Globaliseringens vindere og tabere

Vi er så vant til, at økonomien ses som noget, der kan styres. Det er blot et spørgsmål om det rette blanding af relevante indgreb.
    Sådan er det ikke, når økonomi ses i et globalt perspektiv. Så vil man opdage, at den er temmelig ustyrlig, og at den efterlader en mængde tabere på perronen. De nåede ikke at komme med globaliseringens tog, som førte til stigende BNP per indbygger for nogle og stor fattigdom for andre.

Det hænger sammen med, at den kapitalistiske globale økonomi har skabt en struktur for produktion og handel, som nogle har gavn af, men som fører til fattigdom og underudvikling hos andre.
Hvad er årsagerne?
   

Global økonomisk struktur

Den globale økonomiske struktur har igennem en årrække været kendetegnet ved, at vidensøkonomiske produkter har fået stigende betydning i forhold til traditionel industriproduktion. Der er forskelle på, hvor stor en værditilvækst der er ved produktion af forskellige typer af varer og tjenester.
    Værditilvækst vil sige forskellen på varens eller tjenesteydelsens pris og omkostningen ved de tilførte råvarer og halvfabrikata. Et kilo sukker produceret på Lolland eller en banan produceret i Honduras tilføjer kun få kroners mere værdi til de tilførte råvarer (roer og plantede banantræer, fertilizers). Hvorimod noget dyr medicin eller en dyr tjenesteydelse (EDB-program, en app ell. lign.) kan tilføje langt mere værdi. Da nogle områder og lande producerer førstnævnte, og andre sidstnævnte, kommer den globale økonomiske struktur til at blive ret hieararkisk. Nogle (centret) tjener meget på at være med i den internationale arbejdsdeling. Og andre får ikke så meget ud af det.

Figur 1: En skitse af den globale økonomiske struktur

Ordforklaring: monokultur: Hovedsagelig én eller nogle får eksportvarer, f.eks. Honduras med bananer og tekstilvarer. Et sådant land bliver afhængig af gode priser på denne vare. MNS: Multinationale selskaber. Kapitalbevægelser: I 1980’erne og 90’erne fik man frie kapitalbevægelser i en stor del af Verden (dog ikke Kina), dvs penge og investeringer kan frit flyde over grænserne. Det førte til meget mere spekulation i valutakursbevægelser og aktier internationalt, men det kunne også føre til øget vækst i “nye” økonomier, når de fik flere investeringer fra centret.

I ovenstående illustration af den globale økonomiske struktur er tegnet et center (USA, EU, Japan, Sydkorea, kinesiske kystregioner, m.fl. højtudviklede økonomier), hvor dyre varer og tjenesteydelser med høj værditilvækst produceres og sælges til den øvrige Verden, som til gengæld leverer billigere industriprodukter og råvarer.
   Det er et meget forsimplet billede. I dele af semiperiferien (f.eks. Kinas inderregioner og Indien) er en hastig udvikling i gang, der ad åre formentlig bringer disse lande/områder på niveau med centret. Og de bliver måske et nyt center.

Dermed er ikke sagt, at Kina, Indien og andre nyindustrialiserede lande entydigt er globaliseringens vindere. Der er også mange fattige i de lande.

I disse lande er der dog et vist håb om forbedring. For godt nok er de stadig en del af en international arbejdsdeling, der sætter dem i en position som leverandør af relativt billige varer og tjenester, men der er, f.eks. i Kina og Indien, en betydelig vækst, som giver håb om, at betydelige dele af befolkningerne kommer ud af den værste fattigdom (f.eks. 1,9$ at leve for per dag, som pt er FN’s mål for ekstrem fattigdom). Især i Kina kan man se en effekt, idet flere hundrede millioner er flyttet ud af den værste fattigdom siden Deng Hsiao Ping reformerne satte ind i 1978 og frem.

I store dele af Afrika og Latinamerika er situationen mere desperat. I Afrika syd for Sahara er der udbredt ekstrem fattigdom. Klimakatastrofen medvirker til at gøre problemerne yderligere desperate, idet ørkenen rykker sydpå og truer f.eks. Sahel-regionen med manglende livsmuligheder for befolkningerne.

Hvordan er det gået til, at lande i Afrika og Sydamerika er endt som periferi – i en økonomisk situation, som det er svært at komme ud af?

Svarene ligger i en fortid som koloniområder, hvor mange af landene havde en rolle som leverandører af råvarer til økonomien i moderlandet. Det har givet en eksportsammensætning, der er ensidigt afhængig af én eller nogle få produkter – ofte produkter, der har svag prisudvikling på verdensmarkedet, eller som er præget af meget svingende priser. Man bruger også betegnelsen monokulturer for disse lande.

Der har dog været nogle undtagelser. Man kan nævne Chile, hvor en stor eksport af kobber har givet anledning til en vis økonomisk vækst i de seneste årtier. Man har talt om “det chilenske mirakel” (el milagro chileno). Det var dog et mirakel, der krakelerede i 2019, hvor over 1 mio mennesker gik på gaden i demonstrationer, der blev udløst af en stigning i prisen på metrobilletter i Santiago. På trods af “miraklet” viste det sig, at millioner af mennesker levede i dyb fattigdom eller som “working poor”, der ikke kunne få lønnen til at slå til, når der både skulle betales for husleje, mad og transport, og lønnen for et fuldtidsarbejde dårligt rækkede til at betale for huslejen i en storby. Samtidig havde omfattende privatiseringer af offentlige ydelser, som var afledt af de nyliberale reformer, gjort livet umuligt for middelklassen og de sociale lag under denne.

I løbet af flere år i 0’erne og 10’erne havde flere lande oplevet en relativ økonomisk fremgang som følge af stor importefterspørgsel efter råvarer fra Kina, afledt af industrialiseringen og væksten i de seneste årtier i dette kæmpestore land. Væksten i Kina – og deraf den afledte efterspørgsel – begyndte imidlertid at aftage i 2017-19, og den kinesiske økonomi begyndte sin omstilling til en mere servicepræget økonomi. Samtidig førte USA en politik med stigende renter og dermed stigende kurs på amerikanske dollar. Det gjorde det dyrere for de fattigere lande at optage dollarlån eller afvikle deres eksisterende udlandslån. Efterspørgselen efter dollar var også forårsaget af, at mange investorer i denne situation søgte væk fra de fattigere landes valutaer og over i dollar. Det forårsagede devalueringer af disse landes valutaer. Og med devalueringerne kom prisstigninger på importerede varer. I flere lande reagerede styret med at gøre f.eks. offentlig transport dyrere for at leve op til IMF-krav om besparelser, så kreditværdigheden kunne øges. Eller regeringerne skar ned på de subsidier til fødevarer, som havde gjort situationen nogenlunde tålelig for de fattige. Det forværrede levevilkårene yderligere for disse.

Demonstrationerne spredte sig fra det ene land til det andet, demonstrationer imod regimer, som man så som korrupte. I et land som Algeriet bredte den såkaldte Hirak (oprør) – bevægelse sig fra en start i februar 2019 til at blive regelmæssige ugentlige demonstrationer året ud. Indercirklen i den militære-politiske elite, der regerede landet strammede grebet, men var ikke til sinds at give efter og tillade omfattende demokratiske reformer, som Hirak-bevægelsen krævede.
Den algierske økonomi var – og er – afhængig af olie som den dominerende eksportartikel. Det har været svært for landet at udvikle en mere diversifieret eksportsammensætning. Man er stadig præget af en økonomisk struktur fra kolonitiden (frem til 1962), som gør det stort set umuligt at komme ud af den økonomiske afhængighed og underudvikling.

Man sidder fast i en periferi- eller semiperiferikapitalistisk sump, der har fastholdt landet i underudvikling.

Tabere og vindere

Verdensbankens statistikker over udviklingen i produktionens størrelse pr indbygger taler deres tydelige sprog om, hvem der er blevet globaliseringens tabere og vindere:

Kilde: World Bank.

Man kan dog ikke dermed sige sikkert, at så er Kina på vej til at blive et nyt center, jvf figuren ovenover. Det vil afhænge af, om det lykkes fortsat at udvikle teknologien og økonomiens omstilling til en moderne vidensøkonomi.

I 2019 udgav FN sin nye udgave af HDR, Human Development Report (“Den menneskelige udviklings rapport”), som måler velfærdsniveauet i alle FN’s medlemslande.

Den viser, at der fortsat er meget store indkomst- og velfærdsforskelle i Verden. Over 600 mio mennesker skal leve for under 1,90§ om dagen. Det hænger sammen med et lavt BNP pr indbygger, altså en lav produktion og dermed lave indkomster i landet. Hertil kommer, at indkomsterne er meget ulige fordelt imellem rige og fattige.

Når BNP per indbygger er lavt, hænger det sammen med, at man befinder sig i periferi eller semiperiferi i den internationale arbejdsdeling, jvf figuren ovenover.   

Figur : HDR-rapporten om høj/lav udvikling m.h.t. køn (gender), BNI pr indbygger og forventet levetid (life expectancy):

Kilde: FN. HDR 2019

Man kan se f.eks., at i Uganda er middellevetiden for kvinder godt 66 år. I Norge er den over 84. Gennemsnitsindkomsterne er henholdsvis i de to lande fra 2-3.000$ til 75-80.000.