FN’s COP-konferencer

Miljøpåvirkninger kender som bekendt ikke grænser. Udledningerne af CO2 og andre stoffer foregår på tværs af lande og områder. Derfor er det vigtigt at få lavet effektivt bindende aftaler mellem landene om, hvad der skal gøres.
Klimaet er altså et eksempel på multilateralt (flersidet) samarbejde. Man kan endda sige, at multilateralt samarbejde netop inden for dette område er nødvendigt, fordi CO2 ikke kender til grænser. Fra 2016 skete der det, at USA ændrede holdning til denne form for internationalt samarbejde. Donald Trump var gået til valg på en America First politik, dvs unilateralisme. Det kom til at give problemer ved COP25.
   Det internationale politiske svar på klimaændringerne startede i det multilaterale FN regi på Earth Summit (“Jordens topmøde”) i Rio, Brazilien, i 1992. Her vedtog man Rio-konventionen med den tilhørende UNFCCC (United Nations Framework on Climate Change, FN’s rammeaftale om klimaforandring). Der blev her sat en ramme for handling rettet imod stabilisering af atmosfærens koncentrationen af drivhusgasser, heriblandt CO2, for at undgå “farlig menneskefremkaldt indblanding i klimasystemet”.
    Hovedmålet med COP (Conference of Parties) konferencerne er at  vurdere konventionens gennemførelse. Den første COP fandt sted i Berlin i 1995. Af vigtige milepæle har været COP3, hvor Kyotoprotokollen blev undertegnet. Den satte bindende mål for CO2-udledning i en række lande.  Desværre blev den ikke fulgt til dørs af et så vigtigt land som USA.

COP15

   En vigtig konference var endvidere COP15 i København i 2009, hvor det var meningen, at Kyotoprotokollen skulle fornys med bindende aftaler om CO2 begrænsning. Det lykkedes ikke at blive enige. Uenigheden mellem de rige lande i Vesten og u-landene, delvist anført af BRIK-lande som Kina og Sydafrika, var simpelthen for stor. En store u-landsgruppe mente, at deres økonomiske vækst først var ved at komme igang. De højtindustrialiserede lande havde været igennem denne vækstperiode. Nu var det u-landenes tur. Derfor var det begrænset, hvor meget de kunne gå i spidsen.
    Og derfor lå bolden især på de højtindustrialiserede landes (Vestens) banehalvdel efter den store u-landsgruppes mening.
    Der blev dog lavet en løs rammeaftale om, at landene selv skulle sætte mål og begrænsninger for CO2. Og der blev lavet en aftale om, at de rige vestlige lande over en årrække skal tilføre midler til u-landene til omstilling af deres økonomier i mere grøn-teknologisk retning.

COP21

Ved COP21, Paris klimakonferencen, i slutningen af 2015  arbejdede man på at opnå en mere bindende og universel aftale om klimaet med henblik på at holde den globale opvarmning på under 2 graders celsius.
     Det lykkedes verdens lande, 195 i alt, at lave en slags aftale  ved COP21 i Partis. Men at kalde det en “historisk aftale”, der vil blive en game-changer for klimaet, er måske at tage munden lidt for fuld.

Landene har meldt ind med frivillige bidrag til nedbringelse af CO2. Og ifølge de meldinger vil det kunne føre til stigninger i den globale temperatur på 2,7 – 3,5. Det er ikke juridisk bindende forpligtelser. Men aftalen indeholder en revisions-mekanisme, hvor man hvert 5. år skal følge udviklingen og holde landene fast på, at målet er en reduktion i den globale opvarmning på 2 pct – i forhold til den præindustrielle periode. Og ydermere nævner man et mål på 1,5 grad som et ønskeligt langtidsmål, hvis man skal forhindre oversvømmelser af lavtliggende områder på jorden.

Med denne aftale skulle Verden endegyldigt have sagt farvel til en æra, hvor produktion og forbrug har været baseret på afbrænding af fossile energiressourcer.

Det må man dog nok stille sig lidt skeptisk til, om det er muligt med den foreliggende aftale. Det er fint nok med de smukke ord og intentionerne. Men kommer det til at holde i praksis? Det er et åbent spørgsmål. Som det er nu, ser forbruget af fossil energi til at spurte derudad. Det hænger sammen med, at de nyindustrialiserede økonomier baserer deres vækst på fossile brændsler. Godt nok har de rige lande, både med denne aftale og COP15 i København, stillet i udsigt, at udviklingslandene vil få 100 mia$ om året til hjælp med grøn omstilling af produktionen. Men har man garanti for, at disse penge faktisk vil komme til udbetaling?
Det er kun en forsvindende lille del af det samlede energiforbrug, der kommer fra sol og vind.

COP25

COP25 i Madrid i 2019 var lige ved ikke at blive til noget. Den skulle egentlig have fundet sted i Santiago de Chile, Chiles hovedstad, men landet måtte melde pas på et ret sent tidspunkt, da landet forinden havde været igennem omfattende demonstrationer imod den stigende ulighed og de sociale problemer, der var affødt af flere år med nyliberal politik, hvor der var blevet skåret i offentlige ydelser til velfærd, og hvor omfattende privatiseringsprogrammer havde gjort livet surt for især de fattige.
I sidste øjeblik tilbød den spanske regering at træde til.
COP25 gik over 40 timer ud over den planlagte mødetid som følge af uenighed og delvist kaos.
Efter COP15 og COP21 var det op til landene selv at fastlægge bindende klimamål. Det skulle nu konkretiseres noget mere og gøres til mere bindende mål, da Kyotoaftalens mål var ved at nå til sluttidspunktet for deres løbetid.
Det kneb imidlertid meget med at få de store lande til i tilstrækkelig grad at sætte mål for CO2-udledning. I stedet gik meget energi med at diskutere, hvordan man kunne opfylde mål ved at plante skov og handle med CO2-kvoter.

Kilde: UNEP/IPCC. Lande/områder vist i rækkefølge oppefra og ned (Kina, USA, EU, Indien, Rusland, Japan og transport.

Man kan næsten se ud fra figuren over de største udledere ovenover, hvor problemerne med at fastsætte mere ambitiøse mål ville blive størst.

man lave en hurtig konklusion og sige, at de store syndere er Kina og Indien, og “duksene” de rige lande i Vest. Det er dog af flere grunde en alt for forhastet slutning.

Diagrammet viser for det første ikke det absolutte niveau. Hvis man dividerer Kinas og Indiens tal med befolkningsstørrelse, vil især Indien viser langt lavere niveau relativt set.
For det andet er CO2-udledning i høj grad bestemt af, hvilken rolle et land har i produktions- og forsyningskæderne, kort sagt i den internationale arbejdsdeling. Kina og Indien ligger højt, fordi det er nyindustrialiserede lande, som har fået overladt en stor del af den globale industriproduktion.

USA er en af de største udledere – ikke mindst pr indbygger. Men landet ville ved COP25 slet ikke spille den rolle, det havde spillet ved tidligere konferencer, f.eks. i København og Paris. Trump-administrationen har trukket USA ud af Parisaftalen, så landet følte ikke særlig forpligtelse ved COP25. Det gjorde EU derimod, og herunder ikke mindst et land som Danmark, der jo som bekendt har vedtaget en klimalov – med opfølgning i handleplaner i foråret 2020, om begrænsning af CO2-udledning med 70 pct i 2030. ”
Der var interesseforskelle mellem lande, der som USA, Australien, Indien og Brazilien, ikke er indstillet på at opgive den fossile vækst økonomi på den ene side, og på den anden side lande, der går ind for grøn økonomisk omstilling (f.eks. langt hovedparten af EU-landene).

I Australien er der mange, der undrer sig nu. Skovbrandene florerer, og nogle steder er man nået op på over 50 grader Celsius dagtemperatur. Der synes at være en klar forbindelse mellem global opvarmning og hyppigheden af skovbrande. Derfor undrer det mange, at den store australske kulindustri har kunnet få så frit løb under COP25, som det ser ud til at være tilfældet. Australien har fulgt pænt i hælene på USA og Brazilien under konferencen.

Et andet stort problemområde var fonden til støtte af økologisk omstilling i de fattige lande på 100 mia $, hvor det var vanskeligt at få landene til at forpligte sig.

Man kan konkludere, at denne COP25 formodentlig har gjort mere skade end gavn. Man risikerer, når der intet resultat er, at falde i en slags fatalismens fælde: Man kan jo ikke stille noget op alligevel, så hvorfor dette show og den store udgift til cocaltails og dyre hotelværelser – samt flytransport ikke at forglemme!!