved at overbyde med lønnen.

Figur  : Sammenhæng mellem arbejdsløshed og prisstigninger

Note: NAIRU: Non-accelerating inflationary Rate of Unemployment: Sats af ledighed ved hvilken inflation er i rimelig ro. Ved aktiv arbejdsmarkedspolitik kan kurven forskydes nedad mod venstre, altså ved samme arbejdsløshed – lavere prisstigninger, fordi udbuddet af arbejdskraft er blevet gjort større.

Via arbejdsmarkedspolitikken (efteruddannelse, blanding af stok (lavere arbejdsløshedsunderstøttelse og kortere perioder) og gulerod (opkvalificering)) kan der frembringes et større udbud af arbejdskraft.
   Det kan ske parallelt med, at fagforeningernes monopolagtige (enesælger-) magt over betingelserne for salg af arbejdskraft (via overenskomster, som alle skal tilsluttes) brydes. Monetaristerne vil næppe helt forbyde arbejderne at organisere sig i fagforeninger, men de vil forhindre disse i at udnytte den magt, det kan give, hvis en meget stor del af lønmodtagerne er i fagforening. Når det er tilfældet, har man f.eks. set, at fagforeningerne har presset på for at få såkaldte eksklusivaftaler forhandlet med arbejdsgiverne, dvs aftaler om, at kun de, der er organiseret i denne bestemte fagforening kan få arbejde hos arbejdsgiverne i samme branche. Et forbud mod eksklusivaftaler, f.eks. i lovgivningen, kan fjerne grundlaget for noget af det monopol i salget af arbejdskraft, som monetaristerne mener, fagforeningerne tager.
    Der er andre typer af indgreb imod fagforeningers magt. Man kan f.eks. forbyde fratrækning af fagforeningskontingentet i skat.
    Eller man kan forsøge at bryde fagforeningshierarkiets magt (“fagforeningsbossernes magt”) ved at lave regler om, hvordan ledelserne skal vælges. Hvis de vælges af de almindelige medlemmer ved afstemninger blandt alle de, der har medlemskort, i stedet for at blive valgt ved indirekte valg, af de repræsentative forsamlinger (f.eks. bestyrelse eller repræsentantskab), kan det tænkes, at ledelsen er mindre rabiat i sine holdninger. Et sådan indgreb lavede man i Storbritannien under den meget liberalistiske og monetaristisk inspirerede premierminister Margaret Thatcher (premierminister i 1980’erne).

Monetaristerne er modstandere af lovbestemte mindstelønninger, fordi de mener, at det holder de nye på arbejdsmarkedet – og de ledige i det hele taget – fra at få arbejde overhovedet. De mener, at en arbejder skal have en løn, der svarer til, hvad denne tilfører virksomheden af værdi, og i starten kan man ikke forvente, at det er særlig meget.
   Derfor er de også ofte tilhængere af indslusningsløn, en lavere begyndelsesløn til f.eks. unge og indvandrere. Monetarister har ofte argumenteret for, at det fører til større arbejdsløshed, hvis der er lovbefalet mindsteløn, eller fagforeningerne har forhandlet en for høj mindsteløn igennem, fordi de er “for stærke”. Derved varetager de interesserne for de etablerede på arbejdsmarkedet, imod de nye og mere marginaliserede grupper, f.eks. de unge.
    Noget af denne argumentation blev modbevist, da Tyskland for nogle år siden indførte en mindsteløn på 8,50 euro i timen. Det førte ikke til højere arbejdsløshed. Tværtimod. Men denne udvikling kan muligvis også have hængt sammen med, at den tyske økonomi generelt klarede sig godt i den periode.

Keynesianisme

Keynesianisme er den økonomiske opfattelse, som går tilbage til det 20. århundredes nok største økonom John Maynard Keynes.
   Den siger i al sin enkelhed, at når der er økonomisk lavkonjunktur, kan staten gå ind og stimulere efterspørgselen igennem underskudsfinansiering på statsbudgettet. 

Den keynesianske teori satser på forøgelse af den effektive efterspørgsel (forbrug, investeringer og eksport), så der kommer gang i produktion og vækst, og arbejdsløsheden formindskes. Det fører, når politikken bliver anvendt på længere sigt, til en statslig gældsophobning. Gældsophobningen er ikke nødvendigvis et problem ifølge teorien, hvis der samtidig sker en økonomisk vækst, der gør gældsproblemet mindre, når gælden måles i pct af  BNP.

Klassisk keynesianisme
Keynes kritiserede den liberalistiske økonomiske opfattelse (ex. monetarismen ovenfor) for, at den tager alt for let på de mulige virkninger af, at en masse mennesker individuelt forfølger egeninteressen. Der investeres ikke kun for at handle med varer og indgå i en global arbejdsdeling, og der investeres ikke kun for at bygge produktion op, der kan dække menneskelige behov. Der investeres også for at opnå spekulationsgevinster på kursstigninger. Det er der heller ikke nødvendigvis noget galt i, men det kan blive et problem, når det ukoordineret bliver til en flodbølge. Den usynlige hånd bliver til en destruktiv boomerang, der rammer os i nakken:

Spekulanter gør muligvis ikke nogen skade, når de er bobler på en stadig strøm af erhvervsvirksomhed, der udfolder sig. Men det ændrer sig, når erhvervsvirksomhed pludselig bliver til en boble på en hvirvelstrøm af spekulation.  Når et lands kapitaludvikling bliver et biprodukt af aktiviteterne i et kasino, bliver arbejdet dårligt udført. Omfanget af målopfyldelse opnået af Wall Street, når man betragter Wall Street som en institution, hvis egentlige samfundsmæssige formål er at dirigere nye investeringer igennem de mest udbyttegivende kanaler med hensyn til fremtidigt afkast, kan ikke ligefrem betragtes som en succes for laissez-faire kapitalismen  –   hvad der vel egentlig ikke er så overraskende, hvis jeg har ret i mine formodninger om, at de bedste hjerner i Wall Street rent faktisk er blevet dirigeret i retning af en helt anden målsætning. (Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. MacMillan 1936)

Det, Keynes tager stilling til her, er den mulige irrationalitet i en markedsøkonomi. Det er ikke første gang, man kom til at se denne irrationalitet udspille sig. Og udfordringen for økonomisk politik er da naturligvis at styre bæstet. Det gælder irrationelle udslag af markedet, og det gælder, når markedet ikke af sig selv finder ligevægt ved fuld beskæftigelse. 

Hvis ligevægt i økonomien indtræder ved et niveau under fuld beskæftigelse, melder spørgsmålet sig: Hvad så? Den keynesianske rygmarvsreaktion er i den situation at anbefale underbudgettering på de offentlige budgetter, evt. finansieret ved salg af statsobligationer.

Statsobligationer udbydes på Børsen. Prisen dannes her ved udbud og efterspørgsel. Prisen kaldes også kursen. Ved øget udbud og konstant efterspørgsel, falder kursen. Derved stiger renten. Hvis kursen f.eks. er 90, koster obligationen 90.000. Sættes afkastet 4.000 i forhold til det, bliver pct’en:  4/90*100 = 4,44. Hvis der nu kommer et rentefald i samfundet, er det  en god rente, og derfor vil obligationen så blive efterspurgt. Kursen stiger, og renten falder altså.

De offentlige udgifter kan sætte gang i økonomien, og måske er der en multiplikator forbundet med det? Det afhænger dog lidt af forventningerne og af de globale markeders udvikling, da mange landes situation i dag er, at økonomierne er meget forbundet med andre økonomier via eksport/import på internationale markeder. Det kan gøre det oplagt med koordinerede underbudgetteringer samtidig i flere lande på én gang. Og det var da også det, man faktisk gjorde efter finanskrisen i 2008-09, selv om nogle legede beating around the bush og lod andre tage skraldet. 
    Problemet med stimulanspolitikken via underbudgetteringen er, at de statslige budgetunderskud kan blive ukontrollabelt store, som det er ved at ske i USA og UK, samt Irland, og det kan bringe en kraftig inflation, når finansieringen sker ved printning af penge, der samtidig er “Verdenspenge”, jvf også monetaristernes kritik ovenfor. 
    Og staten vokser, så skatteplagede mennesker bliver trætte af det og siger, at de har mistet lysten til at arbejde, når der skal afleveres så meget i skat.

Keynes anviser andre veje end blot offentlig vækst til løsninger på problemer:

Vi har i set, at investeringsniveauet afhænger af forholdet mellem renten og kapitalens marginale effektivitet. Det giver anledning til forskellige investeringsniveauer i forhold til rentens højde. Kapitalens marginale effektivitet afhænger af forholdet mellem udbudsprisen for et kapitalaktiv (f.eks. en maskine) og det forventede afkast, man kan få af  aktivet. (The General Theory….)

Her siger Keynes noget centralt om, hvad der bestemmer investeringsomfanget i en kapitalistisk markedsøkonomi, og dermed også noget centralt om, hvad der kan gøres ved det problem, der hedder, at markederne går i ligevægt på et niveau under fuld beskæftigelse. 
    Renten kan sættes ned via pengepolitikken. Men hvad gør man, når renten kommer ned i nærheden af 0. Så har pengepolitikken udspillet sin rolle. Til gengæld kan der være muligheder for at øge kapitalaktivernes afkastgrad (“kapitalens marginale effektivitet”). Det kan gøres ved investeringer i uddannelse, forskning, teknologiudvikling, herunder teknologiomstilling. Man kan lægge afgifter på rustbælteøkonomi og subventionere – og teknologiudvikle – grøn teknologi. Det vil øge kapitalens grænseafkast (altså afkastet af at sætte en enhed ekstra kapital ind).

Nykeynesianere
Nykeynesianerne har udviklet teorier om, hvordan en økonomi kan fintilpasses ved hjælp af finans- og pengepolitik. Når der er “for meget tryk på kedlen” (for meget højkonjunktur med stærk efterspørgsel), skal man føre kontraktiv finanspolitik, dvs staten lægger f.eks. flere skatter og afgifter på, så efterspørgselen formindskes. Og man gør omvendt med en ekspansiv finanspolitik, når der er tendens til recession (økonomisk tilbagegang med konjunktur, der flader ud). Med fintilpasning af økonomien skulle det være muligt at holde en permanent lav arbejdsløshed.
     Nykeynesianere har endvidere udviklet teorien i en retning, der tager hensyn til de åbne og globaliserede økonomier. Hvis man i en sådan økonomi laver ekspansiv finanspolitik, kan det få den virkning (via den frie import), at der skabes jobs i udlandet i stedet for i hjemlandet, hvor man ville skabe jobbene igennem øgede offentlige investeringer. Derfor anbefales det, at ekspansiv finanspolitik koordineres internationalt, f.eks. i EU.
     Keynesianske økonomer afviser ikke, at der kan være en effekt, som den figur 10 viser. Men de opfatter Lafferkurveteorien som en alt for simplificerende fremstilling af virkningen af incitamenter (“gulerod”) i økonomien. Teorien fører til anbefaling af, at man f.eks. skal fjerne topskatten, fordi det netop er de højeste indkomster, som menes at tilføre mest innovation og investeringsformåen til økonomien. Hvis topskatten er for høj, fjernes tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats (som kunne være kommet hele økonomien til gode).
   Men det viser sig ofte, at når folk får en højere indkomst, så er en af de “varer”, de vil tilkøbe, mere fritid. Dermed kan de ønskede dynamiske effekter udeblive.

Figur :  Økonomien kan stimuleres igennem statslig forbrug og investering

Man kan fremstille den såkaldte Keynesmodel som ovenfor. Fra højre side: Økonomien har en udbudsside. Det er markederne, der via udbud, efterspørgselen og prisdannelsen bestemmer fordelingen af varer og produktion. Produktionens størrelse afhænger af teknologiforhold og mængden af maskiner og produktionsanlæg. Det giver tilsammen et BNP, der set i hele samfundsøkonomiens perspektiv efterspørges til forbrug (C), Investeringer (I) og offentlig forbrug og investering (G). Varer og tjenester til rådighed er givet med ligningen Y + Im = C + I + G + Ex, hvor Y er BNP.

hvor Im = Import
Ex  = eksport.

Bogholderimæssigt går ligningen altid op. I virkelighedens økonomi er C og I udtryk for ønsker hos forbrugere og virksomheder om forbrug og investeringer.
   Det kan  tænkes, at der sker lagerdannelser, og der kommer arbejdsløshed, hvis der er et overudbud og efterspørgselen på højre side ikke er stor nok til at efterspørge dette udbud (Y + Im).
   I så fald kan den øges ved, at G (offentlig forbrug og investering) går op, men det afhænger naturligvis af politiske beslutninger (finanslov).
   Eller den øges ved større forbrug eller flere investeringer. Forbrugets størrelse afhænger af forbrugernes forventninger (optimistiske eller pessimistiske?). Det påvirker forbrugskvoten: Investeringerne afhænger af beslutningerne hos de, der ejer kapital til investeringer. Og de vil investere, hvis de kan forvente et tilstrækkeligt afkast, dvs det, man får ud af investeringen, sammenlignet med lånerenten. Hvis afkast af en investering er større end renten, vil investeringen alt andet lige finde sted.

Forbrugskvote = C/Y
Opsparingskvote = S/Y,   da Y-C = S

Hvis vi ser bort fra, at der er en stat og et udland, kan det fremstilles sådan i et simpelt diagram:

Figur 13 : Stigning i effektiv efterspørgsel fører til større stigning i nationalindkomst p.g.a. multiplikatorvirkning

Investeringerne stiger fra I1 til I2, og det får via multiplikatorvirkningen (BNP eller BNI) til at stige mere.
    Årsagen til det er multiplikatoren.
    Effektiv efterspørgsel, herunder f.eks. øgede investeringer, antages at have virkninger m.h.t. at kunne skabe større indkomst end den oprindelig investeringsstigning.
   Ved en investering i f.eks. en ny kontorbygning, skabes der indkomst hos de, der opfører den. De tilbageholder en del af deres indkomster til opsparing – afhængig af forbrugskvotes (og omvendt opsparingskvotes) størrelse. Man kan se af figuren ovenover, at hvis der er en højere hældningskoefficient (svarende til en højere forbrugskvote/lavere opsparingskvote), bliver multiplikatoren større.

Figur   : Multiplikatormodel – som ringe i vandet breder en investerings virkninger sig

Note: Multiplikatoren er altså det omvendte af den marginale opsparingskvote: 1-c (eller s).  
Når forudsætningen om ingen stat og intet udland, falder væk, vil multiplikatoren blive formindsket med, at der udover opsparing, går indkomst fra til skatter og til import.

Multiplikatoren bliver altså større, jo mindre der spares op. Det kan forekomme at være lidt af et paradoks. Man skulle tro, at større opsparing førte til en større produktion.

Det gør den også. Men det er på det lange sigt. Og kun, hvis man finder noget nyttigt at investere i, så det øger fremtidig produktion.
   På kort sigt er stor opsparing altså en nationalprodukt-killer (se bare på figuren ovenover, hvis du forestiller dig, at du gør forbrugslinjen, C, fladere, hvad der er det samme som en større opsparingskvote, s).

Monetaristerne kritiserer multiplikatorvirkningen for at være humbug, en nem snuptagsløsning, som ikke fungerer i den virkelige verden, og som kan være skadelig for økonomien, når det er de offentlige udgifter, der forøges.

Den fungerer da naturligvis også kun, hvis der er ledige ressourcer, og pengene faktisk gives videre i kredsløbet. Hvis forbrugerne er præget af negative forventninger, virker det ikke så ligetil. Men det er jo en model, hvor man har forsimplet virkeligheden meget.

Erfaringer med keynesiansk inspireret finanspolitik efter finanskrisen

Man skulle tro, at finanskrisen fra 2008 kunne være en lejlighed til at efterprøve keynesianske virkemidler. Og det var det også nogle steder. Når der er krise med stigende arbejdsløshed, vil det keynesianske bud på en løsning være at stimulere efterspørgselen. Situationen under en krise er typisk den, at investorerne (folk med penge/kapital) har mistet lysten til at investere, fordi der er for meget usikkerhed, eller afkastet (udbyttet af investeringen) er for ringe.

Figur : Hvis der er krise, kan det forsøges løst med ekspansiv finans- og pengepolitik

 Og forbrugerne vil også føle usikkerhed m.h.t. fremtiden. Både forbrug og investering er altså i bund. Det kalder så på to reaktioner: Én fra staten: Sæt udgifterne op eller skatterne ned, og én fra Nationalbanken:  Sæt renten ned, så investeringerne øges.
    I både Kina og USA lavede man den slags stimulerende tiltag. Der blev lavet finanspakker, hvor staten øgede sine udgifter.

Figur 16: Måske er der en multiplikatoreffekt, når vækst efter finanskrisen i EU, USA og Danmark sammenlignes

Når man ser på udviklingen i den økonomiske vækst i EU, USA og Danmark efter finanskrisen, kan man måske få en bekræftelse af, at der kan være en virkning som den, der beskrives af de keynesianske økonomer.
   USA gennemførte i 2009 den såkaldte Recovery and Reinvestment Act (Lov om genrejsning og investering), som betød en udpumpning af offentlige investeringer og udgifter på omkring 787 mia$.
   I EU, især i eurozonen, førte man til gengæld den såkaldte austerity politik. Austerity betyder “strenghed”/stramning. Det var en stramningspolitik, der skulle medføre større balance på de offentlige budgetter. Og i 2014 vedtog man finanspagten, der strammede op på kravene i euroens vækst- og stabilitetspagt (de såkaldte konvergenskrav, der siger højst 3 pct af BNP i underskud på offentlige budgetter og offentlig gæld på højst 60 pct af BNP. Ifølge finanspagten må landene højst have 0,5 pct af BNP i såkaldt strukturelt underskud på de offentlige budgetter. Det strukturelle underskud er underskuddet renset for virkningerne af konjunkturen. Dvs at hvis der f.eks. er ekstraordinær arbejdsløshed, skal virkningerne på de offentlige budgetter af denne ekstraordinære arbejdsløshed trækkes fra.

Automatiske stabilisatorer

Et vigtigt begreb i nykeynesianernes værktøjskasse er de automatiske stabilisatorer. Det er budgetvirkninger på statsbudgettet af den økonomiske konjunktur. De er medvirkende til at sikre, at en økonomi ikke går helt i bund, når der kommer krise eller recession.

Figur : Udviklingen på det danske statsbudget 2000-2015

I midten af 0’erne var der vældig godt gang i den danske økonomi. Der var højkonjunktur med lav arbejdsløshed. Højkonjunkturen var medvirkende til at give gode indtægter til statskassen. Under højkonjunkturen var der godt gang i omsætningen i virksomhederne. Folk tjente relativt godt og kom dermed til at betale relativt høje skatter til stat og kommuner. Der blev overskud på statsbudgettet med højere indtægter fra skatter og afgifter end udgifterne.
    Det vendte med finanskrisen i 2007-8. Mange flere blev arbejdsløse og måtte se frem til et fald i indkomst fra en lønindkomst til arbejdsløshedsunderstøttelse og evt bistandshjælp. Skatteindtægterne til det offentlige faldt, og udbetalingerne af understøttelse og sociale ydelser steg.
    De øgede offentlige udgifter og underskuddet på statsbudgettet var dermed medvirkende til at holde den økonomiske aktivitet oppe. Det havde været meget værre, hvis udbetalingerne til velfærd havde været mere begrænsede.
    Tilsvarende var det med til at dæmpe konjunkturopsvinget i 2005-7, at skatteindtægterne steg kraftigt i de år. Staten inddrog med sit overskud købekraft.
    De automatiske stabilisatorer virker i højere grad i et velfærdssamfund, hvor de offentlige udgifter er en relativt stor andel af BNP end i lande, hvor det ikke er tilfældet.